Et nyt barn gør en verden til forskel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man står med sådan et lille, nyfødt barn i armene, så er det som en ny virkelighed, en ny begyndelse, midt i en gammel slidt og arret verden. Når man står med en lille ny i armene og ser alt det spæde, ubrugte, øjnene, der endnu ikke rigtige kan fokusere, munden, der endnu kun kan bruges til at suge og sutte med, fingrene, der endnu kun kan gribe om din finger, ansigtet, der er som en fin, lille klump modellervoks, der gennem årene skal formes, så er det, som om det hele begynder igen.

Hvor du måske øjeblikke forinden syntes, at alting var gentagelse, trist repetition af ting og begivenheder, du har set før, og måske har set alt for ofte, så er det, som om verden nu, med den lille, begynder på ny. Bekymringer kan siden støde til, men som forælder til sådan en lille nytilkommen en, eller – skulle jeg hilse at sige – som nybagt førstegangsbedsteforælder, så er der i den grad et før og et efter.

Mange af jer er nok bekendte med den anordning, vi har her i byen, henne på Dokk1, hvor en klokke lyder, hver gang et barn er kommet til verden. Som jeg er blevet forklaret det, kan de nye forældre aktivere klokken ude fra fødeafdelingen på Skejby, når det længe ventede er sket. Dong, siger det så, så de kan høre det på læsesalen, i borgerservice, på cafeteriaet og rundtomkring i det store hus lige her henne om hjørnet. Dong, dong, når det er tvillinger. En underligt bevægende og gribende fornemmelse er det hver gang. Dong. Som en forventningsfuld dørklokke til fremtiden. Et nyt barn. En ny begyndelse. Et før og et efter.

For et nyt barn i verden sætter et nyt perspektiv. Som der står i evangeliet, så husker kvinden ikke længere sin smerte og trængsel af glæde over, at barnet er født til verden. Udtrykt mere fladbundet og prosaisk: en fødsel – er vi nær på den –flytter på en gennemgribende måde vores opmærksomhed fra det, der var, til det, der er, og som skal blive.

Det er vel i grunden, hvad julens evangelium også gør ved os. Det flytter vores opmærksomhed fra den verden, vi bebor, til den verden, Gud nu tager bolig i. Vores verden, som vi på så mange måder voldgæster, fordi vi tror, vi kan gøre med den, hvad vi vil. Den verden og os deri elskede han, så meget på trods, at han gav sin søn til den for at gøre alting nyt. En ny begyndelse. Som et nyfødt barn i en stald, i en krybbe, midt i en udeltagende, fjendtlig, ræd, selvoptaget verden. Et lys midt i buldermørket. Og mørket greb det ikke. Mørket greb det ikke.

I søndags trådte vi ud af adventstiden. Ventetiden op til jul. Jeg ved ikke, om I bemærkede det, for vi er jo generelt begyndt at rykke vores glædespunkter frem på netop bekostning af ventetiden. Adventskransen er blevet som en tyvstart på juletræet. Julepynten sættes op efter efterårsferien og rives ned dage inden juleaften for at gøre plads til nytårsfesten. Fyrværkerisalget begyndte for 10 dage siden. Det har længe braget løs på villavejene, og hvor de første juletræer ligger og ser triste og afpillede ud på fortovene allerede anden juledag. Den ene fest er knap nok omme, før den næste står på måtten og tripper.

Så meget desto vigtigere er det, at vi her i kirken fastholder det dybe og langsomme åndedrag og tager os tid til at få det hele med. Ventetiden er vigtig. Både hvad angår kirkeår og barnefødsel og så meget andet. Den hjælper os til bedre at se og forstå, hvad vi får, når tiden oprinder. Derfor advent. Uden den forstår vi ikke jul, og hvad det er, vi får med julen.

Men advent er ud over ventetid også sammenstød. Det gamles sammenstød med det nye. Når de gamle bogruller, loven og de profetiske skrifter, og det gamle Israels drømme om, hvordan det egentlig burde være, når alt det ikke rigtigt vil eller formår at vige pladsen for det nye, Jesus kom med. Som da de jager Jesus ud af synagogen, fordi han bringer altomvæltende nyt. Som da den gamle tempeltjener Zakarias tøver over for barnefødslens altomvæltende glæde. Som da Johannes Døbers disciple skeptiske og forbeholdne lytter til mesterens forkyndelse om ham, der følger efter og bringer radikalt nyt.

