Vin er en mandeverden … lidt endnu
Engang var vinens verden en lukket herreklub. Men nu er flere kvindelige sommelierer og vinbønder vej, og aarhusianske kvinder kan komme på deres egne vinkurser.
Sabina Sunne ejer vinbaren S’vinbar i Klostergade og har gennem årene fået mange opfordringer fra sine kvindelige gæster om at afholde vinsmagninger kun for kvinder. Da hun for nylig slog et arrangement op på S’vinbars hjemmeside, blev der udsolgt med det samme, og ventelisten voksede så hurtigt, at hun nu har arrangeret endnu en vinsmagning for kvinder den 11. november.
Chas. E. Vinhandel i Risskov holdt sin første vinsmagning for kvinder med temaet ”Vin og sushi” i august, og det var så populært, at det blev afholdt tre gange.
»Vi kunne sagtens have afholdt det en fjerde gang også, men vi ville hellere lave et kursus med et nyt tema, og det bliver den 23. november med temaet ”Vin og julemad”. Vi er også i gang med at arrangere en vinrejse for kvinder, der sandsynligvis går til Bourgogne i foråret,« fortæller Sofia Tybring, indehaver af Chas. E Vinhandel og ansvarlig for kvindevinkurserne.
Der er åbenbart et behov hos kvinder for at kunne tale om vin, uden at mænd er til stede, men hvorfor egentlig?
Kvinder åbner op
»Det er lidt, som om mænd tager over, når de er med på vinkurser. De gange, hvor jeg har holdt vinsmagning for mindre venindegrupper, har kvinderne været mere bramfrie, og de tør komme med flere tanker og kommentarer, når der ikke er mænd, der sidder og lader, som om de ved det hele,« fortæller Sabina Sunne.
Sofia Tybring har samme oplevelse.
»Nogle gange oplever vi ved fælles smagninger, at kvinderne holder sig lidt tilbage, måske fordi de føler, at de ikke ved nok, men dumme spørgsmål findes ikke,« understreger Sofia Tybring.
Begge oplever, at kvinderne ofte er gode til at fange smagsnuancerne i vin.
»Der er flere kvindelige supersmagere end mandlige. Jeg oplever med mig selv, at ens kvindelige cyklus kan ændre ens smagsløg, og det oplever gravide kvinder også. På den måde er kvinder ofte mere connectede til deres smagssans. Det kan mænd naturligvis også træne sig op til, men ofte har kvinderne en lille fordel der,« forklarer Sabina Sunne.
Begge oplever også, at kvinderne er gode til at sætte ord på, hvad de smager.
Kvinder siger lige ud, hvad de oplever, og de bruger alle deres sanser. Flasken, etiketten, farven, smagen, duften, de udtrykker en helhedsoplevelse.Sofia Tybring, medindehaver af Chas. E Vinhandel
»Mange kvinder står jo stadig for aftensmaden og er derfor vant til at smage på meget og at have ingredienserne i hånden. Det bliver lidt mere levende, når kvinder udtrykker sig om vin, fordi de udtrykker sig på deres egen måde, det er ikke bare noget, de har hørt hos andre,« siger Sabina Sunne.
»Kvinder siger lige ud, hvad de oplever, og de bruger alle deres sanser. Flasken, etiketten, farven, smagen, duften, de udtrykker en helhedsoplevelse,« fortæller Sofia Tybring.
Hun afholder vinsmagninger på forskellige niveauer for kvinder.
»Der er jo efterhånden mange kvinder, der ved meget om vin, så vi afholder ikke kun vinkurser for kvinder, fordi kvinder ikke ved noget om vin. Det er lige så meget, fordi det er mere hyggeligt, når vi kun er kvinder. Vi smager på vin på en anden måde,« siger Sofia Tybring.
Kvinder er også til rødvin
Der er ofte forskel på, hvad mænd og kvinder efterspørger i S’vinbar og hos Chas. E. Vinhandel.
»Mange kvinder siger, at de ikke kan lide rødvin, men det er ofte, fordi de kun er blevet præsenteret for de kraftige, bombastiske rødvine, som har været meget populære i Danmark i mange år, f.eks. Amarone. Kvinderne kan godt lide Pinot Noir og Beaujolais, når de bliver introduceret for dem,« fortæller Sabina Sunne.
Chas E. har stadig flest mandlige vinkunder – det er også derfor, at de afholder kvindekurser.
»De mandlige vinkunder spørger gerne i dybden om vinhus, årgang og område. Det er ikke så kompliceret for kvinderne at vælge vin, de går efter, hvad de kan lide, og den vin, som de har haft en god oplevelse med før. Kvinder køber ofte ud fra deres følelser,« fortæller Sofia Tybring og tilføjer med et smil:
»Når en kvinde skal vælge mellem to-tre vine, og jeg anbefaler dem alle, vælger hun altid den med den flotteste etiket. Det visuelle er også vigtigt for kvinder, selv om udgangspunkt naturligvis er, at vinen er god.«
Flere kvinder laver vin
Sabina Sunne har bestået prøven til Dansk Sommelier Forening, og Sofia Tybring er i gang med at tage den engelsksprogede vinuddannelse WSET, The Wine & Spirit Education Trust. Begge oplever et stigende antal kvinder på uddannelserne.
Til Sabina Sunnes kvindevinsmagning vil der kun blive smagt på vine, der er lavet af kvindelige vinbønder.
»Det er blevet legalt, at kvinder også kan overtage vinhusene. For ganske få år siden var det kun sønnerne, som de gik i arv til. Der er mange meget seje kvinder, som laver helt fantastisk vin, og som er pionerer inden for vin,« siger Sabina Sunne.
Hun nævner Elizabeth Foradori og Chiara Boschis, begge italienske vinbønder.
»Flere kvindelige vinproducenter giver større dynamik i vinverdenen. Jeg kender mange mandlige winemakers, som er meget glade for deres kvindelige kollegaer, fordi kvinderne ser på problemstillingerne på en helt anden måde. Alle brancher bliver bedre af, at der er både mænd og kvinder, for vi kommer med noget forskelligt,« fortæller Sabina Sunne.