Kære Karen. Jeg ved udmærket godt, at jeg nogle gange trykker, hvor det gør lidt ondt

En læser sendte et åbent brev til Rune Kilden. Her er hendes brev – og den aarhusianske ejendomsudviklers svar.

Artiklens øverste billede


Kære Rune

Det er helt tydeligt, at hver eneste gang der er tale om nybebyggelsesfortætning i Aarhus, dukker dit navn op. Pressen omtaler dig som ukronet bykonge og politikerne lytter til dig. Sådan opleves det fra min stol. Al respekt for det.

Senest til stormødet om bebyggelse eller ej ved Væddeløbsbanen. Derfor er jeg blevet nysgerrig på at kende dine mål for Aarhus. Hvad mener du, byen skal kendes på og for? Hvor meget Aarhus skal der væk, for at dine visioner kan leves ud?


Er begreber som herlighedsværdi, trivsel, historien og ”rødderne” uden værdi for dig? Hvis ja, så hvorfor og hvordan? Hvis nej, hvilken betydning har værdierne så for dig? Hvad har du selv på spil i alle projekterne? Er det penge, eller hvad er det?

Mvh, Karen Haugstrup, Lindevej 23, 8260 Viby J




Kære Karen

Tak for dit brev, som jeg nu har læst nogle gange. Når man som jeg arbejder med et emne, der betyder så meget for mange mennesker, skal man ofte beslutte, om man skal gå ind i en given debat eller ej. Til brug for den beslutning har jeg udviklet et princip. Jeg spørger mig selv, om dialogen er baseret på en reel interesse og nysgerrighed i at forstå mine tanker og min motivation. Efter at have læst og tænkt lidt over dit brev et par gange, synes jeg faktisk, det er et rigtigt godt brev, du har skrevet til mig. Ud fra dit ordvalg kan jeg jo godt fornemme en lidt skarp pen, men samtidigt læser jeg også om en oprigtig interesse i at forstå, hvem jeg er, hvad jeg tænker om byens udvikling, og mit eget virke og ansvar i den sammenhæng.

Ud fra din adresse, og hvad du beskriver, kan jeg jo se, at du er nabo til et koncept, jeg har været med til at udvikle – nemlig Aarhus Folkepark. Et koncept, som indeholder tanker om udvikling af en ny bydel i kombination med udvikling af bydelens sportsaktører. Når du formår at holde dig åben og nysgerrig, synes jeg, du fortjener et meget grundigt svar. Jeg skriver ikke nedenstående for at overbevise dig om noget. Jeg ser ikke verden på den måde, at jeg skal sælge noget til dig eller andre. Jeg stiller noget af mig selv og mine tanker til rådighed, og så kan andre mennesker tage det eller lade det være. Derfor vil jeg benytte det generøse i den lejlighed, du giver mig, til at gå lidt i dybden med nogle af mine tanker om Aarhus’ udvikling og min egen rolle i den.

Først lidt fakta om mig selv. Jeg er født og opvokset i Vejlby-Risskov. Jeg er nummer fire i en søskendeflok af fem. Gik først på Jellebakkeskolen, derefter Risskov Amtsgymnasium, inden jeg læste jura på Aarhus Universitet. Efter jurastudiet flyttede jeg til København, hvor jeg først arbejde på et advokatkontor som fuldmægtig, herefter ved en virksomhed, der beskæftigede sig med investering i ejendomme, inden jeg så flyttede videre til Stockholm, hvor jeg ligeledes beskæftigede mig med ejendomsinvesteringer. Min mor er skolelærer, og min far er bygningsmaler.

De første år af mit liv boede min far på Grønland, hvor han arbejdede i kulminerne, mens jeg og mine søskende boede i Aarhus med min mor. Sidenhen flyttede han tilbage til os i Danmark. Jeg er vokset op i et klassisk parcelhus fra 1970’erne, men i skoledistriktet var der en blanding af villaer, rækkehuse og almene boliger.


Via min fars arbejde som bygningsmaler begyndte jeg i en ung alder at komme på byggepladserne i Aarhus. Hvis ikke lørdagen gik med fodbold, gik den jævnligt med at tage med ud og tjene lidt penge ved at skrabe tapet ned af væggene hos andre mennesker. Særligt kan jeg faktisk huske første gang, jeg prøvede at træde ind i en herskabsvilla i Marselisområdet. Jeg skulle en lørdag morgen hjælpe min far med en stor istandsættelse. Jeg glemmer ikke oplevelsen af at træde ind i det hus. Mine øjne blev store, da jeg så, hvordan nogle folk boede i noget, der for mig virkede som et slot. Den første ejendom købte jeg selv, da jeg var 20 år gammel. Jeg havde set et udviklingspotentiale i en bygning og lokkede min far til at kautionere for mig i banken. De første projekter i Aarhus byggede jeg selv med dem af mine venner, der var håndværkere. Det var en blanding af investering, læring, nysgerrighed og godt venskab, der drev mig. Det er det vel i virkeligheden stadig. På universitet blev ejendomsudvikling til mit ”studiejob”. Ejendomme og byudvikling har således altid interesseret mig, mens de fleste omkring mig i familien var skolelærere eller pædagoger. I dag bor jeg selv i et byhus i centrum med min kone og vores tre børn.

Indledningsvist konstaterer du, at mit navn optræder mange steder, når vi taler om byggeri i Aarhus. Det kan være svært at vurdere for mig selv, men det er jo ikke første gang, jeg hører det omtalt, så det er sikkert korrekt. Kigger jeg på alt det, der bygges i Aarhus, fylder mine projekter ikke så voldsomt meget i den samlede målestok. Men en del af forklaringerne ligger nok i, at de projekter, jeg arbejder med, så til gengæld er dem, der fylder meget i folks bevidsthed. Men en anden del af forklaringen tror jeg også skal findes et helt andet sted. Jeg har nemlig truffet nogle meget bevidste valg på det her punkt. Jeg kan huske, da jeg for nogle år siden begyndte at lave projekter i Aarhus, så tænkte jeg over, hvor lukket en branche det var. Involveringen i byudvikling lå mellem kommune og borgerne, og som ejendomsinvestor havde man så primært kommunikationen med kommunen. Der var nok lidt en oplevelse af, at ”den, der lever stille, lever godt”. Det kan jeg i meget byudvikling stadig se nogle spor af: Indtil for meget kort tid siden var det sådan, at når man som bygherre gerne ville byde på et projekt, så skulle man i konkurrencerne vedlægge referencer fra ens arkitekt og ingeniører. Men bygherren, der jo er cheftræneren, der sætter holdet, skulle kun levere et årsregnskab, der kunne dokumentere økonomisk kapacitet til at betale for opførelsen af bygningen. Bygherren kunne således gemme sig lidt bagved rådgiverne og kommunen, på trods af at ambitionsniveauet og mulighedsrummet jo udspringer fra bygherren.

Du vil i det meste af det, jeg laver, kunne se en balance mellem på den ene side at lave noget til de få, der skal bo i bygningerne eller drive deres virksomhed i bygningerne, og på den anden side resten af byen.

Samtidigt kunne jeg se, at byudvikling begyndte at interessere flere og flere. I dag er byudvikling et af de emner, der fylder mere og mere, når jeg læser aviser. For mig at se var det derfor helt oplagt at bryde en lang tradition for ikke at være alt for synlig som bygherre. Jeg mener, at byens borgere har krav på at høre, hvad vi tænker, og jeg oplever gang på gang, at når jeg stiller mig op og forklarer, hvad vi gør, så vinder alle. Forstået på den måde, at nogle af dem, der var imod de idéer, man kom med, bliver overbevist om kvaliteterne. Men selv dem, der stadig er imod idéerne, forstår i det mindste baggrunden for idéerne. På den måde får vi kvalificeret samtalen til at foregå på et mere oplyst grundlag. Derfor er en helt central del af mit virke også at deltage i debatter med naboer, politikere, medier mv., ligesom jeg holder en masse oplæg for delegationer, netværksgrupper, skoleklasser mv. Dels fordi jeg tror meget på at lære fra mig af de erfaringer, jeg har gjort mig, men i lige så høj grad, fordi det er i disse forsamlinger, jeg får input til nye idéer eller til at gøre idéer, vi har født, endnu bedre. Lige præcis der, hvor meningerne brydes, er der en energi, man kan bruge i projekterne. Derfor tror jeg, du oplever, at jeg optræder mange steder.

I dit brev stiller du mig spørgsmålet om, hvad jeg synes Aarhus skal kendes på og for. I min besvarelse af dit spørgsmål vil jeg gerne begynde et lidt andet sted. Jeg får ofte spørgsmålet i forskellige sammenhænge om, hvad det bedste ved Aarhus er, og bliver herefter bedt om at fremhæve, hvilke kvaliteter der er bedst i Aarhus. Her hører jeg så ofte folk tage hul på alt det, der gør Aarhus bedre end København eller andre byer, vi begynder at sammenligne os med. Jeg har tænkt længe over det og er kommet frem til, at det, der gør Aarhus så speciel for mig, er, at det lige præcis er min by. Det er her, jeg har besluttet, at jeg skal bo. Det er her, jeg gerne vil blive gammel. Så for at svare dig på dit spørgsmål, så synes jeg, at Aarhus skal være kendt for at være Aarhus. Et sted, hvor vi lader os inspirere af, hvordan man gør tingene andre steder, men hvor vi får tingene til at lykkes på vores helt egen måde. Jeg kunne godt tænke mig, at vi er en modig by. Vi skal være forankret i vores egen historie og tradition, men vi skal ikke stoppe med at skrive nye historier. Jeg er meget optaget af, at vi ikke fjerner alle historiske spor, men lægger nye fortællinger oven i de gamle. Nogle vil mene, at man så ødelægger de gamle historier, men der tror jeg, vi også skal turde fortælle nye historier uden at smadre de gamle. Give de gamle historier et nyt liv. Jeg er med på, at det er en hårfin balance, men jeg synes, det er et spændende rum at arbejde i, og jeg ønsker personligt at blive dygtigere og dygtigere til at mestre denne balance. Når jeg begynder på nye projekter, beder jeg ofte stadsarkivaren om hjælp til at forstå, hvad det er, jeg står med. Ikke for nødvendigvis blot at føre tingene tilbage til det oprindelige, men frem til noget nyt. Et nyt niveau oven på det gamle.

