Følelser og fornuft i sundhedsvæsnet
Det er helt afgørende, hvad der sættes i stedet for de regioner, der endnu ikke er i fulde omdrejninger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter statsministerens åbningstale i Folketinget er regionernes fremtid kommet endnu mere til debat. Selv om jeg er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland, er min grundlæggende holdning, at jeg ikke er gift med regionerne. Jeg glæder mig derfor til, at Lars Løkke Rasmussen fremlægger sit forslag, så vi kan se nærmere på, om det kan give os et bedre sundhedsvæsen.
For der er helt sikkert nogle udfordringer i vores nuværende struktur. Jeg oplever, at der er store udfordringer i sektorovergangene – særligt mellem kommuner og region, til dels også praksis/regioner og praksis/kommuner. Det afgørende er, hvad det så er, der eventuelt skal sættes i stedet for.
Det er for det første meget vigtigt, at der ikke skabes mere administration, end vi allerede har. Vi arbejder i regionerne hårdt på at reducere administrationen i sundhedsvæsnet, så vi får mest mulig sundhed for pengene.
Der er således meget stor forskel på det, regionerne leverer i dag, og det, regionerne vil kunne levere, når der har været kontinuerlig drift over en længere periode.
Hvis vi skal udnytte ressourcerne effektivt, er det endvidere helt afgørende, at hospitalerne først og fremmest samarbejder. Vores struktur må ikke skabe en usund konkurrence mellem de offentlige hospitaler. En vis konkurrence kan give incitament til innovation og udvikling, men det er meget, meget vigtigt, at der er mindst lige så meget incitament til samarbejde mellem hospitalerne. Vi skal ikke risikere, at hospitalerne fokuserer mere på egne forhold end det fælles bedste.
For det tredje skal vi også fremadrettet have en struktur, der kan håndtere det høje udviklingstempo på sundhedsområdet. Når nye behandlinger skal introduceres eller gamle behandlingsformer skal afvikles, skal vi kunne handle hurtigt. Det kræver en decentral koordinering mellem hospitalerne eller måske helt nye måder at organisere hospitalerne på. Den fleksibilitet giver regionerne i dag, og det skal vores fremtidige struktur også give.
Jeg mener også, det er vigtigt, at borgerne har demokratisk indflydelse på prioriteringerne i sundhedsvæsnet – ikke mindst på de geografiske prioriteringer. Hvis vi gerne vil tilbyde behandling tæt på borgerne, så koster det mere, end hvis vi centraliserer behandlingen. Det er en politisk prioritering, hvor meget ekstra vi skal bruge på at tilbyde behandling tæt på borgerne, for i sidste ende betyder det større udgifter, længere behandlingstider eller dårligere behandling. Den prioritering bør foretages af politikere tæt på borgerne.
Vi skal også huske, at regionerne kun har eksisteret i 10 år. Region Midtjylland alene har omkring 25.000 medarbejdere, og det tager lang tid at gennemføre en sammenlægning, når så mange bliver berørt. Vi er ikke engang færdige med at bygge de nye, store hospitaler, som uanset hvad kommer til at spille en meget stor rolle i Danmarks fremtidige sundhedsvæsen. Der er således meget stor forskel på det, regionerne leverer i dag, og det, regionerne vil kunne levere, når der har været kontinuerlig drift over en længere periode.
Til sidst vil jeg minde om, at det er meget dyrt at gennemføre en omstrukturering. Hvis vi skal bruge en hel masse ressourcer på en omstrukturering, skal vi altså være helt sikre på, at den nuværende struktur bliver erstattet af noget, der er meget, meget bedre. Så selv om jeg ikke er gift med regionerne, skal der meget til, før jeg forelsker mig i en ny struktur.