Giv nu plads til vildskaben og det grønne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Betyder Aarhus også noget for dig? Elsker du skovene, havet, vilddyrene, frisk luft og lav sol over Aarhus, men er du for magelig til at flytte på landet, selv om du efterhånden farer vild i din egen nu fortættede by?

Har du også grinet med Anne Sophia Hermansen, når hun skælder ud på Aarhus Ø, og fniset endnu mere over øboerne, når de kaster sig over hende?

Udover at ryste bygherrerne fra øen har vi heldigvis også fået ”rystet posen” ved sidste valg. Forhåbentlig vil de mange nyvalgte lytte til os, aarhusianerne, selv om vi nok ikke skal regne med megen forståelse fra hovedparten af de gamle kendinge med borgmesteren i spidsen.

Jeg bliver vred, når politikere vil fjerne skov i Marselisborgskovene for at få plads til et nyt stadion, og har derfor fået registreret og beskyttet en stor del af Marselisborgskovenes diger og generelt arbejdet med skovens dna samt juridiske stopklodser. Opsynet med beskyttelse og vedligeholdelse af digerne var engang tingmændenes.

Nogle af Havreballegårds (Marselisborgs) diger, først omtalt i 1309, er der endnu, så de øvrige aarhusianere har passet godt på dem. Udover opsynet med digerne var andre af tingets opgaver at syne skovene. Ulovlig indtrængen i baroniets skove, tyveri, voldelige overfald, dødsfald, skeletter skyllet op på Havreballe Strand (Tangkrogen), brande, trafikuheld, smugkroer, ægteskabskriser, utroskab, ægteskabstvang, arv, pandemihåndtering og opsyn med bøndernes betaling til ulvejægere (døde ulve blev hængt op i galgen) var andre emner, Marselisborg Birketing beskæftigede sig med. Alt sammen guf for en moderne forfatter af historiske krimier. Var det noget?

Forleden stod jeg ude i Havreballe Skov, Marselisborgskovene, og registrerede orange mosnavlehat i appen Danmarks Svampeatlas, da gps’en pludselig – og til min store irritation – zoomede ind på navnet Kongelunden. Der er som bekendt ikke noget, der hedder Kongelunden i Aarhus – aldrig. Kongelunden er, som borgmesteren selv har hævdet på et borgermøde, kun et projektnavn for det skrækkelige projekt og indtil videre pænt mislykkede og vælgerfjendske forsøg på at bygge et nyt stadion til AGF A/S i fredskov. Tidligere var projektet navngivet Aarhus Folkepark, indtil et eller andet fjols fandt på at ændre det til det på Amager allerede eksisterende navn Kongelunden.

I helhedsplanen ”Bedre By i Viby”, der handler om klimatilpasningen og alt det vand, der inden for de næste 50 år vælter ind over den del af Aarhus, der engang var fjord (blandt andet midtbyen og Aarhus Ø), kaldes området i skoven ellers for Marselisborgskovene. Ikke nogen omtale af navneændring af vores ældgamle skov til Kongelunden her. I denne plan ønsker Aarhus Kommune på grund af klimaforandringerne at lave en grøn kile fra Brabrandsøen og ”Døde Å” til Marselisborgskovene og moserne ved Havreballe Skov. Det er så fjernt fra det, borgmesteren vil, som noget kan være.

Passer borgmesterens projekt Kongelunden ind i Aarhus Kommunes planer med titlerne ”Et grønnere Aarhus med mere blåt”, landskabet i Aarhus og naturen i Aarhus?

Min familie har altid haft en nær forbindelse til Aarhus’ grønne og det blå. Nu er skoven i fare – og formodentlig også bugten med de planlagte enorme havneudvidelser.

Hvordan vil borgmesterens anlægsønsker for et nyt monstrøst stadion med tilhørende træfældning og unødvendige anlæg passe ind i de mosefyldte, aarhusianske Marselisborgskove? Skal vi virkelig se vores elskede skov med de træer, Aarhus har kendt, siden de var nødder og agern, gå til i et byggeinferno?

Jeg er i øvrigt træt af, at I har sat valgplakater op på Marselisborgskovenes træer. Der hænger stadig plasticstrips på træerne – en hån mod alle grønne løfter.

I sommer parkerede jeg min cykel på Strøget ved Sallings hjørneindgang og pølsevognen. Jeg havde været ude i skoven for at artsregistrere.

Pludselig så jeg en pragtvandnymfe (der mest af alt ligner et safirsmykke med vinger) lande på det sølvskinnende bord, hvor en ældre dame var ved at føre en pølse med det hele op til munden.

Jeg råbte faktisk ”stop, stop”, men hun ænsede det ikke, og den smukke vandnymfe flygtede på en opadgående vind, op langs Strøgets huse. Et landskab, den passer så dårligt ind i.

Aarhus, giv nu plads til vildskaben og det grønne. Et grønnere Aarhus med mere blåt – eksempelvis grønt som Marselisborgskovene og blåt som pragtvandnymfer.