»Det er kunstens fornemmeste opgave at få os til at reflektere. Det kan sådan set ikke gøres bedre.«

Tangkrogen dufter som en nymalet stue. Den postkasserøde kontrastfarve, som de seneste dage er blevet hældt ud over græs, buske og træer, findes ikke i naturens egen palet. Den har den tyske kunstner Katharina Grosse tilføjet.

Iført en hvid malerdragt og en beskyttende maske for ansigtet går hun koncentreret frem og tilbage på arealet med en sprøjtemaler og skjuler lidt efter lidt den naturlige forårsgrønne farve på alle græsstrå og buske inden for rækkevidde med et lag kridhvid maling. Synet henleder næsten tankerne til en fremmed planet. Kunstnerens antræk minder om en rumdragt, og med de stærke farver, der camouflerer naturen, kan man i et virkelighedsfjernt øjeblik tro, at man befinder sig på Mars eller i et tegneserieunivers frem for på jordkloden.

Projektet er en del af Aros' udstilling "The Garden", som skal sætte fokus på menneskets sameksistens med og syn på naturen. En mand kan ikke lade være med at grine for sig selv, da han går forbi.

»Når folk maler graffiti på togene, er det hærværk. Men det her er åbenbart kunst. Jeg synes, det er miljøsvineri,« siger han i forbifarten.

Han har ikke lyst til at stå frem i Jyllands-Posten med navn. Det har de to andre kritikere af værket, som avisen støder på bag de stribede afspærringsbånd heller ikke. På de sociale medier har værket ellers fået en hård medfart af mange, som ikke mener, at naturen og dens beboere skal lide i kunstens navn.

Vagterne i gule refleksveste, som sørger for at holde gæsterne på afstand, så de undgår stænk af maling på tøjet, svarer beredvilligt på spørgsmål fra mennesker, som vil vide, hvilken maling, der bliver brugt, og hvad kunstværket egentlig skal gøre godt for. Andre henvender sig blot for at sætte ord på deres undren.

Mange af dem, som stopper op for at sludre, har dog roser til overs for værket, fortæller vagterne. Heriblandt 66-årige Åge Voigt, som mandag formiddag er kørt »helt fra Herning«, for at se giraffen. Han kommer selv fra en by, hvor lort på dåse er blevet udstillet som kunst, og han kalder værket for »banebrydende«.

Han undrede sig, da han til morgen så værket i fjernsynet, men efter at have oplevet det i levende live, er han ikke i tvivl.

»Der er slet ikke tale om hærværk. Det er en provokation. Hvis vi ikke bryder nogle grænser en gang i mellem, kommer vi jo ikke ud af starthullerne. Vi har nogle forskellige holdninger til tingene, som vi er låst fast i, og det her mener jeg er med til at bryde det lidt. Jeg kan godt lide, at Aarhus er en af de byer, hvor man tør lave noget, der er anderledes,« siger han.

Værket sætter tankerne i gang om, hvordan vi behandler naturen. Det nævner flere af de forbipasserende.

»Det er kunstens fornemmeste opgave at få os til at reflektere over vores egen samtid. Det kan sådan set ikke gøres bedre,« lyder det fra 65-årige Bjarne Togsverd, som til daglig har base i København.

Mændene, som står ved hans side og betragter den stive, bolsjefarvede græsplæne på afstand, nikker. Om det er kønt, er en smagssag, men kunst er det, mener Nils Mielke, som er 69 år, fra Aarhus og folkepensionist.

»Det er fantastisk. Det får mig til at tænke meget på, hvad der sker med vores natur - også hvad vi gør hjemme i vores haver. Hvordan behandler vi naturen, hvad smider vi i den, og hvordan kan vi sikre, at den stadig ser ud som den smukke natur, vi gerne vil have, i fremtiden? Hvis vi fortsætter med at smide en masse pesticider og ting og sager i den, kan det være vi får en natur, der er meget forandret. Uden liv, sommerfugle, bier og blomster. Det er jo ikke en skovsø eller noget skønmaleri, men det er stof til eftertanke, og det er også kunstens formål,« siger han.

Selvom det er mandag formiddag, er der en del tobenet trafik ved værket. Pensionister på formiddagsudflugt, børnehaver og udenlandske gæster bliver lokket til af det unaturlige farveorgie. Rundt omkring kan man smuglytte til indbyrdes diskussioner om sprøjtegift, grundvand og ikke mindst kunstværkets effekt på naturen.

»Her er det så synligt, at der bliver forurenet, men det er jo et meget lille område, man griber ind i, i forhold til den forurening, der foregår i resten af vores land og på hele kloden. Hvis det skal være der i to måneder og bliver fjernet, har det måske haft en rigtig god mission. Nogle gange skal det måske være meget synligt, for at folk tænker over, hvad vi gør ved vores natur,« siger Bente Christensen, som er 64 år og tidligere folkeskolelærer.

Aros har lovet, at der ikke vil være spor af værket, når det bliver fjernet. Græsset vil blive fjernet og erstattet, og det samme vil træerne, hvis de viser sig at tage skade af behandlingen.