Portræt af en opgang: Marselis Boulevard 36

De fire boligblokke på Marselis Boulevard strækker sig omtrent 42 meter i vejret og giver beboerne på de øverste etager byens måske bedste udsigt. Herfra kan man – helt ubrudt – skue ud over Aarhus med tagrygge, vand og skov.

Arkitekterne Friis & Moltke designede for mere end et halvt århundrede siden de fire højhuse på 14 og 15 etager, så ingen af dem skygger for hinandens udsyn. Helt unikt set med nutidens øjne.

Lørdag fejrer to af blokkene 50-års fødselsdag – de to andre blev bygget i hhv. 1959 og 1966. Vi bringer i anledning af den runde dag et portræt af en opgang, som, siden den blev indviet i 1967, er undergået en stor forandring i både beboersammensætning og indretning. De første mange år var opgang 36 – ligesom de andre blokke – udlejningslejligheder under ejer Sven Andreasen. Men efter årtusindeskiftet ændrede opgangen karakter. Pludselig blev ledige lejligheder udbudt til salg, og i 2010 var der flere ejere end lejere.

9. tv.: »Vi havde så mange gode venner her«

På 9. etage lukker Ruth Pedersen, eller Musse, som de fleste kalder hende, op og byder indenfor i sin lejlighed med klassisk indretning, som mange unge i dag betaler genbrugsbutikker i dyre domme for at efterligne.

Den 92-årige kvinde er livlig, men kæmper med en dårlig hørelse og sine knæ. Hun har som gammel akrobat og balletdanser problemer med benene og har derfor god gavn af opgangens elevator, der er udstyret en stol, som indbyder til et hvil på vejen op til 9. etage. Det var elevatoren, der gjorde, at hun og hendes nu afdøde mand for 30 år siden flyttede fra deres lejlighed ved Harald Jensens Plads til Marselis Boulevard.

»Min krop har altid gjort skavanker. Som 17-årig havde jeg fået den første knæoperation.«

Selvom Ruth Pedersen selv mener hendes lejlighed kunne trænge til en overhaling, er den imponerende flot – især stuen, der strækker sig fra det ene store vindue med udsigt til vandet i vest til det andet med udsigt ud over tagryggene i øst.

Parret Pedersens datter var allerede voksen og flyttet hjemmefra, da de flyttede ind i lejligheden. Til gengæld boede to af Ruth Pedersens tre børnebørn i en årrække i elevatorafstand. De lejede sig under studierne ind i et par af opgangens etværelseslejligheder – som mange studerende gør.

Med årene er den lune 92-årige kvinde blevet en del af bygningens faldende antal lejere. Når en lejlighed bliver ledig, sættes den til salg. Men Musse er der ikke nogen, der skal smide ud. Hun elsker sin lejlighed og dens udsigt og den historie, der ligger fra mange gode år med manden her – hendes dagbogsskriverier siden 1972 gør, at hun ikke glemmer dem.

Her havde de et levende socialt liv med fire, fem andre ægtepar fra opgangen, de jævnligt mødtes med – noget hun den dag i dag godt kan savne.

»Vi havde mange gode venner her. Men der er flyttet så mange nye ind nu. Jeg kender næsten ingen længere,« fortæller hun, men understreger, at de nyindflyttede alle er søde og hjælpsomme.

7. tv.: »Her er du 100 pct. fri«

På 7. sal ser der helt anderledes ud, end arkitekterne Friis & Moltke havde forestillet sig, dengang de tegnede Marselis Boulevard 36-lejlighederne: stor stue, der strækker sig fra bygningens ene side til den anden adskilt af en delevæg, en gang, der leder til to værelser, og adskilt bad og toilet i lejlighedens midte.

Da Lone Lander og Gustav Pedersen købte lejligheden for tre år siden, rev de meget af indmaden ud og byggede den op fra ny, så lejlighedens store stue fik tilført det klassiske åbne køkken i den ene ende og et gæsteværelse i stedet for køkken.

