Det er et nødråb

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden læste jeg en artikel i avisen, der omhandlede omfattende misbrug og overgreb mod børn i en familie. Jeg kunne ganske enkelt ikke fuldføre læsningen af artiklen. Det vendte sig i mig, og jeg fik voldsom kvalme. Jeg måtte tænke på noget andet, men jeg kunne ikke se væk. For vi skal ikke acceptere, at børn lider, når vi burde have grebet ind tidligere.

Børnene er det dyrebareste, vi har. Når de forsøger at fortælle os noget vigtigt, så skal vi lytte. Og det gør de lige nu. Det ved vi, når vi ser på udviklingen i andelen af børn og unge med psykiatriske diagnoser som angst, depression, ADHD og autisme. I Aarhus er indstillingerne til PPR steget med 13 pct., og indstillingerne til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center er steget voldsomt med 40 pct. fra 2016 til 2017. Ifølge Børnerådet føler 21 pct. af unge sig pressede hele tiden. I elevtrivselsmålingerne i Aarhus kommune svarede 13 pct. i 2018, at de har lav livstilfredshed.

Nu handler denne udvikling jo ikke om misbrug i familien, selv om der dog kan være misbrugte børn iblandt. For de tegn, der er på mistrivsel blandt børnene og de unge, er omfattende og dækker meget bredt. Det er børn og unge af kød og blod, der har det rigtig skidt eller mistrives af rigtig mange forskellige årsager. Det kommer bl.a. til udtryk som angst, stress, spiseforstyrrelser, depression og forskellige former for selvskadende adfærd.

Det er måske dét, der er humlen. Vi ved, at noget er rivende galt, men vi kender ikke årsagen. Eller måske er der så mange bagvedliggende årsager, at vi har svært ved at handle på det og få fat om roden til problemerne. Lidt som de der forbistrede skvalderkål, hvis rodnet ikke er til at blive klog på. Men vi må aldrig, aldrig opgive, som vi opgiver ukrudtet, når det handler om vores børn og unge.

Børn og Unge-udvalget har nu taget fat på denne udvikling om sårbare unge i Aarhus kommune. Første skridt er taget i en drøftelse om udviklingen, dens årsager og konsekvenser. Som forkvinde for Børn og Unge-udvalget må jeg bare konstatere, at dette tema har bidt sig fast i mig. Vi skal have fat om roden, og jeg giver aldrig op.

Vi må erkende, at vi er nødt til at blive klogere på årsagerne til denne uacceptable udvikling. Og vi har brug for alle med indsigt heri. Hvad er hovedårsagerne til udviklingen? I hvilket omfang hænger udviklingen sammen med, at skoledagen er blevet længere, samtidig med at lærertiden pr. elev er faldet? Og i hvilken udstrækning skyldes udviklingen de livsvilkår, som vi i vores samtid giver vores børn, unge og familier?

Hvordan spiller de sociale medier og digitaliseringen ind i forhold til at øge forventningspresset, zapperiet og det stillesiddende liv?

Som TV-2 skriver det: ”S.O.S. det er et nødråb.”

Og er det samfundets skyld? Nej – jo – vi ved det ikke. Vi ved bare, at børnene og de unge er desperate nu. De sender et nødråb. Og det er modtaget. Vi kigger ikke væk.