Dansk Akvakultur vildleder befolkning og politikere om havbrug

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Direktør i Dansk Akvakultur Brian Thomsens nedgør i en artikel (JP Aarhus 3/5) modstanderne af havbrug med en række luftige påstande om, at kritikken af havbrug både fra videnskabsfolk og andre modstandere bygger på falske påstande.

Af akvakulturbranchens strategi 2017 fremgår, at visionen er at øge den årlige produktion af opdrættede fisk til 100.000 tons allerede i 2025. Denne astronomiske mængde skal sættes i forhold til den nuværende produktion på 14.000 tons pr. år i 19 eksisterende havbrug. Produktionsudvidelsen vil svare til ca. 50 nye standardhavbrug og resultere i 70 havbrug i alt i de indre danske farvande – primært Kattegat. Det er dermed et meget skræmmende scenarie, som havbrugsindustriens vision lægger op til for havmiljøet. Forureningen fra en produktion i den størrelsesorden vil på kort sigt udvikle sig til en miljøkatastrofe i Kattegat, og det vil tage årtier at genoprette havmiljøet, hvis overhovedet muligt.

Det virker utroværdigt, når direktør Brian Thomsen i artiklen udtrykker overraskelse over, at der p.t. er 37 ansøgninger om tilladelse til at placere havbrug i otte havbrugszoner i Kattegat. Tværtimod ser det ud til at være en nøje udtænkt strategi med henblik på at lægge yderligere politisk pres på regeringen og en række folketingsmedlemmer, som med regeringens nuværende strategi for udvikling af akvakultursektoren er hoppet på limpinden på et forældet og særdeles mangelfuldt grundlag.

Brian Thomsen skriver, at der ikke er fisk nok i havene til at dække det voksende behov. Denne situation skyldes dels en voksende befolkning men primært overfiskning på grund af manglende global fiskeripolitik samt ødelæggelse af vigtige habitater og yngleområder som følge af forurening, bundskrabende redskaber m.v.

Ifølge FAO udgjorde den samlede globale mængde fisk fra akvakultur og fiskeri i 2014 ca. 165 mio. tons. Heraf udgjorde fisk produceret i havbrug ca. 16 pct. eller 26,4 mio. tons. Danmarks produktion i havbrug på ca. 14.000 tons udgør dermed ca. ½ promille af verdensproduktionen i havbrug og er således – modsat Brian Thomsens udtalelser – uden betydning for forsyningssituationen på verdensplan.

Dertil kommer, at økonomien i danske havbrug er baseret på produktion af rogn på regnbueørred til det japanske marked; en uetisk produktion af et luksusprodukt, hvor fiskekødet fra rognfiskene er af forholdsvis ringe kvalitet og sælges til forbrugerne i Danmark og EU. I 2016 genererede havbrugsbranchen et beskedent overskud på 59 mio. kr. og bidrog med et meget beskedent antal arbejdspladser i primærsektoren.

Set i lyset af de meget store samfundsmæssige interesser, der er forbundet med et rent havmiljø og opretholdelse af en naturlig fiskebestand i danske farvande, må havbrugsindustrien anses som direkte samfundsskadelig.

Brian Thomsens påstand om, at akvakultur hjælper med at lette byrden på vilde fisk, holder ikke. Tværtimod vil industriel havbrugsproduktion i Kattegat reducere og true bestanden af Gudenålaks og -havørred i de indre danske farvande.

Alle erfaringer og undersøgelser viser, at bl.a. bestande af vildtlevende laksefisk falder dramatisk i havområder med intensiv havbrugsdrift primært som følge af infektion med parasitten lakselus, der også er almindeligt forekommende i danske farvande ved saltindhold over 15 promille.

Det Norske Veterinærinstitut oplyser på sin hjemmeside, at:

»Lakselus forekommer i næsten alle 1.256 havbrug med laks og regnbueørred i hele landet.« Endvidere »At værtstæthed og temperaturer påvirker smittepresset fra lakselus. Det er konstateret, at der er størst forekomst af lakselus i områder med høj produktionstæthed af laksefisk. Høje havtemperaturer eskalerer udviklingen af smittepresset. Flere værtsfisk og høje temperaturer fører dermed til større smittepres både mellem opdrætsfisk i havbruget og vilde laksefisk i det omkringliggende havområde.«

I 2016 blev der brugt 8 mia. nkr. til bekæmpelse af lakselus med bl.a. 70.000 tons formalin, brintoverilte og insekticider. I 2017 døde i alt 53 millioner opdrætslaks og ørreder i havbrugene, før fisken var klar til slagtning. Ifølge nye tal fra det norske Fiskeridirektorat forsvandt eller døde 13,6 mio. opdrætslaks og ørreder fra opdrætsburene i januar kvartal 2018, en stigning i forhold til 2017 på 30 pct.

