Moesgård Museum skyder i vejret
Når Moesgård slår dørene op for publikum i 2014, bliver det til en helt ny form for museum.
Det gamle Moesgård Museum er lukket, og der går en rum tid, inden publikum igen får Grauballemanden og de øvrige seværdigheder at se.
Først skal den nye udstillingsbygning gøres færdig; arbejdet med at opføre den er i fuld gang, og forventningen er, at ejendommen står klar til overtagelse om et års tid.
Dernæst skal det nye museum til ca. 330 mio. kr. indrettes, og det tager yderligere et år. Åbningsdatoen er ikke fastlagt endnu, men målet hedder efteråret 2014.
Den nye udstillingsbygning er et mangeårigt ønske i museumsledelsen, og direktør Jan Skamby Madsen har talt begejstret om sit nye arkitekttegnede museum, der pakkes ind i det særprægede guldalderlandskab nord for den gamle herregård som en slags "bakke i bakkerne".
Moesgård Museum har allerede haft de første offentlige rundvisninger på byggepladsen, og da de blev en succes, arrangeres der to ekstra omvisninger søndag 21. oktober kl. 12 og 14. Her vil Jan Skamby Madsen fortælle dels om den unikke arkitektur, som Henning Larsen Architects står bag, dels om det nye museums indretning, udstillinger og publikumsfaciliteter.
Der bliver meget at glæde sig til i 2014 for publikum, for Moesgård har ambitioner om at placere sig i superligaen på formidlingsområdet. Når det nye museum åbner, vil de besøgende opleve en kæmpemæssig forvandling i forhold til tidligere.
Nye virkemidler
De nyeste formidlingsteknikker og virkemidler vil blive taget i anvendelse, for i dag er det ikke nok for et kulturhistorisk museum blot at præsentere døde ting og plancher – fortiden skal rekonstrueres, have et ansigt og tale direkte til den besøgende.
Hvordan så vores forfædre ud? Hvordan levede de? Hvor tog de hen, hvilke sygdomme havde de, og hvordan så samfundet og verden i øvrigt ud?
Gæster, der oplevede Moesgård-udstillingen ”7 vikinger” i år, fik en forsmag på, hvad der sker formidlingsmæssigt, når et museum tager avancerede digitale løsninger og interaktive metoder i brug – og blander dem med rekonstruktioner skabt af scenografer, dramatikere og andre teaterfolk.
Ud over den nye museumsbygning i Højbjerg har Moesgård en plan om at udvide og nyindrette vikingemuseet, som ligger under Nordea på Skt. Clemens Torv i Aarhus. Også her ønsker man at inddrage de nyeste teknikker i den historiske formidling.