Ulykken gjorde mig høj på taknemmelighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Smilet var stort, da jeg cyklede hjemmefra 22/3. Normalt styrer jeg direkte mod læsesal 3 på Aarhus Universitet, men denne torsdag svingede jeg i stedet til højre mod universitetshospitalet. Anledningen var femårsdagen for en alvorlig ulykke, som på godt og ondt stadig følger mig.

Stemningen var høj den fredag fem år tilbage, og alkoholpromillen fulgte med, som aftenen skred frem. Alt var godt, indtil et øjebliks uopmærksomhed bragte mig i livsfare. I beruset tilstand udfordrede jeg skæbnen ved at sætte mig op på balkonetagens gelænder. Et øjeblik senere var jeg i færd med en utilsigtet afprøvning af tyngdekraften.

Faldet på fem-seks meter var årsag til brud på skulder, kæbe og kranie, en punkteret lunge og mest væsentligt blødninger uden på hjernen. Mit hidtil ubekymrede liv var med ét blevet kompliceret.

De næste 14 dage lå jeg på Neurointensivt Afsnit, de første syv i koma. Som følge af slaget mod mit hoved kan jeg næsten ingenting huske fra tiden på afdelingen. Og dog husker jeg små glimt.

Min første erindring er et besøg fra min farmor. Med sig havde hun en lille påskehare, som jeg for mange år siden gav hende, da hun var syg. Den skulle passe på mig, indtil jeg var frisk igen, som hun sagde. Så ville hun gerne have den tilbage. Det sidste var ment i sjov, for det vigtigste var selvfølgelig, at hendes barnebarns helbred stabiliserede sig, så han igen havde livet foran sig.

Alligevel blev det et mål, at hun skulle have den tilbage. Selvfølgelig skulle hun det. Som symbol på en ny chance fik jeg siden påskeharen tatoveret. Nu har farmor og jeg hver en udgave af samme påskehare.

Jeg husker også, at sygeplejersken Stefan viste mig cykelløb på stuens fjernsyn. Min hjerne krævede meget hvile, så jeg havde normalt ikke adgang til hverken telefon eller fjernsyn. Men Stefan ville glæde mig med noget, jeg havde givet udtryk for at kunne lide.

Og mine forældre husker sygeplejersken Birgitte. De hjalp hinanden med at vaske mit hår, da jeg efter en uge pludselig slog øjnene op. Helt tom i blikket kiggede jeg rundt.

I modsætning til for fem år siden kunne jeg forleden gå op ad trappen til Neurointensivt Afsnit på sjette sal. Med bævrende stemme præsenterede jeg mig og forklarede mit ærinde. Jeg ville fortælle, hvor meningsfuldt deres arbejde er. Og hvor glad jeg er for deres bidrag til at få mig på benene igen. Det er jeg dem dybt taknemmelig for.

Jeg har besøgt afdelingen flere gange, siden jeg blev udskrevet. Hver gang bliver jeg mødt af smil og stor imødekommenhed. De er glade for at se og høre, at det går mig godt. Glæden er sikkert også betinget af visheden om, at deres arbejde bærer frugt. Sådan ville jeg have det.

Drivkraften for mine besøg er den grundlæggende taknemmelighed, ulykken bragte med sig. Og hvad er mere nærliggende end at vise taknemmelighed for de mennesker, der mesterligt holdt hånden under mig, da jeg havde allermest brug for det?

Efter tre måneders genoptræning på Hammel Neurocenter tog jeg til Aarhus for at møde den hjernekirurg, som opererede mig kort efter ulykken. Jeg ville møde det fine menneske, der om nogen havde indflydelse på min forlængede spilletid. Han gav mit liv nye betingelser ved at passe sit arbejde. Det er lige så smukt, som det er meningsfuldt.

Til journalen skrev Jens Jakob efterfølgende, at jeg ønskede at møde ham for at tale indlæggelsen igennem. Journalnotatets anden linje indledes med, at »Patienten er meget taknemmelig for det forløb, der har været på NIA«. Det kan jeg i den grad bekræfte.

Næste år vil jeg fortælle, at jeg er blevet cand.mag. i historie. Og jeg vil fortælle, at jeg i efteråret gjorde mig nyttig på Christiansborg som praktikant for et folketingsmedlem. Det glemte jeg at fortælle under femårsdagens besøg.