En af de ting, der er meget tydeligt for mit arbejde, er, at jeg jo arbejder med mennesker i nogle af de situationer, hvor det kan være lidt svært at være menneske. Hvis du en dag har tid og lyst, kan jeg anbefale dig at læse hjerneforsker Peter Lund Madsens bog ”Dr. Zukaroffs testamente”. I bogen bliver man taget igennem hjernens udvikling. Peter Lund Madsen illustrerer koblingen mellem universets udvikling og menneskers udvikling på følgende måde: Hvis universets udvikling tidsmæssigt illustreres som Empire State Building i New York, så udgør menneskets udvikling den øverste centimeter af antennemasten på bygningen. Pointen er, at mennesker er produktet af mia. af års udvikling. Det betyder, at vi selv og vores hjerne indeholder fragmenter fra alle disse udviklingsstadier fra krybdyr til det, vi er i dag. Hele idéen om at sige, at jeg er 41 år gammel, er en illusion. Jeg er mia. af år gammel og er bygget af levende materiale, der er givet videre gennem alle disse år. Mennesker er også dyr. Et meget intelligent dyr, der snart har overtaget hele kloden, men vores hjerne har stadig nogle fungerende mekanismer, der ikke er styret af vores egen frie vilje, men hvor hjernen og vores opfattelse af verden kører på autopilot. En af pointerne i bogen er, at vi som mennesker træffer vores beslutninger med vores følelser. Vores logiske sans, kan man sige, er en efterbearbejdning af disse valg. Lidt omskrevet kan man sige, at en beslutning om, at vi skal fra A til B, træffer vi som mennesker med vores følelser (på et bevidst eller ubevidst plan). Vores logiske sans kommer i spil, når vi så har truffet den beslutning og skal finde ud af, hvordan vi så kommer fra A til B. En anden interessant pointe i bogen er, at vores hjerne altid vil sørge for, at tingene giver mening. Den er ganske enkelt bygget til at få det hele til at give mening. Det gør den, ved at den fylder alle hullerne ud, så tingene giver mening. Helt lavpraktisk vil du blive overrasket over, hvor mange ord du kan læse, selv om du kun har de første og sidste bogstaver, eller ved at der er byttet om på bogstaver i midten af ord. Hjernen styrer så meget din opfattelse af tingene, at den genkender situationen, du står i (her at udfylde de bogstaver, der er byttet rundt), så du slet ikke opdager, at det står forkert. Med andre ord så er din hjerne programmeret til at sørge for, at tingene giver mening for dig. I relationer mellem mennesker bruger vi den evne til at tillægge hinanden motiver og fylde historien ud. Hvis folk omkring os opfører sig på en måde, vi ikke forstår, så kan vi ret hurtigt og simpelt finde forklaringen ved at tillægge dem et motiv, og så har hjernen fået skabt en historie, der giver mening, som den lukker min bevidsthed ind i. Læg mærke til, hvor mange motiver man begynder at fortolke ind i forhold til ens venner, familie, børn for at få deres handlinger til at give mening for en selv. Så kan man meget belejligt holde fast i opfattelsen af, at det, man gør, er rigtigt, med den historie, man samtidigt fortæller om sig selv. Pludselig siger man: »Det er klart, de gør sådan, fordi de er jo på den eller den måde i modsætning til mig.« I mange tilfælde kender vi slet ikke på det bevidste plan de her motivationer, vi tillægger de andre, men vi har brug for det for at fylde hullerne ud. En halv historie duer ikke, så vi skaber en hel. Nogle gange kan der være tale om kollektive virkeligheder/udfyldningshistorier, der bliver skabt blandt flere mennesker, men mekanismerne er de samme. De bliver brugt til, at mange mennesker så kan være enige om et givet emne. Ofte så enige, at de kan blive fuldstændigt overraskede, når det viser sig, at ikke alle mennesker ser tingene som dem.

Som mennesker taler vi ofte om udvikling og innovation. Det fascinerer os på et intellektuelt niveau. Problemet er bare, at vi i virkeligheden helt grundlæggende ikke kan lide forandring. Det er et grundvilkår for at være menneske. Vores hjerner er lavet på den måde, at gentagelser er gode og gør os rolige, mens forandringer er farlige og stresser hjernen. Hjernen bliver pludseligt stillet over for noget nyt og ukendt, som den skal have skrevet ind i historien, og det er ikke rart. Det ukendte giver modstand. Det, jeg beskriver her, handler ikke om, hvilket parti man stemmer på, om man er et godt eller dårligt menneske, men det handler bare helt grundlæggende om, at det er sådan, hjernen er lavet. Naturligvis er mennesker forskellige og nogle bedre til forandringer end andre, men hjernens mekanismer har vi alle til fælles. En af de ting ved forandringer, der bringer vores hjerne i alarmberedskab, er den meget udbredte overlevelsesdrift, vi som mennesker er udstyret med. Så længe tingene gentager sig selv, er risikoen for at dø mindst mulig. Så snart noget nyt opstår, stiger den risiko. Forandringer kan være farlige og skal undgås, siger vores instinkter. Kommer der en løve for tæt på mit space, så stiger risikoen for, at den spiser mig. Løven skal ud af mit territorium, og så slapper jeg af igen. Det er den evolution, der har udviklet vores hjerne. En anden grundpræmis for det at være menneske er, at vi har en høj grad af mistillid til andre mennesker, ja, i det hele taget til vores omgivelser. Vi er konstant på vagt. En godtroende hund vil som udgangspunkt spise af min hånd, hvis jeg giver den en godbid. Forestiller man sig, at et menneske kom over til mig på gaden og tilbød mig en pille, jeg kunne spise, ville sandsynligheden for, at jeg tog imod det tilbud, være nul. Min hjerne er programmeret til at have et udgangspunkt om at være skeptisk over for det ukendte.

