Er Fredningsnævnets afgørelser betryggende?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Her tænkes på dets mulige dispensation til velkomstcenter-projektet ved Kalø i Syddjurs Kommune.

For borgmesteren her har nu et par gange brugt Fredningsnævnets utidige indblanden i sagen til at ”slå” os modstandere i hovederne, fordi han og byrådet allerede har lagt sig fast, men hvor nævnet uopfordret, kritisabelt og meningsdannende har meddelt offentligheden dette:

»Det er Fredningsnævnets opfattelse, at det vil være i god overensstemmelse med fredningen at fjerne en række ældre uensartede bygninger (slotskro og ishus!) og erstatte dem med én bygning, der placeres mere skjult og med en placering længere væk fra det naturlige sted for udsynet til Kalø Slotsruin end de nuværende bygninger.«

Kort og godt, så blander Fredningsnævnet sig i vor kamp for bevarelse af Kalø Slotskro ved sågar at foreslå ”uensartede bygninger” fjernet og dermed afsløre, at vejen næsten er banet for en dispensation fra dets side til ligeledes en stor parkeringsplads på hidtil fredet jord.

Dette udtænkt og udsendt af én til to ministerielt udpegede ”ansatte” og bliver nu brugt imod modstanderne af et velkomstcenter.

Utilstedeligt, at Fredningsnævnet på den måde utidigt bringer vand til modpartens mølle, og det før man har modtaget en officiel ansøgning. Kan kun ses som kompetenceoverskridende.

Nu næsten klynger vor borgmester sig til nævnets afgørelse i næsten forvisning og velbegrundet håb om, at det kommer med en dispensation, der naturligvis vil fremme borgmesterens, byrådets og nationalparkens ønske og arbejde mod målet.

Det havde været ønskeligt, at vi havde haft en borgmester, der neutralt og uhildet i det mindste havde gjort et forsøg på at få begge sider tilgodesete og ikke kun fremmet sin egen, byrådets og vor modparts (Nationalpark Mols Bjerges) intentioner og ønsker.

Betænkelighederne ved, at kun ganske få personer i Fredningsnævnet næsten får et afgørende ord at skulle have sagt, skyldes udformningen af dette magtorgan, der kun består af tre personer:

1. Formanden/retspræsident/dommer (i Randers)

2. Ministerielt ligeledes udnævnt person fra det midt-østjyske

3. Kommunalt udvalgt medlem

Sidstnævnte er udvalgt af det altid ”regerende” byrådsflertal, hvorfor vedkommende tit og ofte erklæres inhabil i sager med i hvert fald kommunalt tilsnit.

Så er der to tilbage, hvor det ved afstemningslighed altid er formandens stemme, der er afgørende.

I allerhøjeste grad en tankevækkende ”forretningsgang”, hvor eventuelle konspirationsteorier får frit afløb – og vel uforståeligt eller betænkeligt, at én eneste persons afgørelse – dommer eller ej – kan få/have store konsekvenser.

Der er noget galt i Danmark, og noget, der trænger til at skiftes ud.