Kat kommer ind gennem Tirstrup
Smuglere: Skat og Østjyllands Politi har på under en måned beslaglagt 67,4 kg af de euforiserende blade kat i Aarhus Lufthavn. Nu skærpes kontrollen med fly fra England.
På under en måned er fire somaliske mænd blevet pågrebet med store pakninger af de euforiserende blade kat i Aarhus Lufthavn. Til sammen har de forsøgt at smugle 67,4 kg kat ind i landet.
Den første smugler blev taget den 8. januar, og senest – i mandags – blev en mand med bopæl i Aarhus pågrebet i besiddelse af 10 kg blade.
Fangsterne vidner om, at lufthavnen ved Tirstrup er blevet et nyt nøglepunkt for indsmuglingen, vurderer viceskattedirektør i Skat Morten Bøhm.
Østjyllands Politi og Skat formoder, at udviklingen skyldes, at kat den 5. januar blev ulovligt i Holland.
Tidligere blev kat importeret lovligt til Holland og derfra fragtet til Danmark i bil, forklarer Morten Bøhm og oplyser, at Skat nu optrapper kontrollen i Aarhus Lufthavn.
»Nu er der England og Østrig tilbage, hvor kat er lovligt. Vi er derfor markant mere til stede, når der kommer fly ind fra England,« siger han.
Markedet skal udtørres
Ifølge JP Aarhus’ oplysninger har det hollandske katforbud medført, at planterne, der typisk misbruges i det somaliske miljø, er blevet mere sjældne i Gellerup, hvor de bl.a. handles i Bazar Vest. Samtidig er prisen på kat blevet højere.
Socialrådmand Hans Halvorsen (S) betegner katmisbruget som en udfordring.
»Jeg er ikke i tvivl om, at en stor del bliver handlet i Aarhus og i Bazar Vest. Man kan ved selvsyn konstatere, at folk står og tygger kat ved indgangen,« siger han.
»Det er et euforiserende stof, og det er ulovligt på samme niveau som hash. Derfor kan jeg kun være tilfreds med, at smuglerne bliver taget ved grænseovergangene, om det så er i Tirstrup eller andre steder. På den måde kan vi forhåbentlig tørre markedet ud,« tilføjer han.
Organiseret karakter
De fire sager fra Aarhus Lufthavn ligger nu hos Østjyllands Politi. Politikommissær Mogens Brøndum vil ikke udtale sig om, hvorvidt der pågår yderligere efterforskning, eller om de fire smuglere, hvoraf to har opholdstilladelse i Danmark, er en del af et større, organiseret netværk. Men han siger dog:
»Kat er attraktivt blandt mænd i somaliske kredse. Der er ingen tvivl om, at det i hvert fald har tilsnit af at være organiseret. Der er nok heller ingen tvivl om, at folk ved, nøjagtigt hvor og hos hvem de kan købe kat.«