Alle de egenskaber, jeg beskriver ovenfor, er årsagen til, at mennesker stort set kontrollerer hele kloden og de fleste andre racer af dyr på jorden. Vi har over mia. af år udviklet en fuldstændig fantastisk hjerne, der gør, at vi har taget kontrol over det meste liv på jorden. Men det er de samme egenskaber, der gør, at nogle føler sig presset over den byudvikling, der foregår. Udviklingen roder med de helt grundlæggende instinkter i os og kalder på reaktioner. Se eksempelvis et parcelhusområde oppefra. Vi har besluttet os for at slå nogle pløkker i hvert hjørne af grunden. Det er vores matrikel. Det er vores territorium, hvor vores nære flok kan færdes frit. Uden for det territorium kan vi godt acceptere, andre opholder sig, men inden for det bestemmer vi selv. Oplever man så, at nogen trænger ind på det territorium, kommer reaktionen. Hurtigt og kraftigt. Uanset om man er løve, elefant, abe eller menneske.

Et af dilemmaerne ved at arbejde med byudvikling er jo, at en af præmisserne for Aarhus er, at vi hvert år skal finde plads til 5.000 mennesker på stort set samme plads. Flere rykker altså ind på det territorium, vi definerer som vores, og det gør mange mennesker utilfredse, da vi føler, vores territorium bliver presset. Dels de matrikler, vi bor på, og dels de matrikler og de kvaliteter, vi oplever i nærhed til vores egen matrikel. Kombineret med den udvikling, vi præsenteres for, involverer vores rammer for samværet med dem, vi har kært, nemlig det nære liv med vores nærmeste familie, så bliver byudvikling meget hurtigt set som et angreb på os selv og vores familie. Derfor ser man ofte meget følelsesladede reaktioner i sådanne situationer, ligesom nabokonflikter pludseligt kan udvikle sig til meget voldsomme konflikter. Det forstår jeg godt, og det anser jeg som helt naturligt. Vores hjerne er programmeret til at tænke på os selv. Når man hører, der skal bygges eksempelvis 1.000 boliger, så tænker de fleste instinktivt, at det giver trafik, der forsvinder noget areal, jeg bruger osv., osv. Vi bliver følelsesmæssigt påvirket og går i gang med at kæmpe imod med de ressourcer, vi har. Kun meget få vil i sådan en situation sætte sig ned og tænke: »Det forstår vi godt, det kan blive 1.000 fantastiske boliger for de mennesker, der skal bo der. Der er utroligt dejligt at bo her, så det bliver de glade for.«

Rune Kilden står som ejendomsudvikler bag nogle af de mest markante – og mest omdiskuterede – byggeprojekter i Aarhus de seneste år. Arkivfoto: Tanja Carstens Lund

Sådan kan vi ikke forvente, mennesker vil reagere, for sådan er vores hjerner ikke programmeret.

Ovenstående pointer kan man så misbruge til at sige, at hvis naboer reagerer, som mennesker nu engang gør, så kan vi ikke tillægge kritikken værdi. Det er naturligvis ikke rigtigt. Der er naturligvis grænser for, hvad naboer skal acceptere, og hvilke værdier vi skal sætte til side for at flere kan bo i et område. Jeg går jo bestemt ikke ind for byfortætning alle steder, ligesom jeg ikke mener, vi skal bygge højhuse alle steder i Aarhus. Så kritik fra naboer er med til, at man prøver at finde en balance i alle hensynene, så man rammer et niveau for udviklingen, hvor generne for naboerne ikke bliver så urimelige, at de ikke kan fortsætte det gode liv. Det er netop også en af grundene til, at jeg ofte deltager i dialoger med naboer, så vi kan finde den grænse. I sidste ende er det jo så grænser, som de ansvarlige politikere skal definere. Hele idéen om demokrati bygger netop på, at vi overlader ansvaret til nogle mennesker, der skal konfirmere, at hensynene i en sag er balancerede.

Som jeg læser dit brev, er baggrunden for, at du skriver til mig, idéerne om Aarhus Folkepark. Jeg vil derfor gerne dele nogle af de overvejelser med dig, som jeg har gjort mig i den sag. Jeg synes faktisk, den rummer mange af de aspekter, jeg beskriver ovenfor.

I november sidste år blev jeg kontaktet af Væddeløbsbanen, Aarhus Håndbold, Aarhus Cyklebane, Aarhus 1900 Atletik og Aarhus 1900 Tennis. Baggrunden var ”Stadionanalysen” fra PWC, som var under udarbejdelse. Gruppen ville høre, om ikke jeg ville hjælpe dem med at lave et alternativ til det scenarium, PWC kunne identificere, nemlig at Væddeløbsbanen skulle flyttes til Vilhelmsborg, og hele området skulle byudvikles. De havde brug for min og arkitekternes hjælp til at kvalificere mulighederne, så det kunne blive et grundlag at debattere ud fra. Det første, vi gjorde, var at invitere AGF i drøftelserne, og derfra begyndte tankerne at flyde. I februar i år kunne vi så fremlægge konceptet Aarhus Folkepark. Idéen er, at vi kombinerer idrætsaktørerne på den måde, at vi rundt om idrætsfaciliteterne bygger boliger og i mindre grad erhvervsbygninger. Det betyder eksempelvis, at der rundt om cykelbanen vil opstå en karré med en cykelbane i midten. Rundt om et nyt atletikstadion vil opstå en karréstruktur med et atletikstadion i midten og så videre. Ind imellem det hele placerer vi så nye tennisbaner. Parkeringsanlæg vil kunne blive placeret under og ”i maven” af bygningerne og under idrætsfaciliteterne. Samtidigt ville man kunne bygge et nyt stadion og binde idrætshallerne sammen med stadion og arenaen på en ny og spændende måde, der kunne give synergier for alle. Ved Væddeløbsbanen foreslog vi en omorganisering af nogle af funktionerne, således at trekanten syd for banen delvist kunne bebygges og delvist bevares.