Det er beregnet, at der skal udlægges et areal på ca. 111 hektar til muslingeopdræt for helt eller delvist at kompensere for udledning af kvælstof fra et enkelt standardhavbrug med en produktion på 2200 tons fisk. Hvis der stilles krav om kompenserende virkemidler til blot halvdelen af de 37 ansøgte havbrug, vil muslingeanlæggene lægge beslag på et havområde på ca. 2.500 hektar. Til sammenligning har øen Hjelm et areal på ca. 100 hektar.

Det kan da godt være, at Brian Thomsen synes, at 2.500 hektar plastret til med store netbure, afmærkningsbøjer, foderaggregater og kanontårne til at skræmme edderfugle væk med samt et antal serviceskibe ikke vil resultere i »store plamager af net« ud for kysterne, men virkeligheden vil nok vise noget helt andet.

Muslingeopdræt forurener havbunden med fækalier og atmosfæren med udledning af metangas. Desuden har man reelt ingen erfaring med muslingeopdræt i stor skala. Der er p.t. heller ingen anvendelse for de store mængder muslinger, der i givet fald produceres. Der er reelt tale om affald til destruktion, og det har kun en positiv miljøeffekt, hvis muslingerne fjernes fra havområdet.

Brian Thomsen fremhæver, at udledning fra nye havbrug i Kattegat vil ske i åbne, robuste havområder. Vandplangrænsen markerer grænsen mellem kystvandene og det åbne hav. Flere af havbrugszonerne er beliggende tæt på vandplangrænsen og dermed kystvandene, hvor der er krav om en ”god økologisk tilstand”, som dog endnu ikke er nået.

Det er åbenlyst, at vandet flyder på tværs af vandplangrænsen, som blot er en streg på et søkort. Derfor vil den direkte udledning af kvælstof m.v. og den akkumulerede effekt af udledningen fra havbrugsindustrien uvægerligt forurene kystvandene. En yderligere forringelse af miljøtilstanden i kystvandene ved Djursland og Hjelm vil være uundgåelig. Kystområderne og badestrandene vil desuden blive påvirket af algeopblomstring og organisk materiale, som føres ind mod strandene af strøm og vind.

Dertil kommer, at de indre danske farvande med vanddybder på 15-20 meter ikke er særligt velegnede til havbrugsproduktion. Farvandene kan ikke sammenlignes med de havområder og dybe fjorde, der anvendes til havbrugsproduktion i andre lande, f.eks. i Norge. På den baggrund må der imødeses store miljøproblemer, hvis der gives tilladelse til industriel havbrugsproduktion i de otte havbrugszoner i et begrænset havområde i Kattegat, hvoraf fem er beliggende ud for Djurslands kyst.

Havbrugsområdet tættest på Djursland består af fire havbrugszoner, E, F, G og H, placeret i et område, der har form som en trekant. Det skyldes, at vandplangrænsen går uden om kystvandende ved øen Hjelm. Det betyder, at havbrugsområdet er smallest ved Rugård-Grenå, hvor Snaptun Fisk Eksport A/S ønsker at placere havbrug kun ca. 2 km fra kysten. Havbrugsområdet er bredest ud for øen Hjelm, hvor havbrugszone G grænser direkte op til basislinjen og kystvandene ved Hjelm, hvor nogle af de 37 nye havbrug må forventes placeret, kun ca. 2 km fra kysten. Derfor vil mange havbrug blive placeret omkring 2 km fra kysten, og andre havbrug, som placeres i den østlige del af havbrugszone H, F, og E, vil blive placeret i en afstand på 4-10 km fra kysten henholdsvis ved øen Hjelm og Djurslands kyst og længere væk fra kysten, hvis der bliver tale om placering i havbrugszone D ved Djurslands kyst.

Direktør Brian Thomsen påstår til gengæld, at afstanden fra kysten til havbrugene vil være over 10 km.

Som det fremgår, understreger branchedirektørens påstand, at han mangler indsigt eller bevidst forsætter med at vildlede befolkningen og politikerne – nu om havbrugenes afstand til Djurslands badestrande.

Branchedirektørens utroværdighed er beskæmmende for akvakulturbranchen.