Fortsæt til indhold
Aarhus

Borgmester kræver redegørelse efter aflyst letbaneåbning

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) kræver en redegørelse fra Aarhus Letbane på forløbet forud for aflysning af letbaneåbning. Keolis-direktør er rystet over den manglende godkendelse.

»Det er helt utåleligt, at vi står i den her situation, hvor en hel by bringes i forlegenhed.«

Sådan lød den nedslåede tone lørdag middag fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) på en dag, der skulle have været en fest for letbanens åbning, men i stedet blev en kæmpe fuser, da Aarhus Letbane fredag måtte meddele, at den ikke havde fået de nødvendige godkendelser fra Trafikstyrelsen.

Borgmester Jacob Bundsgaard kræver nu en god forklaring.

»Det er dybt skuffende og helt uacceptabelt, og jeg har bedt Aarhus Letbane om en redegørelse, som beskriver forløbet. Det gør jeg også med henblik på at lave en vurdering af, om der skal placeres et ansvar i den her sag,« siger han.

Den her aflysning sætter jo spørgsmålstegn ved, om man er i stand til at løse den her opgave.
Jacob Bundsgaard, borgmester (S)

På spørgsmål, om borgmesteren fortsat har tillid til selskabets ledelse, lyder svaret:

»Det må vi vurdere, når vi har set den redegørelse, vi får fra letbaneselskabet, men den her aflysning sætter jo spørgsmålstegn ved, om man er i stand til at løse den her opgave med den besætning, der er i øjeblikket. Det er komplet uforståeligt, at man på tværs af myndigheder ikke er i stand til at få det her papirarbejde på plads, så vi kan komme ud at køre,« siger Jacob Bundsgaard.

V: Dybt pinligt

Venstres Henrik Arens er på samme bølgelængde:

»Det er dybt pinligt, at letbaneåbningen bliver aflyst dagen før, og vi har nu brug for en undersøgelse af, hvad der er foregået, og hvem har vidst hvad hvornår, herunder også borgmesteren, for man bliver jo lidt mistænkelig, når direktøren tilsyneladende har vidst det i tre dage. Og vi har lige vedtaget en ny etape af letbanen,« siger han, der har følgende svar på tilliden til letbaneselskabets ledelse:

»Det ser ikke godt ud, men nu må vi først afvente en redegørelse.«

Ifølge Aarhus Letbane var det to forhold, der betød, at Trafikstyrelsen sagde nej til godkendelse. Dels et spørgsmål om vedligehold og dels manglende dokumentation af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør, Keolis, har udført.

Direktør beklager

Thomas Friis Brændstrup, adm. direktør i Keolis Aarhus Letbane, siger:

»Vi er dybt rystede over den her aflysning og kede af det på borgernes og letbanens vegne. Vi var med på, at der var udfordringer, men vores erfaring i store projekter er, at vi får godkendelserne løbende og endelig godkendelse til sidst. I den forgangne uge fik vi godkendt uddannelse, regler og planer og licens til at drive jernbane, så der kom en masse godkendelser de sidste dage, men så var vi ikke enige med Trafikstyrelsen om sikkerhedscertifikat. Derfor havde vi lagt nogle forslag frem til vilkår for en godkendelse, som det er set andre steder, og vi troede faktisk på en løsning helt frem til fredag,« siger han.