Det er ikke afgørende for mig, om det er mig eller andre, der skal lede udviklingen af et projekt som Aarhus Folkepark. Jeg synes bare, nogle skal gøre det, og så er jeg jo nødt til at starte ved mig selv.


For Væddeløbsbanen er situationen som bekendt den, at politikerne har indgået et forlig, som betyder, at de skal fraflytte arealerne. På den lidt længere bane betyder det altså, at Væddeløbsbanen om nogle år skal væk og formentligt erstattes af byggeri, mens det på den kortere bane har betydet, at de har svært ved at udvikle på deres faciliteter og deres sport, da deres perspektiv er relativt kort. Med andre ord kan man sige, at hvis ikke man kan enes om andet i byrådet, ja, så er den politiske beslutning jo allerede truffet. Et faktum, jeg faktisk har undret mig lidt over ikke har fyldt lidt mere i debatten om Aarhus Folkepark. Hele den grundlæggende idé med folkeparken er jo at se, om man ikke kunne bevare Væddeløbsbanen, men samtidigt udvikle området. Altså, med andre ord så skal man se, om man kan enes om en anden politisk beslutning end den, der allerede er truffet. Kan man ikke få forligspartierne med på det, så er virkeligheden desværre den, at beslutningen står fast.

Når du spørger mig, hvad byens historie betyder for mig, så kan du se svaret i vores tilgang til Aarhus Folkepark. Det er en idé om, at alle bliver i området, men at vi udvikler på alle faciliteterne. Jeg kan se, at der er nogle, der mener Væddeløbsbanen skal flyttes, cykelbanen rives ned, tennis ikke behøver være i området, og at et nyt stadion skal bygges uden for byen af hensyn til deres biler. Det er for mig at se uinteressant. Det spændende er at prøve at se, om ikke vi kan samle alle om en plan, der bygger videre på den 100 år gamle beslutning om at placere aktørerne netop her. Kunne vi nu kombinere tingene på en ny måde, kunne der opstå noget spændende. Idéen bygger som bekendt på, at kommunens provenu ved grundsalget geninvesteres i alle aktørerne. Det vil betyde, at vi bygger et nyt stadion, et nyt atletikstadion, nye tennisbaner samt opgraderer cykelbanen og arenaen. Væddeløbsbanen vil opleve forandringer i trekanten syd for Væddeløbsbanen, men også betydelige forbedringer. De folde, der flyttes, vil blive forøget og genplaceret inde i midten af banen, hvor vi kunne lave et område, der kan blive et rekreativt bidrag til naboer. Midten af Væddeløbsbanen er jo et kæmpe areal, der i dag slet ikke er aktiveret. De stalde, der skulle nedrives, ville ligeledes skulle reetableres af det provenu, der skabes. Desuden har banen et betydeligt investeringsmæssigt efterslæb, man i samme omgang kunne samle op på, og med relativt få greb og investeringer kunne niveauet for banen hæves. I stedet for at bruge en del af provenuet ved grundsalget på helt at flytte Væddeløbsbanen kunne man bruge det på nye stalde, hvor man river noget ned, samt en generel opgradering af lysanlæg mv., så vi kan få skabt et grundlag for at revitalisere sporten, så den kan udvikles. Med andre ord: Man bytter den idé om helt at flytte banen ud med en anden idé om, at man beholder den, investerer i den, men samtidigt accepterer noget byggeri rundt om den. Væddeløbsbanen har i processen deltaget med en dygtig konsulent fra Seges ved Landbrug og Fødevare i Skejby. En af landets førende eksperter inden for væddeløbsheste. Det har givet os en masse input til, hvordan situationen også for Væddeløbsbanen kunne blive et aktiv og en udvikling af banen og faciliteterne.

Ud over at skabe et provenu til investeringer i Væddeløbsbanen vil den samlede udvikling så kunne skabe et provenu til investering i hele bydelen til gavn for hele Aarhus. Som svar på dit spørgsmål om Aarhus historiske spor kan jeg derfor tydeligt sige, at det jo lige præcis er den historie, vi bygger videre på. I stedet for at flytte idrætsfaciliteterne ud af byen, synes vi, at de skal blive, hvor de er tænkt, men udvikles og opgraderes.

