Er der en timeout på vej til Aarhus Universitetshospital?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage bruges der ekstremt meget tid og energi på at skære og stramme op på Aarhus Universitetshospital – et hospital, hvor kun skelettet er tilbage. Vi er langtfra nået i mål med de planlagte besparelser på 150 mio. kr. for 2019. Men hvordan plukker man en skaldet høne?

De 150 mio. kr. er en realitet. De skal findes! Det er der ikke noget, som kan ændres ved.

Der er en tanke, som har strejfet mig. Læger søger fonde til forskning, kurser, kongresser, uddannelsesrejser osv.

Kan man mon sende en ansøgning til Salling Fondene?

»Kære Salling-fond, AUH ansøger om 150 mio. kr. bare til at lukke et hul i kassen i år, så vi kan få lov at passe vores arbejde – altså patienterne. Kunne det ikke falde ind under almennyttige formål?«

Ledelserne har arbejdet hårdt på at finde områder, hvor der kan findes nye besparelser. Medarbejderne har kunnet mærke de mange opgaver, som skal løses, patienter, der skal behandles, men der er ikke nok hænder, og ansættelsesstop er en del af besparelserne. De nye, justerede spareplaner har ført til endnu flere sengelukninger. Den forgange uge har været rædselsfuld – benhård prioritering mellem diagnoserne – vi har ikke haft tid til at møde mennesket bag patienten.

Når/hvis vi når i mål med de 150 mio. kr. i besparelser i år, er jeg noget bange for at stå tilbage med et så afpillet AUH, at vi ikke kan få kampvægten tilbage.

Et lille lys i mørket ser jeg forude.

Økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner for 2020 har taget et skridt i den rigtige retning. Et generelt løft af budgettet, som sammen med engangsbeløbet på 100 mio. kr. til AUH vil kunne fjerne de allerede planlagte besparelser for 2020-22.

Det redder os ikke, men vil betyde, at vi som Universitetshospital kan gå ind i et nyt år, uden at vores ledelser skal bruge tid og ressourcer på at finde nye områder, der skal spares på. De løsninger, vi har set på det seneste, bærer virkeligt præg af hovsaløsninger pga. tidspresset, og fordi der ikke er mere at tage af. Sengelukninger og ansættelsesstop giver besparelser på den korte bane – som er det, vi skal levere. Men det sænker flagskibet, som vi alle forsøger at bevare.

Hvis regionsrådet godkender regionsrådsformand Anders Kühnaus forslag, at de nye midler, som tilfalder Region Midtjylland i ØA20, går ubeskåret til AUH, så kan vi få vores tiltrængte timeout.

Regionens andre hospitaler vil til næste år ikke mærke, at der er kommet et generelt løft af budgettet til hospitalsvæsenet. Regionshospitalerne er også presset, skal også spare og levere mere for mindre. Vi kan ikke undvære stærke regionshospitaler. For som en lægefaglig chef på et regionshospital har udtalt: Vi skal være ualmindeligt gode til at behandle almindelige sygdomme.

På Aarhus Universitetshospital skal vi være ualmindeligt gode til at behandle det specielle, men også de almindelige sygdomme. Alle uddannelseslæger i regionen har ansættelser på AUH, hvor de skal lære det specielle af de dygtige eksperter, vi – endnu – har ansat.

Uddannelsen på AUH er under hårdt pres, fordi vi er så få læger til alle opgaverne, og patienterne vil og skal altid komme først. Alle specialer afhænger af mesterlære, nogle mere end andre. Men hvis speciallægerne ikke har den fornødne tid til at supervisere og undervise uddannelseslægerne, så ender vi med en generation af dårligere læger i klinikken. De læger, som også skal ud på regionshospitalerne og behandle patienter der.

Derfor håber vi på AUH, at en investering i os nu, så de planlagte besparelser forsvinder, og vi får en tiltrængt timeout til at genopbygge. Genopbygge, når orkanens anden arm har passeret, for ødelæggelserne er stadig i gang med besparelserne for 2019.

Et stærkt AUH vil være til fordel for alle. Men krybben er tom, og jeg frygter, at hestene bides.

Om ca. halvanden måned skal regionsrådet beslutte, om de 180 mio. kr., som regionen får tilført af nye midler, skal gå ubeskåret til AUH. Jeg håber, at vi har et enigt regionsråd. Mange regionsrådsmedlemmer har givet udtryk for, at de forstår AUH’s situation. Et svækket AUH er katastrofalt for patienterne på alle måder.

Hvis vi kan se frem til at træde gældfrie ind i det nye år, vil det være et vendepunkt af format for AUH. Vi er ikke reddet, vi er ikke i mål, men gevinsten er gladere medarbejdere, som ikke i nedtrykt tilstand konstant skal se sig over skulderen for, om de bliver prikket eller pisket til at påtage sig flere opgaver.