Vi er også på vores mange små og forskellige måder tøvende og nogle gange dybt forbeholdne over for det, der kommer. Af gode grunde, kan man sige. Stadig mere dystre prognoser for klimaforandringerne, trusler om ørkner, der breder sig, varsler om omsiggribende oversvømmelser og hastigt uddøende dyrearter kan ikke andet end forurolige. Den islamistiske terror viser igen sit grimme fjæs. Antisemitismen ligeså med den ene efter den anden hæslige reprise. Troende mennesker verden over udsættes i stigende grad for forfølgelser. Ikke mindst de kristne. Julebudskabets despekt og ligegyldighed over for folketællende kejsere og totalitære despoter er en stadig torn i øjet på dem, der forlanger underkastelse og indordning.

Sådan har hver tid sine verdensveer, men lige i de her år, hvor det måske virker særligt voldsomt, er det, som om vi næsten instinktivt vender os indad, tøver nervøst ved tærsklen til fremtiden, skyr det nye, søger trøst i fortiden og drømmer søde drømme om noget, der engang var.

En adventstilstand, der kan falde over enhver i mørke decemberdage. For natten om advent er tærende lang, som det lyder i salmen. Og ingen af os er vel hævede over, når det kommer dertil, af mere eller mindre gode grunde, lejlighedsvis at søge ind i tungsindet og bekymringernes mørke korridorer. Frontzonen mellem lys og mørke og glæde og sorg kan være letbevægelig og bølgende her ind under jul.

Men hør så lige, se så lige, hvordan Gud svarer os i vores selvkredsende, fremtidsangste vintermørke: med et barn. Det er sagt tusinder, millioner gange før. Det lyder som et globalt ekko i disse dage og timer, hvor julens budskab gentages verden over. Gud svarer os med et barn. En fortærsket gentagelse, en banal idyl, en sød historie. Ja, også det. Men kun fordi det er en glæde, der rammer os i hjertekulen, rammer os bag om alle de parader, vi ellers altid er så hurtige til at stille op.

For hold op, hvor er det jordrystende, skelsættende, altomvæltende nyt: Gud svarer en verden, hvor magten og æren og styrken og højheden er pejlemærker og sigtepunkter. Han svarer med et barn, der på en gang er udtryk for noget af det mest hjælpeløse og udsatte, vi kan forestille os. Men som samtidig af os alle kan erfares, helt konkret og håndgribeligt, som noget spædt og gylpende og pludrende, der fundamentalt ændrer vi menneskers liv og tilværelse og gavmildt lader os se en ny begyndelse i en gammel slidt verden.

Gud lader sig se i afmagt, Gud udsætter sig selv, Gud giver lyd med et skrigende barn i en fjern og kold og mørk mellemøstlig nat, som han senere lod sig høre i en døendes stønnen på et kors. Han, der før var så uendeligt fjern, kom ganske nær. I vores liv og vores død. Vi skal ikke længere række efter Gud. Han har i krybben og på korset rakt ned mod os. Forstå det, hvem der kan.

Men synes du, at det er for ubegribelig en fortælling – har du svært ved at begribe det ellers meget begribelige barn i krybben – så kan du også tage det til dig som det håb og den trods over for mørket og tomheden, som Gud gjorde sig til et med, da han kom til os julenat.

For kom han på en uanseelig og, skal man sige, på sin egen lille og spæde måde, så var de ting, han med sin søn pegede på, noget, der foregår mellem os mennesker: små og i det store verdenshistoriske perspektiv ganske uanseelige handlinger. Som at samle den op, der ligger i grøften. Som at tage den fremmede ind, tilgive den tyngede, give den fortvivlede håb, den modløse mod. Eller med det ord, der jo bare forudsætter lidt luft og et par vibrerende stemmebånd, at gøre verden ny for den, der var faret vild eller kørt fast.

Så småt, så uanseeligt, men samtidig så uendeligt stort og betydningsfuldt og afgørende. Verdensskabelser i det små. Som det var med stalden i Betlehem, sådan er det med vores menneskehjerte og menneskeord. De – og ikke templer og kejserpaladser – er Guds steder. Dér, hvor han lader sig føde, høre og se. Og gøre alting nyt.

Et barn i verden er jo for så vidt og for enhver nøgtern betragtning heller ikke det mest verdensomvæltende, når vi ser det fra vores vanlige perspektiv, når vi ser travle forældre i småløb med terrængående barnevogne foran sig, eller vi hører det her dong nede på Dokk1.

Men som vores menneskehjerter og menneskeerfaringer fortæller os, så GØR det nye barn en verden til forskel. Og som julens budskab fortæller os, så giver Gud vores hjerte og erfaring ret, når han kommer til os som sådan et barn for at være der iblandt os med et håb og en trøst, vi kan forstå, og som ingen sorg kan røre, en ny begyndelse, der overtrumfer alle vores afslutninger.