Du spørger mig i dit brev også til, hvad ”herlighedsværdier” betyder for mig. Jeg tænker, at en oplevelse af herlighedsværdier vil være meget subjektiv for hvert enkelt menneske. I det ligger også en anerkendelse af, at nogle mennesker vil opleve, at udviklingen forringer de værdier, de sætter højt, mens andre vil opleve, at de hæves. I og med at beslutningen om flytningen af Væddeløbsbanen allerede er truffet af byrådet og ikke noget, vi har fundet på, mener jeg ligeledes, at vurderingen af, om man taber eller vinder herlighedsværdier, må skulle baseres på det udgangspunkt, at den beslutning, byrådet har truffet, føres ud i livet. For byen som helhed tror jeg på, at en revitalisering af alle idrætsfaciliteterne vil opleves som et løft af herlighedsværdien ved at bo i Aarhus. For nogle af de direkte naboer har vi jo set en kritik. Jeg vil gerne redegøre for, hvordan vi har prøvet at tænke hensynet til naboerne ind i Aarhus Folkepark. Mod naboerne oppe ved trekanten på Væddeløbsbanen bevarer vi det grønne bælte på ca. 80 meter, der ligger mellem den nye bebyggelse, vi foreslår, og de eksisterende naboer. Vi holder i trekanten altså en afstand svarende cirka til bredden på en fodboldbane til naboerne. Vi har foreslået, at det miljø, man bygger, er inspireret af Frederiksbjergs byhuse. Det betyder, at vi forestiller os, at man bygger i en til tre etager og udformet som små gader a la Kartoffelrækkerne i København, hvor der på nogle af hjørnerne i gaderne opstår restauranter og små bagerbutikker, gallerier mv. Samlet set tror vi på, at man kunne lave et miljø, der ville være interessant både for naboer og nye familier. Skulle vi alene se på optimeringen af byggeretter, ville man jo foreslå etagebebyggelse i væsentligt flere etager. Men det mener jeg ville være en stor forandring for de omkringliggende naboer, hvorfor vores forslag er en anden typologi, nemlig byhuse a la dem, som vi kender fra Frederiksbjerg.

En anden ting, vi gjorde, var, at vi i konceptet bevarede højen og kælkebakken syd for Væddeløbsbanen. Det har jeg faktisk fået en række anerkendelser af fra naboer i området, der er glade for, at deres kritik er hørt på dette område. I første omgang kaldte naboernes protestbevægelse sig som bekendt Bevar Væddeløbsbanen og Højen. Det er jo egentligt to ting, vi har opfyldt i Aarhus Folkepark-konceptet. At protestbevægelsen efterfølgende har ændret navn, tager jeg trods alt som en anerkendelse af, at der er enighed om, at vi bevarer begge ting i det koncept, vi har lagt frem. Det er muligt, der ikke er bevaret nok i trekanten, men det er ikke sådan, at vi ikke har forsøgt at tænke hensynet ind.


Jeg vil gerne understrege, at min opgave ikke er at sige til naboerne, at de ikke oplever et tab af herlighedsværdi. Oplever man det, ja, så er det sådan, det er, og det skal jeg ikke forsøge at blande mig i. Jeg vil også gerne understrege, at når jeg ovenfor beskriver, hvordan vi som mennesker reagerer på forandringer, så gælder det jo også mig selv. Jeg reagerer ikke anderledes end alle andre. Jeg har prøvet at være meget utilfreds med byggeri hos naboer, hvor min morgensol forsvandt. Jeg var i sin tid med i en protestbevægelse mod Bruuns Galleri, som jeg syntes var visionsløst på den placering. I dag må jeg jo konstatere, at jeg lever rigtigt godt med det hele og det flow af mennesker, der har bragt nyt liv til Bruuns Gade og Jægergårdsgade. Men det ændrer ikke ved, at jeg havde præcis samme reaktion som mange andre naboer, da der skete ændringer ved mig, ligesom jeg stadig savner min morgensol, når den lyser på min nabo.

Når det er sagt, gør kritikken naturligvis indtryk. Positivt indtryk. Når mennesker samles om ting, de er utilfredse med, er det, fordi der er nogle kvaliteter, de gerne vil bevare og kæmpe for. Når vi kaster en bold op som med Aarhus Folkepark, er det jo netop også for at fremkalde nogle reaktioner. Det er så de reaktioner, man kan tage med i det videre arbejde. Jeg synes derfor, det kunne være rigtigt spændende sammen med naboer og idrætsaktører at se, om man kunne lave en Aarhus Folkepark version 2.0. Hvor man indgår i en dialog og ser, om ikke man kan fjerne de største sten i skoen. Jeg har allerede selv nogle idéer, jeg har tænkt over. Så hvis du og andre af naboerne har lyst til at gå i dialog, er jeg fuldstændig klar på det.

