Det endelige program for Aarhus Festuge er offentliggjort
Festugen får endnu engang et bredt program, når de aarhusianske gader fyldes med en uges fest.
Om ganske kort tid flytter festen ud i de aarhusianske gader, når Aarhus Festuge endnu engang inviterer til en uges fest og kulturelle indslag fra den 25. august til 3. september.
Arrangørerne har netop offentliggjort ugens program på Aarhusfestuge.dk, hvor det er muligt at danne sig et overblik over begivenhederne
Festugen vil traditionen tro være fyldt med mange musikalske indslag på byens gader og spillesteder, hvor både nationale såvel som internationale artister vil underholde festugefolket. Men programmet vil også byde på mere alternative former for underholdning f.eks. vil der blive opsat en minitogbane i Byparken, hvor det vil være muligt at sidde på sin egen togvogn, mens man bliver fragtet rundt i parken.
Hvis man er et konkurrencemenneske og ferm med en hammer vil det være muligt at få stillet sin lyst under festlighederne, når Det Irske Telt på banegårdsgade inviterer til Aarhusmesterskaberne i søm, hvor Aarhus sande søm-mester skal findes.
På Godsbanen afholdes i løbet af festugen Splittergal Sigøjner Festival, hvor romaernes alsidige kultur vil blive fejret. På festivalen vil det bl.a. være muligt at opleve autentisk sigøjnerdans fra Rumænien og blæseinstrumentmusik fra Bulgarien, mens det tyske cirkus Zirkus Bunderhund fra Berlin vil opføre forestillinger, hvor romaer leverer musikken.
Aarhus kommer til at være fuld af aktiviteter under byfesten, når festugeprogrammets over 1000 begivenheder løber af stablen, hvor arrangøren lover underholdning inden for teater, dans, musik, debat, scenekunst.
»Årets program viser den bredde og alsidighed, som Aarhus Festuge skal indeholde. Der er stjernespækkede forestillinger med internationalt anerkendte navne, men der er også plads til vækstlagene og de ildsjæle, der brænder for at skabe kultur i en mindre eller anderledes målestok. I år er temaet ’Bridging’, og programmet afspejler desuden også den samlende effekt, Festugen har på byen, og der er et væld arrangementer, vi er enormt stolte af at dele og have skabt i samarbejde med byens aktører,« siger direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner i en pressemeddelelse.