Mikkels nytårstale: Vi svigter psykiatrien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi spørger tit hinanden: Hvordan har du det?

Mange danskere har svært ved at svare kort på det spørgsmål. For hver tredje af os vil have kontakt med psykiatrien enten direkte eller som pårørende, og i dag fylder psykiske sygdomme så meget, at de er skyld i halvdelen af alle langtidssygemeldinger.

Det her er min nytårstale. Jeg hedder Mikkel Rasmussen, og jeg er psykiater, men jeg også politiker for det, der hedder Psykiatri-Listen.
Tilbage i 2017 var vi en række ansatte, læger, sygeplejersker og andre faggrupper i psykiatrien, der havde fået nok af politikernes mange løfter, der reelt aldrig udmøntede sig i andet end midlertidige symbolske dryp. Oftest svarede det til at sætte et lille stykke plaster på et åbent benbrud.

Vi kunne se, at der var - og er - brug for en markant forbedring i vores behandling af mennesker, der lider psykisk. Men efter 10 år med politisk verdensklassevisioner, løfter og flotte taler, fik vi nok - og derfor er vi selv gået ind i politik. Vi stiftede Psykiatri-Listen og blev valgt ind i regionsrådet i Region Midtjylland, og der har jeg nu siddet i et år. Og selv om det kun er et lille nøk i et stort budget på 9 mia. kr. og altså kun i en enkelt region, har jeg allerede været med til at skaffe 50 mio. kr. ekstra til psykiatrien til i år. De skal gå til det, der er allermest brug for. Flere senge og flere hænder. Det er faktisk ret enkelt.

For nylig talte jeg med en patient, der lider af skizofreni. Han var blevet udskrevet for tidligt ved sidste indlæggelse, da der var dårligere patienter, som skulle have hans seng. Derhjemme var hans hjælper, det der hedder bostøtte, på ferie, og der var ikke andre til at tage over. Så han blev mere og mere paranoid og turde i lang tid næsten ikke bevæge sig udenfor sin dør. Til sidst var han så urolig og bange, at han kom på skadestuen, da han ikke vidste, hvor han ellers kunne få hjælp.

Alle senge var optaget på hospitalet, og han blev i stedet tilbudt en overnatning på skadestuen. Den var præget af meget aktivitet og larm, og i hans tilstand havde han brug for ro og tryghed og at blive indlagt, indtil han kunne fungere med støtte derhjemme.

Jeg så til ham, mens han lå på skadestuen, og han var meget bange og mistroisk. Han spurgte mig i desperation, hvordan han kunne få hjælp. For han havde talt med en anden patient under sidste indlæggelse. Den anden patient havde en dom, og det havde udløst hyppige samtaler ambulant og social støtte. Og hvis den pågældende skulle indlægges, var det ikke til diskussion – der var faste aftaler for hjælpen. Og han spurgte mig derfor, om han kunne få samme hjælp - hvis han også begik noget kriminelt og fik en behandlingsdom. Jeg mener ikke, det kan være rigtigt, at vi tilbyder syge så ringe hjælp, at de får den slags tanker.

I efteråret lancerede regeringen den helt store psykiatriplan med 2,1 mia. kr. ekstra. Nu skulle psykiatrien løftes. Men desværre viste det sig at være mere varm luft end reel merværdi. For halvdelen af pengene var midlertidige, og de var smurt ud over så mange forskellige initiativer, at de ikke kunne mærkes alligevel. Og de nye sengepladser, der blev lovet, viste sig at være senge, der allerede én gang var etableret – de var altså regnet med to gange. Det var jeg selvsagt ikke særlig imponeret over.

Sidenhen har kritikken haglet ned over psykiatriplanen, og stilheden fra regeringen har været øredøvende. Og det er måske derfor ikke så mærkeligt, at psykiatrien stort set ikke blev nævnt med et ord i Lars Løkkes nytårstale.

I psykiatriplanen blev den basale omsorg glemt. Og det er dér, skoen trykker. Det kræver ro, samtale og omsorg at blive rask efter psykisk sygdom. Derfor er der brug for flere ansatte til flere syge patienter - det er i virkeligheden også ret enkelt.

Det er desværre sådan, at antallet af patienter til psykiatrien er steget med 44 pct. på 10 år. Men pengene er ikke fulgt med behovet. Mange ting kan man organisere og effektivisere sig ud af, men der er en grænse for, hvor langt man kan komme med det. De manglende midler kan både ses og mærkes. Alt for mange bliver trappet for tidligt ud af ambulant behandling eller udskrevet så tidligt, at de kommer igen, det vi kalder svingdørspatienter. Hver fjerde er tilbage på afdelingen, inden der er gået 30 dage. Hver fjerde. Det forværrer sygdommen, når hjælpen er utilstrækkelig. Behandlingen bliver simpelthen tungere og mere langvarig. Og det er ikke bare tudetosset økonomisk. Først og fremmest er det uanstændigt. For det piner unødigt den, der er syg, og det slider på de nærmeste. Det har jeg set på tæt hold mange gange. Der var derfor, jeg gik ind i politik.

I år er det som bekendt valgår, og derfor vil jeg kæmpe indædt for, at mit helt enkle budskab når frem til politikerne på Christiansborg: Vi har brug for en tilstrækkelig og stabil finansiering af psykiatrien. Det budskab tror jeg på, at vi sammen kan lykkes med at få frem til dem. I Psykiatri-Listen har vi allerede mange bolde i luften. En del af dem griber vi selv, men vi har også brug for, at du hjælper med at gribe nogle af dem og kaste dem videre i dit netværk. Det her er ikke en kamp for de få – som jeg sagde tidligere: Hver tredje af os kommer i kontakt med psykiatrien på et eller andet tidspunkt. Det her er en kamp, vi skal tage sammen. Jeg glæder mig til at realisere mange af vores mål i det kommende år, og jeg tror, vi kan komme et godt stykke vej. For der er aldrig skrevet så meget om psykiatri som nu. Vi er i en tid, hvor både de faktiske vilkår og stemningen kalder på forandring.

Jeg vil ønske jer alle et godt nytår. Håber, vi ses derude.

Og husk:

Det koster at rette op på psykiatrien. Men det koster endnu mere at lade være.