Den vilde skov lyder som en aarhushistorie

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som boende i Midtjylland, Silkeborg kommune, har jeg i nogen tid fået JP Aarhus sammen med den daglige Jyllands-Posten, og i søndagsudgaven (23/1) så jeg til min forbløffelse, at Aarhus Byråd allerede for år tilbage har besluttet at opgive skovdriften i alle Marselisborg Skovene, 700 ha, og udlægge dem som ”vildskov” med indhegnede områder til ”store græssere”. Formanden for naturfredningsforeningens lokalafdeling, Sebastian Jonshøj, påtager sig i et af søndagens indlæg at forklare meningen med projektet.

Det drejer sig naturligvis om biodiversitet, og Marselisborg Skovene er velvalgte, siger formanden, fordi de er et »såkaldt biologisk hotspot«. Det er en af vores naturmæssigt rigeste skove med utroligt mange arter, også truede arter, hedder det, og formanden må selv have tænkt på, at det lyder som en lidt mærkelig begrundelse, for hvis århundreders skovdrift har resulteret i en sådan rigdom, så skulle man da efter al logik ikke ødelægge, men tværtimod fortsætte og gerne forbedre skovdriften.

Adspurgt om, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget, men fortsætter skovdriften, svarer formanden: »Det er et svært spørgsmål, for vi kan jo ikke sige med 100 pct. sikkerhed, at så har vi om 10-20 år mistet et bestemt antal arter, men vi kan sige med stor sandsynlighed, at biodiversiteten – altså artsmangfoldigheden – vil blive ved med at dale, hvis vi ikke gør noget«.

Det er meget diplomatisk udtrykt, men begrundelsen holder ikke, for vores biologer har ikke påvist, at biodiversiteten i vores skove er faldende på grund af skovdriften, og altså heller ikke, at der er arter, som for deres overlevelse i Danmark har brug for urørt skov. Noget helt andet er, at skovene ligesom det øvrige land er udsat for den luftbårne ”kvælstofberigelse”, som stammer fra landbrugsdriften, og som tilligemed ændringer i temperatur og nedbør påvirker artssammensætningen i skov og natur. Men det er jo ikke noget, som opgivelse af skovdriften kan ændre ved.

Vildskovtankerne hviler altså ikke på dokumentation eller videnskabelig evidens, men på tro, forventninger og håb – et eksperiment, og det er der, som jeg ser det, heller ikke noget galt med, hvis ellers skovenes ejere, dvs. aarhusborgerne, er glade for det. Naturligvis er det skidt for det nationale CO₂-regnestykke, men det kan vi klare ved at importere noget mere biobrændsel fra Canada og de baltiske lande, og det er også synd for det gavntræ, som går tabt, men vores efterkommere finder nok noget erstatning udenlands.

Man må bare ikke tro, at man med vildskoven reparerer på den nationale nedgang i mangfoldigheden af dyre- og planteliv. Den skyldes nemlig, at vi gennem de seneste 50 år med hundredvis af insekticider, fungicider og herbicider har tilstræbt at – populært sagt – bekæmpe alt liv undtagen kulturafgrøderne på vores marker, dvs langt størstedelen af vores åbne land. I skovene bruges der ikke sprøjtegifte eller gødning.

Aarhushistorier, siges det, har den særlige kvalitet, at de ofte viser sig at være sande, og Aarhus Byråds beslutning om at, undskyld udtrykket, molestere Marselisborg Skovene på et så spinkelt idégrundlag, det forekommer mig at være en vaskeægte aarhushistorie.