Et synspunkt, som også har præget debatten er, om kommunen kan tillade sig at investere i idrætsfaciliteterne. Særligt synes interessen at koncentrere sig om AGF, der som bekendt er struktureret som et aktieselskab. I forlængelse spørger nogle, hvorfor fællesskabet overhovedet skal bygge et nyt stadion. Hertil vil jeg tillade mig at vende spørgsmålet om: Hvorfor skulle vi undlade at bygge et nyt stadion? Når jeg ser på den rivende udvikling Aarhus er inde i og de store beløb, vi investerer i byens udvikling, forstår jeg ikke, hvorfor borgerne i Aarhus ikke skulle have mulighed for at opleve superligafodbold, landskampe og koncerter mv. på et moderne stadion. Er man interesseret i kultur, vil man de seneste år have oplevet, at vi har investeret op mod 500 mio. kr. i at blive europæisk kulturhovedstad og knap et par mia. kr. i udviklingen af Dokk1 og havnepladser. Man vil også opleve, at byen historisk set har bygget musikhuset, Aros kunstmuseum, Godsbanen osv., så vi kan opleve og udføre kunst på højeste niveau. Nogle fremhæver så, at AGF er struktureret som et aktieselskab, og derfor kan vi ikke lave sammenligningen med kulturlivet. Det er jeg meget uenig i. For det første vil det betyde, at hvis AGF besluttede sig for at drive fodboldbutikken gennem moderforeningen AGF, så ville det med et snuptag løse denne problemstilling. Det forekommer mig lidt akademisk, at spørgsmålet, om kommunen kan engagere sig i dette, her er afgjort af, om de, der leverer indholdet på stadion, er struktureret som et aktieselskab, en forening eller en selvejende institution. Ligesom sport har kulturområdet udviklet sig til også at være forretninger i aktieselskaber i en række sammenhænge. For kort tid siden besluttede Aarhus kommune sig eksempelvis for at investere i udviklingen af en ny koncertplads ved Eskelund. Formålet var, at Northside ikke skulle blive hjemløs, da mange, inkl. mig selv, oplever Northside som et meget positivt bidrag til byen. Ligesom AGF er Northside struktureret som et selskab, men det skal jo ikke ændre på, at kommunen kan investere i rammerne, som Northside så udfylder. Et andet eksempel er det nyligt opførte Royal Arena i København. Her indskød Københavns Kommune og Realdania hver 325 mio. kr. i et fælles selskab, der optog yderligere lån, så projektet til 1,4 mia. kr. kunne realiseres. Driften af arenaen blev overdraget til et aktieselskab under Live Nation Entertainment Group, der som bekendt er en af de store kommercielle udbydere af koncerter og sportsevents. Kommunen engagerer sig altså i at skabe rammerne, som andre så udfylder, uden at vi blander os i, om det er et selskab eller ej. Et andet lokalt eksempel fra en anden branche kunne være lufthavnen i Tirstrup. Her har kommunen engageret sig i at udvikle lufthavnen. Men de flyselskaber, der nyder godt af dette, er – ud over byens borgere jo private flyselskaber. Ingen stopper her op og siger, at SAS ikke må være struktureret som et aktieselskab, og hvis de er det, må de i hvert fald selv betale for en opgradering af Aarhus Lufthavn. Igen er vi enige om, at vi godt kan skabe rammerne og lade nogle andre udfylde dem. Jeg holder meget af både kultur, Northside, muligheden for at tage en flyver samt muligheden for at se sport. Det forekommer mig blot lidt besynderligt, at vi som fællesskab godt kan engagere os i store projekter inden for det kulturelle område, mens det åbenbart er mere problematisk at engagere os i faciliteter til udøvelse og visning af sport. Det forstår jeg ikke helt.



I stedet for at vurdere på, hvilken selskabsform driften er struktureret i, har man i ovenstående eksempler vurderet på, om aktiviteten, der drives, har noget med almenvellet at gøre. AGF alene har ca. 200.000 tilskuere hvert år, og medregnes de øvrige sportsaktørers tilskuere og brugere i området, når vi jo langt længere op. Desuden er det vigtigt at forstå, at der allerede i dag findes regler, der sikrer, at en kommune ikke yder støtte til et privat selskab som det, der ligger bagved AGF’s superligahold. Dette sikres, ved at AGF (i modsætning til mange aktører på kulturområdet) betaler en markedsleje for de faciliteter, de får stillet til rådighed. Nu kan det være lidt svært at fastsætte sådan en leje, når der ikke er et ret stort ”marked” for udlejning af stadioner. Derfor er der udviklet en beregningsmodel, som kommunen skal følge, når lejen fastsættes. Den model tager hensyn til, hvilken kapital kommunen har investeret i anlægget. Med andre ord vil det betyde, at AGF’s lejeomkostning vil stige, så kommunen får en højere leje som kompensation for investeringen. Hertil har AGF tilbudt at investere minimum 50 mio. kr. i projektet også. Sammenligner jeg igen med aktørerne på kulturområdet, skal AGF altså betale en leje for deres anlæg, ligesom deres drift ikke er støttet på samme måde. Her fungerer de netop på det private marked, hvilket betyder, at erhvervslivet i Aarhus hvert år sponserer AGF med rigtigt mange mio. kr., som betyder, at byens borgere kan nyde fodbold på højeste niveau. Ja, kommunen skal engagere sig i rammerne, men driften betales i høj grad af erhvervslivet og tilskuerne. Går vi i stedet til en koncert, en teaterforestilling eller en udstilling på en af byens mange fantastiske steder, vil kommunekassen ofte være deltagende, både når det kommer til byggeri af faciliteten samt støtte til drift af dem, der leverer indholdet. Jeg vil gerne understrege, at jeg anser kultur som en afgørende driver i byens udvikling, så mit indlæg skal ikke læses sådan, at jeg mener kommunen skal begrænse dette engagement – tværtimod. Mit indlæg er blot rettet mod dem, der ikke mener, at kommunen kan engagere sig i projektet af den grund, at AGF er et aktieselskab. Det er jeg uenig i.


I dit brev spørger du mig, hvad jeg selv har på spil – herunder, om det er penge. Penge er en faktor i det, jeg arbejder med. Uden penge kan projekterne ikke realiseres. Når jeg tjener penge, kan jeg realisere flere projekter, så penge er jo benzin på motoren. Men jeg prøver samtidigt at opnå, at de projekter, vi arbejder med, skal give noget tilbage til byen, samtidig med at de naturligvis også leverer et afkast til dem, der tager risikoen og laver investeringen. Det prøver jeg hele tiden at finde en balance i, så projekterne giver og tager noget. Det vil du kunne se, i kraft af at jeg eksempelvis deltager i udviklingen og realiseringen af en strandbar for alle, når der skal bygges på Aarhus Ø, at jeg engagerer mig i at bygge øhaver til alle, der har lyst til en lille have, at vi bygger et nyt teater på Aarhus Ø, når vi bygger lejligheder, at kantinen i Pakhusene kan bruges til fællesspisninger for beboerne på Aarhus Ø, samt at vi i næste etape skaber en restaurant for hele byen på toppen af Pakhusene, at vi bygger syv-otte restauranter ved Bassin 7 på Aarhus Ø, at det nye hotel på Aarhus Ø får en offentlig promenade på ydersiden, der fører op til en offentlig skybar og udsigtspunkt, samt at hotellet får mulighed for at holde store konferencer og koncerter, at der på toppen af Lighthouse bliver en restaurant og offentlig udsigtsplatform, så udsigten ikke kun tilhører dem, der er heldige at have råd til at bo i ejendommen. Du vil i det meste af det, jeg laver, kunne se en balance mellem på den ene side at lave noget til de få, der skal bo i bygningerne eller drive deres virksomhed i bygningerne, og på den anden side resten af byen. Det er hele tiden den afvejning, jeg synes man skal lave, når vi udvikler Aarhus.


