Demokratiet, der risikerer at ende i en gigantisk betonklods på bunden af Aarhus Bugt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 9. april havde direktøren i brancheorganisationen Danske Havne, Tine Kirk, et læserbrev i denne avis, hvor hun tillader sig den frihed at konkludere, at »byrådets flertal har truffet en beslutning, som jeg ikke er et øjeblik i tvivl om, at aarhusianerne vil blive glade for…«

Personligt tror jeg, aarhusianerne vil blive betydeligt mere glade, hvis man undlod at fylde bugten op med beton og smadre det enestående rekreative område, som Aarhus Bugt er.

Byens indbyggere holder af at bo i byen ved havet og ikke i byen bag en containerhavn. Så det ville være skønt, om vi borgere kunne blive fri for at blive påduttet holdninger og meninger, der er helt ude af trit med virkeligheden.

Læserbrevet fik mig dog endnu en gang til at reflektere over, hvad det er, der er gået så galt i hele denne “demokratiske” proces, som den foreslåede havneudvidelse er så absolut et ulykkeligt eksempel på. Vi skal spole tiden helt tilbage til før det seneste kommunalvalg i november 2021.

I valgkampen op til dette valg blev ansøgningen om en mulig havneudvidelse ikke nævnt med et eneste ord; end ikke på borgmesterens hjemmeside kunne man finde så meget som en sætning om forslaget, på trods af at han i sin egenskab som formand for havnen må have vidst mere end almindelig god besked om planerne.

Man kan sige det samme om byrådets andre repræsentanter i havnebestyrelsen og sikkert også en række af de øvrige politikere i byrådet, der er endt med at indgå forliget. Man valgte i stedet at tie om det, vel vidende at det helt sikkert ville være en kæmpe tabersag at melde ud, at man som politiker støttede en udvidelse.

En tabersag på den korte bane, der nu så helt sikkert viser sig som en gigantisk tabersag på den lange bane i stedet. Det kan man da kalde et demokratisk svigt af helt uhørte dimensioner.

Spoler vi tiden nogle måneder frem, når vi til høringsfasen, hvor man kunne konstatere, at antallet af negative høringssvar fra vælgerne nåede et enormt antal (mere end 1.400), som man ikke tidligere havde set i kommunens historie. De positive svar fra borgerne nåede op på en god håndfuld, så det var mere end almindelig tydeligt, hvad byens borgere mente om planerne.

Det kunne man trods alt fra kommunens og politikernes side ikke sidde totalt overhørig, så derfor valgte man på den baggrund at iværksætte to borgerkonferencer og at nedsætte et borgerpanel repræsentativt udvalgt blandt byens vælgere, der skulle give input til processen.

Jeg deltog selv i borgerkonferencerne, den første i september 2022, hvor det første, der mødte en, var overskriften ”Borgerkonference om havneudvidelsen”.

Men hov, så var beslutningen måske i virkeligheden uofficielt allerede taget på daværende tidspunkt?

Hurtigt stod det klart, at man fra kommunens og politikernes side havde tænkt sig at gribe det an som et slags informationsmøde om planerne, og så havde man tilsyneladende regnet med, at alle de fremmødte ville gå fint oplyste fra mødet og derefter sagtens kunne se det fornuftige i udvidelsen. Sådan kom det langtfra til at gå.

Modstanden var massiv, og polariseringen mellem havnens ledelse, eksperter og politikerne i paneldiskussionerne på den ene side og borgerne på den anden enorm, og den er bestemt ikke blevet mindre siden, tværtimod. Vi var vidner til på det nærmeste helt groteske optrin og udtalelser som eksempelvis, at man sagtens helt uden risiko for havmiljøet kunne foretage klapning ved Fløjstrup Strand, for der var al havbund alligevel dødt i forvejen, da man tidligere havde opgravet materiale i området.

