Jeg hører ikke til dem, der slæber rundt på en vandflaske i tide og utide

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg drikker vand, hvis jeg er tørstig. Og jeg griber til vandhanen, det er grundvand af en fornuftig kvalitet. Citrussmag får man med en skive citron. Men på det sidste har jeg grebet mig i, lidt irrationelt, hvorvidt det nu er en god idé, og jeg har fundet en flaske af Voelkels biodynamiske safter i køleskabet.

Jeg hører også til en generation, som går i bad hver dag. Mine forældre gjorde det ikke nødvendigvis, jeg gør det, og de få dage om året, når jeg ikke gør det, er som regel helligdage, hvor jeg snyder mig til at tilbringe dagen i sengen med en god bog. Jeg kan ikke længere huske, hvordan man vaskede sig, før man gik i bad dagligt. Jeg skulle besøge 1970’er-udstillingen i Den Gamle By for at erindre det.

Måske er det banale overvejelser. Jeg bor ikke i de varme lande, jeg bor i midten af Aarhus. Men jeg bor til leje i en afdeling af Arbejdernes Andels Boligselskab. Og her er varmen på det varme vand ikke lige, hvad den skulle være. Det er ellers et selskab, som får besøg af byens borgmester, selveste Mette Frederiksen og lilleput Joel, som selskabet gerne vil ophøje til at være den nye store Svend i det husstandsomdelte nyhedsbrev. Nej, tryksagen kommer ikke fra den lokale partiforening.

Når vandet ikke er varmt nok, så kan der ske en opblomstring. Som læseren måske har set i pressen eller tv, så vi har legionella i vandet. En pæn del endda, hos min overbo er der målt 400.000 cfu/L, rød zone starter vist ved de 1.000. Så tænker man alligevel lidt over at bade og drikke vand – legionella er også en mulig indikator for andet. Temperaturen for det varme vand er vist den samme, som Seruminstituttet bruger som optimal væksttemperatur i deres forsøg.

Nu ved jeg faktisk ikke det med tallene. Officielt, altså. AAB er officielt en organisation, som er beboerstyret, men ligefrem indkalde til informationsmøder og sikre en transparent orientering om sagen, det er nu ikke så ligetil. AAB regner sig som en del af kooperationen, jeg var faktisk ikke klar over, at den stadig fandtes. Det er et eller andet med, at medarbejderne bestemmer, en del af en større bevægelse sågar. Og de har jo et ret godt netværk. Et meget fint netværk, som er vældig demokratisk og lader sig fotografere med de svage i samfundet.

Så jeg modtog i midten af februar en seddel fra boligselskabet om, at badning blev frarådet for svagelige. Skægt nok fik jeg en seddel dagen efter, hvor badning nu var komplet forbudt. Ekstra Bladet skrev om sagen samme dag, vel nok et tilfælde. Men det er da en gammel sag, sagde min gode bekendte i en anden fløj, mens vi betragtede hendes kat, problemet gik helt tilbage fra efteråret. Ingen grund til bekymring, for katten, Fie, kunne ikke drømme om at gå i bad.

Jeg skulle af anden årsag ringe til AAB, og jeg spurgte medarbejderen, som servicerer afdelingen, hvornår sagen egentlig var begyndt. Det kunne han ikke lige på fingrene, og der var heller ikke nogen, han lige kunne spørge. Helt alene i verden, stakkels mand, tænkte jeg, nu er der heldigvis en tilsynsmyndighed. Det hele var jo kommunale påbud.

Der er jo ikke så lige til for menigmand at ringe til en kommunal myndighed. Jeg kan forstå, at virksomheder vælger at betale for at holde møder med f.eks. socialdemokratiske politikere. Undskyld, bidrage til valgkampagnen, er vist formuleringen. Så hvorfor spilde mere tid med det, jeg hører ikke til establishment. Så jeg begærede aktindsigt, jeg skulle bare gøre det tre gange pr. mail, så var det registreret. Så ville vi få alle papirer på én gang.