Det separate bad og toilet gav de en overhaling, men lod ellers stå som oprindeligt, for »så har du gæstetoilet og badeværelset privat«, som Lone Lander fortæller.

Sådan gør mange af de ejere, der flytter ind i bebyggelsen – designer lejlighederne, så de passer til deres situation.

»Vores fokus var på køkken og et gæsteværelse, så der er plads til, at børnene kan overnatte,« siger Lone Lander.

Hun er på efterløn, kæresten Gustav Pedersen på pension.

Parret mødte hinanden på arbejdet i Falck i 1988 og boede indtil for tre år siden i en stor villa i Åbyhøj. Men da børnene på henholdsvis 31, 35 og 41 år for længst er rykket hjemmefra og har fået deres egne børn, begyndte parret for fire år siden at tale om at rykke i noget mindre og tættere på byen. Det har de ikke fortrudt.

»Du er 100 pct. fri her. Hvis du skal på ferie, låser du bare døren. Med et hus er der lidt flere forberedelser,« fortæller Gustav Pedersen.

»Og du er tæt på alting,« supplerer Lone Lander og peger ud på den fantastiske udsigt til skov, strand og centrum, der alt sammen ligger i gåafstand.

Parret kunne godt ønske sig, at den Marselistunnel, der længe har været tale om, blev til virkelighed. For selv om man vænner sig til trafikstøjen, så bliver de tunge lastbiler bare flere og flere på boulevarden. Det sender dog ikke parret ud i nye boligdrømme.

12. th.: »Vi har ikke brug for mere plads«

Over halvdelen af familien er væk, da JP Aarhus banker på i ”bomaskinen” 12 th. ved 18-tiden. Det er kun den mellemste datter Rosa Daugaard Larsen og hendes mors kæreste Jan Bundgaard, der er hjemme til at gå i gang med madlavningen – en ret fra Aarstidernes vegetarkasse. Den yngste datter er på efterskole, den ældste på arbejde, mens mor Lotte Larsen er ude.

Med tre teenagedøtre og to voksne skulle der noget af en ombygning til for at få lejligheden indrettet, så alle kunne være der. Soveværelset blev opdelt i to knapt 10 kvm store værelser og en del af stuen inddraget til køkken, mens der blev sat et ekstra toilet ind, fordi det som Jan Bundgaard siger, ikke ville gå med ét toilet til fire kvinder.

Han er chefkoordinator indenfor 3D-modellering hos arkitektfirmaet C.F. Møller, hvor han mødte sin kæreste, arkitekt Lotte Larsen, for syv år siden. De flyttede sammen i lejlighed og rykkede siden i et 300 kvm stort hus.

Men det blev for tre år siden skiftet ud med ”bomaskinen”, som parret kalder deres ejerlejlighed på Marselis Boulevard.

»Man skal lige vænne sig til at bo så tæt – ja, man skal vænne sig til hinanden på ny. Det er nogle små værelser, men alle er tilfredse,« siger han, selvom det giver parret nogle udfordringer med koordineringen, når en af pigerne har besøg i stuen.

Får de gæster, er der et værelse i kælderen, alle beboere kan leje. Det er helt bevidst, at parret har fravalgt al den plads, de før har haft. For hvad skal de bruge den til?

»Det er fint med mange kvadratmeter og en gildesal i kælderen. Men vi har et værelse hver, en stue og to toiletter. Vi har ikke brug for mere,« siger Jan Bundgaard.

Da de flyttede ind, var den nu 17-årige Rosa Daugaard Larsen det eneste ”barn” i opgangen. Siden er det kommet lidt flere til, men det er ikke mange. Når teenagepigerne i 12. th. er blevet større og flyttet ud, vil parret Bundgaard og Larsen leje sig ind i noget mindre og rejse pengene op.

3. th.: »Jeg har boet her altid«

»Den årlige leje er aftalt til kr. 12.120,00.« Sådan står der på lejekontrakten fra den 6. juni 1967 med Åse Jensens underskrift.