I forhold til Aarhus Folkepark er det jo i virkeligheden det dilemma sat på spidsen. Projektet omrokerer nogle parkeringspladser, omrokerer nogle hestefolde og nogle stalde og udvider byen. Det skaber et provenu, der kan investeres i interesser, der potentielt kan komme mange 100.000 brugere til gode. Er der en rimelig balance i de forhold? Tager projektet mere, end det giver tilbage? Stiller projektet naboerne og brugerne i en urimelig situation? Er vi gået for radikalt til værks i det, vi foreslår? Hvis vi er det – kan man så tilpasse idéerne, så balancen kan genfindes? De spørgsmål synes jeg, det kunne være rigtigt spændende at forsøge at besvare sammen med naboer og brugere i området.

Afslutningsvis vil jeg besvare dit spørgsmål om, hvad jeg har på spil i mine projekter. Svaret er enkelt for mig at give dig: mig selv. Jeg er mine projekter. Jeg investerer mig selv i projekterne. Jeg ved udmærket godt, at jeg nogle gange trykker, hvor det gør lidt ondt, og at jeg derfor meget let bliver genstand for både ris og ros. Det er jeg helt afklaret med. Jeg arbejder med ting, der betyder noget for mennesker, og som bringer følelser op i mennesker. Beslutningerne om byens udvikling træffes af politikere, der skal forsøge at se tingene lidt udefra og balancere tingene. Men der skal jo være nogle, der bidrager til at udvikle projekter, de kan træffe beslutninger om. Og som kan føre projekterne ud i livet – også de lidt ekstraordinære.

En af fordelene og samtidigt en af ulemperne med politikerne er, at de skal vælges til noget. Det giver den styrke, at de hvert fjerde år skal stå til ansvar for deres beslutninger over for dem, der har stemt på dem. Men det giver også den ulempe, at der kan opstå en berøringsangst i sager som Aarhus Folkepark, hvor tingene er komplekse, hensynene er mange, og opmærksomheden fra medierne er enorm. Risikoen for at blive upopulær er jo enorm og derfor lidt farlig for politiske partier at navigere i.

Lige præcis der tror jeg, at jeg kan hjælpe lidt til. Jeg skal nemlig ikke vælges til noget. Jeg skal ikke tale til en bestemt del af byens befolkning. Jeg står primært til regnskab for mig selv. Jeg skal i virkeligheden blot hjælpe med at belyse det potentiale, jeg kan se, og jeg kan sagtens holde til den kritik, det medfører. Første skridt i det er at bringe nogle konkrete idéer op. Det er ikke færdige idéer, men tanker, der skal gives en form, så de kan lukkes ud i virkeligheden. Herefter skal de blive et udgangspunkt for en diskussion. En del af min rolle er at tænke nye idéer, men også at skubbe på byens udvikling. At provokere lidt. At stille spørgsmål – og prøve at finde nogle svar. Så vi ikke skal gå yderligere 30 år og tale om, at det kun er i Herning, de kan samles om spændende projekter. Det kan vi også i Aarhus, hvis vi vil og tør.

Det er ikke afgørende for mig, om det er mig eller andre, der skal lede udviklingen af et projekt som Aarhus Folkepark. Jeg synes bare, nogle skal gøre det, og så er jeg jo nødt til at starte ved mig selv. Jeg synes, vi skal udfordre beslutningen om at flytte Væddeløbsbanen, men så er vi nødt til at udvikle noget, vi kan sætte i stedet for den beslutning, der allerede er truffet af politikerne. Noget, byen kan samles om og realisere i samarbejde mellem fonde, erhvervslivet, kommunen, naboer og idrætsaktører. Jeg mener faktisk ikke, der behøver at være en konflikt mellem naboer og idrætsaktører. Der burde være fællesinteresse i at finde noget, man kan sætte i stedet for den beslutning, der allerede er truffet, om, at Væddeløbsbanen skal flyttes.

Jeg er helt med på, at vi ikke skal fjerne alle de kvaliteter, man oplever som nabo, men omvendt skal vi også forholde os til, at der er brug for at lave en løsning, der giver noget tilbage til hele byen. Ikke nødvendigvis på den måde, vi har foreslået det i første udkast af folkeparken, men så på en anden måde. Jeg tror sagtens, vi kan samles om Aarhus Folkepark. Det kræver, at der bliver lyttet til både naboer, brugere af området, men også til resten af byens ønsker for dette område. Gør man det, tror jeg på, vi kan lave en plan, der rækker yderligere 100 år frem i tiden. Det vil jeg gerne være med til at skabe, og jeg håber, du og dine naboer også vil være med. Så kunne vi sammen lave et ekstraordinært projekt, der stiller sig på ryggen af byens historie og bidrager med endnu flere herligheder til hele byen.

Med venlig hilsen

Rune Kilden

JP Aarhus

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.