Hele sagen kom også pr. mail. Næsten da. Og så vel kun de udsøgte akter. Forvaltningen Teknik og Miljø vil gerne beskytte enkeltpersoner i henhold til Offentlighedsloven, der har været indlæggelser i sagen og såmænd et mistænkeligt dødsfald. Det er prisværdigt, så der bliver røde streger og udeladte akter. Men det betyder også, at oplysninger om målepunkter og målinger overalt i byggeriet er udeladt. Det er vel tal, som beboerne havde al grund til at se, og hvor man egentlig kun beskytter tilfældige husnumre. Samtidig tager forvaltningen hensynet til den ene beboer så tungt, at jeg alligevel modtager navn og cpr-nummer, endda flere steder, og sagen er navngivet efter adressen på lejligheden. Dødsfaldet var såmænd min egen overbo. Nej, vedkommende døde ikke af legionærsyge. Det ved jeg fra en autoritativ kilde.

Så meget om den kommunale personbeskyttelse.

»Jeg har talt med Morten Strunge om, hvorfor jeg ikke mener, at der er tale om oplysninger, vi kan tilbageholde,« skriver afdelingschef Ann Hamborg i en intern mail om en anden beboerhenvendelse.

Denne sætning kan antyde, at AAB ved projektchef Strunge ikke er interesseret i, at beboerne får adgang til fuld information om sagen. Men fortsættelsen af mailen kan også antyde, at Hamborg selv har overvejelser om, hvad beboerne skal se eller ikke se.

Jeg har selvfølgelig modtaget en oversigt over akterne i sagen fra kommunen. Men jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt jeg har modtaget alt i sagen, f.eks. hvad AAB har sendt til kommunen. Der er f.eks. ikke bilag som orienteringsskrivelser af beboerne fra før midten af februar. Og det kan virkelig undre, hvis hele den foreløbige handlingsplan kun bestod af fire-fem linjer i en mail. Men jeg skal nok til at anke eller klage til ombudsmanden, og hvad ved jeg, for at se det hele om et par år. Om der er et princip i aktudvælgelsen, det kan jeg ikke lige afgøre.

Sagen begyndte i januar, kommunen og AAB har straks handlet og har komplet styr på sagen, sådan har det lydt i pressen de seneste par uger, senest i Århus Stiftstidendes netudgave 28/2. Vandtemperaturen blev nu først hævet sidst i februar.

Sjovt nok kan jeg se af papirerne, at sagen er ældre. Jeg citerer af brev fra kommunen til AAB: »Byggeri, Aarhus Kommune har den 26. oktober 2018 fået henvendelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed om mulig legionellasmitte på Nørreport nr. (…).«

Jeg har også spurgt efter denne henvendelse fra styrelsen hos Teknik og Miljø, og jeg kan da kun forestille mig, at magtens mænd og kvinder som afdelingschef Hamborg og rådmanden fra Venstre, Simsek – åbenbart inde over sagen – har valgt en åben kommunikationsstrategi. For AAB er det måske sigende, at projektchef Strunge fra AAB svarer ganske uklart på spørgsmålet i Ekstra Bladet 12/2 om, hvordan patienten har det – hun var for længst udskrevet, og dette vidste Strunge vel glimrende, og hvis han ikke vidste det, siger det vel en del om AAB’s indsats.

Nu er der skægt nok ikke nogen journalist, der har spurgt ind til, hvornår sagen egentlig begyndte. Og det kan bekymre. Pressen burde have en rolle for at se kritisk på sagerne, se magten i kortene og være en hjælp for de svage i samfundet og den slags gammeldags pjat. Eller er det sådan, som en kollega formulerede det i en smøgpause, at nogle af de lokale aviser er mere optaget af at fastholde at have adgang til deres kilder og løbende få fortalt historier. Gå efter sagen og ikke personen, som det vist hedder på nogle redaktioner. Her hjælper alle kommunikationsmedarbejderne i Aarhus Kommune vel så de underprivilegerede.

Men vi må også trække på smilebåndet. Som når projektchef Strunge udtaler, at AAB altid har opfordret beboerne til løbende at rengøre slanger og brusehoveder i eddike. Det har jeg aldrig læst nogen steder, sagde min nabo, og det har jeg heller ikke. Fie kan vi jo ikke rigtigt spørge. Heller ikke om, hvorvidt eddike er et probat middel mod legionella.

Nu leder AAB efter ulovlige installationer hos beboerne, mens de renser systemet efter en hemmelig plan. Jeg ville nok snarere lede efter den ansvarlige for den lave vandtemperatur. Men de underprivilegerede er nok selv skyld i miseren.

Lad falde, hvad ikke kan stå, hed det i en sang. Måske er AAB med 100 år på bagen moden til møddingen, så vi kan få ægte beboerdemokrati. Det står nok i ghettoplanen, Mette og Joel.