- Opdateret 02/08/2017 kl. 16:02
Aarhus varmer op til VM i sejlsport
Banerne til verdensmesterskabet i 2018 testprøves fra Egå Marina.
Aarhusbugten bliver omdannet til en legeplads for verdens bedste sejlere, når VM i sejlsport kommer til byen i august 2018.
Bølgerne går dog allerede højt i år, hvor Aarhus Sailing Week vil blive afholdt med start fra Egå Marina hver dag fra den 8. til den 13. august. Sejladserne vil foregå som et testevent for VM i sejlsport 2018, og der vil blive benyttet de samme ruter som ved VM.
Formålet med at teste vandene er at sikre, at organiseringen på land og sejlsportsdelen på vand forløber efter planen.
Derudover er det en god mulighed for at lære Aarhusbugten at kende for de mange sejlere, der vil kvalificere sig til VM næste år.
I 2018 vil ca. 1.500 sejlere fra 100 nationer konkurrere i 10 forskellige bådklasser. Der forventes at komme 400.000 besøgende.