»Jamen, jeg har jo boet her altid,« siger den 84-årige kvinde, da hun åbner døren ind til den 118 kvm store lejlighed, som hun deler med sin mand, Jørgen Jensen. Og hun har vitterligt boet der altid – i hvert fald hvis man regner i bygningens levetid. Åse Jensen flyttede med sin daværende mand og fire børn ind, da 1. og 3. etage i påsken 1967 stod indflytningsklar. Et perifært kendskab til husets ejer Sven Andreasen havde sikret parret en lejlighed i det helt nybyggede højhus. Ikke engang elevatoren var færdigmonteret, da de som de første lejere rykkede ind, og i dag er hun da også den, der har boet på Marselis Boulevard 36 i længst tid.

Siden blev den 14 etager høje bygning hjemsted for familier i alle størrelser, og Åse Jensen husker de første mange år i opgangen som fyldt med liv og børn. Hun blev skilt fra sin daværende mand, kort efter at de var flyttet ind, og boede indtil for 30 år siden alene med børnene i lejligheden. Med halvdagsarbejde havde hun ikke selv meget tid til socialt samvær med de andre beboere – det stod børnene for.

»Mine børn kan huske, at dem, der boede i 34, var lidt finere. Det var dem, der kom fra et hus, de havde solgt, og som var lidt ældre. De ”tålte” ikke larmen og blev sure, når børnene satte pap på cyklerne, så de klakkede, når man cyklede,« fortæller hun.

Hendes tre piger delte lejlighedens store soveværelse, drengen sov i værelset ved siden af køkkenet, mens Åse Jensen sov i værelset i forlængelse af stuen. Siden er børnene flyttet ud, Åse og manden rykket i soveværelset, og væggen mellem køkken og værelse er væltet, men ellers er der ikke sket de store forandringer i lejligheden. Huslejen er dog steget noget, om end de knap 6.000 kr. om måneden ikke virker af meget for den store lejlighed.

Kælderen th.: »Jeg var flov over at få løn for så lidt«

Vicevært Knud Kristensen røg helt ned i kulkælderen, da han for år tilbage af politiet blev bedt om at identificere den kvinde, der havde begået selvmord ved at hoppe ud fra blokken. En del af viceværtsopgaven, som han ikke bryder sig om.

I sine 13,5 år som vicevært i blokken Marselis Boulevard 34/36 har han oplevet to personer, der er sprunget i døden fra den 42 meter høje bygning. Heldigvis begrænser de negative historier fra viceværten sig også dertil.

Ellers lader det til, at jobbet passer som skræddersyet til den 68-årige mand.

Da han mistede sit job som afdelingsleder i en større virksomhed, blev han ansat på prøvetid som vicevært, fordi hans kæreste arbejdede for blokkens ejer.

Efter de tre første måneder måtte han spørge sig selv, om han virkelig kunne have det job.

»Jeg var flov over at få løn for så lidt,« fortæller han om overgangen fra at være afdelingsleder med tusind ting på blokken til jobbet som vicevært, hvor der er lidt mere ro på.

Men han blev ved og elsker det. Noget tyder på, at opgangens beboere heller ikke vil af med ham. Alle de mennesker, JP Aarhus har talt med, nævner den lune vicevært i rosende vendinger.

I de første år boede opgangens vicevært i blokken – i nummer 34, 1. tv., men da Knud Kristensen blev ansat, lå der ikke bopælspligt i jobbet – men han bor kun et stenkast væk.

Han opfatter stedet som sit eget og tilrettelægger arbejdet med græsslåning, tilkald af vvs’er, parkeringsadministration og så videre, så det passer alle bedst. Om det er ejere eller lejere, gør han ikke forskel på. Han kommer i weekenden for at sørge for, at affaldsspandene ikke er fyldt, men så tager han i stedet ud og handler i løbet af en hverdag.

»Jeg har bestemt, at jeg bliver ved, til jeg er 72. Så må vi se. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle bruge min tid på, hvis jeg ikke havde det. Jo, madlavning. Men så bliver jeg for tyk.«