Drop samlebåndet, og genindfør patientomsorgen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvordan vil du modtages, hvis du bliver akut syg? Formentlig har du ikke overvejet det nærmere, for det er jo ikke den slags tanker, de fleste mennesker gør sig. Derfor er der ikke rigtig nogen patientforeninger for de akutte sygdomme, og det har givet god plads til politiske eksperimenter og industrielle teorier. Sidstnævnte betyder, at arbejdspresset er blevet så højt, at personalet ikke længere kan være med. Sundhedsvæsnet er nået dertil, at det kræver en ny og klar politisk opprioritering af især store patientgrupper som ældre, multisyge og psykiatriske patienter.

Bilfabrikseksperimentet. Hånd i hånd med byggeriet af nye sygehuse og akutmodtagelser har skiftende regeringer forsøgt at opbygge et system efter forbillede fra de amerikanske bilfabrikker. Et system, der handler om, at patienten kommer effektivt igennem og ikke mindst hurtigt ud igen. Grundtanken er at gøre behandlingen af patienten til en vare, ligesom når en bil bygges på et transportbånd. Jeg kan godt se teoretisk, at det kan være besnærende at tro på, men desværre for patienter og personale virker det ikke i sundhedsvæsnets praksis. Virkeligheden er, at samlebåndsmodellen og minuttyranniet har skabt massive problemer i behandlingen af især de akut syge – og det haster med at få systemet rettet op, for især de multisyge og de psykiatriske patienter er kæmpe tabere i dette system, for disse patientgrupper har i særlig grad ikke brug for systemer med skift og hastværk, men for ro og tid.

Idéen om, at en patient er som en bil på et fabrikstransportbånd, blev meget enkelt importeret fra USA med det formål, at der skulle spares personale og senge, som de facto allerede var fjernet. Udfaldet var næsten givet på forhånd, for modellen blev helt ukritisk sat ind i et system, hvor den ikke rigtig kan bruges, blandt andet af den ellers indlysende grund, at patienter ikke er biler. Patienter er forskellige, fordi de er mennesker, biler på et transportbånd er ens. Hele den indførte model går ud på at sætte tid på alle delprocesser, så sengene frigives. Som eksempel: En patient skal kun være fire timer i modtagelsen, inden diagnosen er stillet og behandlingen i gang. Så skal sengen i princippet videre til den næste patient. Men det virker jo ikke, for nogle diagnoser kan slet ikke stilles så hurtigt. Modellen lover også behov for færre senge, fordi indlæggelsestiderne vil falde, når en patient udskiftes tjept. Men faktisk havde Danmark nogle af verdens korteste indlæggelsestider, allerede inden man indførte den. Så den ville aldrig kunne give ret meget mere. Modellen spillede derfor fallit, inden den kom i gang, og nu giver den en vigtig årsag til presset på de ansatte, som søger væk, da de jo ikke kan levere det umulige, modellen beder dem om.

Specialisering. En anden central trend i udvikling af sundhedsvæsnet gennem de seneste par årtier er en meget ensidig hyldest og styrkelse af den lægelige specialisering. Det er naturligvis til gavn for mange patienter, men også til ulempe for mindst lige så mange. Mere og mere personale søger mod de udredninger og behandlinger, der foregår i kontortiden. Der er bedre arbejdstider og ikke mindst langt mere prestige i at behandle patienter i et ambulatorium end på en sengeafdeling. Fejler patienten kun én ting, er det overkommeligt. Patienter, der fejler flere sygdomme, er langt mere bøvlede at håndtere. De passer ikke rigtig ind i specialiseringsmodellen. Det gør de akutte patienter heller ikke og slet ikke de psykiatriske.

Danmark har brug for et velfungerende sundhedsvæsen. Vi skal holde fast i de fordele, som specialiseringen giver, men også kompensere for dens ulemper. Der skal være plads til alle patienter, også dem, der tager tid og fejler flere ting. Det kan vi gøre med en større prioritering af det brede sundhedsvæsen og ikke kun det snævre og specialiserede. Vi skal prioritere tid og ressourcer hos familielægen, i psykiatrien og akutmodtagelserne, hvor især ældre patienter behandles. Det er uværdigt, at de gamle og multisyge skal nedprioriteres, kastes rundt mellem afdelinger og få en dårligere pleje end nødvendigt, fordi modeller fra industrien til optimering af sengeantal er vigtigere for politikerne end omsorg og nærvær. Jeg mener, vi skal væk med bilfabrikkens samlebånd og ind med værdighed og medmenneskelighed, hvor der er plads til at se og prioritere det enkelte menneske.

Genindfør omsorg og værdighed. Vi skal sørge for, at alle de syge får muligheden for at blive indlagt og behandlet, når de har brug for det. Der skal være de nødvendige pladser og behandlinger til vores ældre med flere samtidige sygdomme. Til vores misbrugere. Til de psykisk syge. Der skal være reelt personale og plads til alle de patienter, som i dag får en ringere behandling end de burde, uden at gøre det på bekostning af dem, der får. Det kan man sagtens gøre, hvis man vil slippe de urealistiske modeller fra industrien og finde en model, der passer til de syge. Det koster lidt mere at uddanne de læger og sygeplejersker, som vi har brug for, og at indrette de senge, som er nødvendige, men til gengæld får vi et meget tryggere og sikrere sundhedsvæsen for patienterne. Det vil også forbedre vilkårene for det personale, der skal tage sig af patienterne. Personalet har brug for, at politikerne ikke forlanger det umulige, som de gør nu. Der er ikke noget alternativ, for fortsætter den nuværende kurs, ender det i sammenbrud og konflikt. Jeg mener, vi skal ændre kursen nu og genindføre omsorg og værdighed og plads til alle vores syge. Vi kan som samfund ikke være andet bekendt.