Fortsæt til indhold
Aarhus

Millionkrav mod firmaer bag sygehus

Fagforeningen 3F fører sager for ca. 2 mio. kr. om bl.a. manglende løn, overtidsbetaling og pension til ansatte hos udenlandske byggefirmaer, der er med til at opføre det kommende sygehus i Skejby.

Trine Hørlyck Bech | Morten Elstrup | Jonas Hvid

Alt for lidt udbetalt løn til de udenlandske arbejdere og manglende indbetaling til Skat. Fagforeningen 3F har skredet ind over for forholdene for en række arbejdere, der er med til at opføre det nye supersygehus i Skejby, oplyser gruppeformand Ole Christiansen, 3F Aarhus Rymarken.

Fagforeningen fører faglige sager mod udenlandske byggefirmaer om bl.a. manglende løn, overtidsbetaling og pension til ansatte for ca. 2 mio. kr. Desuden er det slovakiske firma ML SRO blevet meldt til Skat, da 3F har set et skema, hvoraf det – ifølge 3F – fremgår, at dele af lønnen bliver udbetalt som en bankoverførsel, mens resten udbetales kontant. Det, mener Ole Christiansen, dokumenterer, at der ikke bliver indbetalt til skattevæsenet i Danmark og Slovakiet.

»Det værste er, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt de har fået den løn, som firmaet dokumenterer, at det har betalt. Sagen bliver grov, hvis de kun får den halve løn, og det er der ting i forløbet, der kunne indikere,« siger formanden, der oplyser, at 3F har fået medhold i krav om manglende pensionsindbetaling i størrelsesordenen 140.000 kr.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ML SRO eller det tyske firma Max Bögl, men Jesper Friis Poulsen, adm. direktør for JFP, der er den danske hovedentreprenør, afviser, at der er noget at komme efter.

350 nedlagde arbejdet

»Der har været småfejl, men de er rettet. Alle får den løn, som de skal. Normalt har vi et godt samarbejde med 3F, og vi vil fortsætte dialogen,« siger han og henviser til arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri, der mødes med 3F om sagerne.

Men Hans Henrik Kristensen, chefkonsulent i Dansk Byggeri, er fåmælt.

»Dansk Byggeri og 3F har efter Dansk Byggeris opfattelse indgået en aftale om, at man ikke kommenterer verserende sager. Vi vil naturligvis gerne give vores besyv med, når en sag har fundet sin afgørelse,« tilføjer han.

Striden handler om ca. 70 udenlandske arbejdere på Det Nye Universitetshospitals (DNU) største byggefelt, S2. Deres lønforhold fik torsdag omkring 350 byggearbejdere til at nedlægge arbejdet for at tage imod medlemmer af Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

3F klandrer også DNU for ikke at tjekke, om de danske løn- og arbejdsforhold bliver overholdt, som kontrakterne med entreprenørerne ifølge fagforeningen kræver.

»Der er så mange indikationer, som burde få alarmklokkerne til at ringe,« lyder det fra Ole Christiansen.

Projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen, DNU, mener, at det er bedst at afvente, at parterne finder en løsning.

»Jeg har efterspurgt dokumentation fra 3F, og jeg har ikke fået nogen. Tingene står påstand mod påstand. Der finder en møderække sted, og så længe den pågår, mener vi, at det er hensigtsmæssigt, at vi følger den.«

Artiklens emner
3F