Hele spørgsmålet om klapning har siden vist sig at være en rigtig grim proces i processen, i og med at Miljøstyrelsen allerede i oktober 2022 vendte tommelfingeren nedad i forhold til at give tilladelse til klapning ved Fløjstrup. Det “glemte” man bare at fortælle. I stedet blev det blandt forligspartierne fejret som en af de store sejre ved aftalens indgåelse, at man havde formået at forhandle sig frem til at undgå klapning, tja, hvad skal man næsten sige til det.

Denne konference stod klart tilbage som svigt nummer to i processen.

I januar 2023 skulle det repræsentativt nedsatte borgerpanel så give sin mening til kende over for byrådets politikere i form af en række breve, der formulerede deres syn på udvidelsesplanerne.

Af 21 besvarelser var 18 enten direkte modstandere af en udvidelse eller kom med en klar opfordring til at udskyde beslutningen, til alle forhold om den mulige udvidelse var belyst af uvildige eksperter. Kun tre besvarelser var positive over for planerne. Ganske kort efter dette valgte de fire partier bag aftalen alligevel totalt at overhøre borgerpanelets holdninger og aftale en udvidelse med ganske få ændringer i forhold til det oprindelige forslag.

Der skal sikkert nok være nogle politikere, der vil være af en anden holdning; at de i den grad har lyttet til borgerne med de justeringer, der er foretaget i forhold til det oprindelige forslag, men den konklusion er der vist ikke ret mange, der er enige i. Det var svigt nummer tre fra de folkevalgte politikeres side.

Siden den indgåede aftale mellem S, SF, V og K i februar 2023 er det så kommet frem, at andre sammenlignelige havne rundtomkring i verden kan håndtere mange, mange flere containere årligt på et areal mindre end det, der er til rådighed på Aarhus Havn, ved at anvende moderne teknologi i form af mere effektive kraner m.m. Endvidere har det ligeledes vist sig, at op mod 40 pct. af containerne på havnen står tomme ifølge Danmarks Statistik. Hvad siger forligspartierne til det? Absolut intet indtil videre. Det er da svigt nummer fire, der er mere end almindelig godt i gang med at vise sig der.

Sidst, men ikke mindst, havde jeg for nogle dage siden en skriftlig korrespondance med førnævnte Tine Kirk på baggrund af hendes læserbrev, og vi var ikke overraskende ikke enige om ret meget.

Hun påpegede, »at dialogen blev vanskelig/umulig, når man var utilfreds med at læse synspunkter, der ikke flugtede med ens egne«.

Jeg er trods alt enig i, at dialog må være vejen frem, og jeg kunne derfor godt tænke mig at sparke den videre til såvel borgmesteren som de lokale politikere fra S, SF, V og K. Siden aftalens indgåelse har en række organisationer, borgere og journalister i den grad forsøgt at komme i dialog med jer, men I har været tavse som graven.

Hvordan skal vi som borgere bevare troen på demokratiet, når I bare lukker jer inde og går efter at stemme en aftale igennem, der så tydeligt er imod jeres egne vælgeres ønske og baseret på en række udfærdigede rapporter købt og betalt af Aarhus Havn?

Der er så ovenikøbet dukket masser af nye faktorer op som beskrevet ovenstående, som I overhovedet ikke har ønsket at forholde jer konkret til. Der har vi svigt nummer fem.

Mit håb er stadig, at man med udgangspunkt i borgernes ønsker udsætter beslutningen, indtil man har fået en række forhold uvildigt belyst, og man rent faktisk beslutter sig for at lytte til vælgerne i stedet for blot at foregive, at man lytter for så efterfølgende at gøre, som man selv og en række erhvervsvirksomheder på havnen synes. Så ender demokratiet i en gigantisk betonklods på bunden af Aarhus Bugt, tilliden til de folkevalgte politikere vil lide et enormt og uopretteligt knæk, hvilket den allerede har gjort, og troen på reel borgerinddragelse vil være forsvundet.

Vi kan så som borgere selvfølgelig ikke gøre andet end ved næste byrådsvalg at stemme på nogle andre politikere, der rent faktisk ønsker at arbejde i vælgernes interesse. Det var svigt nummer seks.