Fortsæt til indhold
Aarhus

Radikal viceborgmester ryger af stemmesedlen

Anne Nygaard (R) har valgt ikke at stille op til næste byrådsvalg, efter hun ikke kom på partiets liste over spidskandidater.

Det Radikale Venstres kandidater til næste byrådsvalg er nu offentliggjort. Partiets viceborgmester i Aarhus Kommune, Anne Nygaard, er ikke på listen over de fem øverste kandidater, og derfor har hun valgt ikke at stille op til valget, oplyser Århus Stiftstidende.

Anne Nygaard har tidligere givet udtryk for, at hun meget gerne vil genvælges til endnu fire år i byrådet, og derfor er hun meget skuffet over, at hun ikke er endt blandt de øverste kandidater.

Listen over partiets spidskandidater blev afgjort i weekenden ved et opstillingsmøde, og på listen er nuværende kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, Ouafa Rian, Eva Borchorst Mejnertz, Andreas Gram Drachmann og Jakob Lavrsen.

Ved byrådsvalget i 2013 var Anne Nygaard nr. 4 på partiets liste over kandidater, men endte med at sikre sig i en plads i byrådet med 1.325 personlige stemmer. Ved konstitueringen fik hun posten som 1. viceborgmester.

I alt har Det Radikale Venstre 18 kandidater til næste byrådsvalg.

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook