Aarhus får måske en letbane til november
Trafikstyrelsen vurderer, at letbanen kan være godkendt om halvanden til to måneder.
»Ved ikke.«
Sådan lød det mest anvendte svar lørdag på spørgsmålet om, hvornår letbanen kommer i gang.
Med aflysning af lørdagens åbning af letbanen er premieren igen skubbet ud i det uvisse, som det skete i foråret, da juni-premieren blev udsat.
Denne gang er det en manglende godkendelse fra Trafikstyrelsen, som gør, at letbanen ikke kan komme i gang, og ifølge vurderinger fra vicedirektør Kåre Clemmensen til Ritzau, vil der formentlig gå halvanden til to måneder, før styrelsen kan give grønt lys til Aarhus Letbane.
»Jeg kan jo ikke garantere en godkendelse, og jeg ved heller ikke, hvor lang tid det præcis vil tage, fordi det er dels op til Keolis og dels til Aarhus Letbane at få lavet arbejdet færdigt,« siger Kåre Clemmensen til Ritzau.
»Men min umiddelbare tro er, at hvis de prioriterer det stærkt, så er det noget, der kan gøres inden for halvanden til to måneder. Det er i hvert fald helt urealistisk, at det skal ske inden for et par uger,« siger han.
Hos Aarhus Letbane var vurderingen lørdag ifølge kommunikationschef Jens Velling, at der ikke umiddelbart kan fastsættes en ny åbningsdato, ligesom det også skal undersøges nærmere, om Trafikstyrelsens afslag også får betydning for åbningsdatoen for Odder-banen, som er sat til at åbne den 26. november.
Ifølge de senest offentliggjorte planer skulle den første etape fra Aarhus H til AU Hospital i Skejby som nævnt være åbnet nu, hvorefter Odder-banen skal åbne den 26. november og Grenaabanen åbner til foråret, hvor også strækningen mellem Lystrup og Lisbjerg er programsat til at åbne.