Rasmus – et barn, der ikke kan sidde stille

Alt tegnede trygt og godt, da den seksårige Rasmus Fleischer efter sommerferien 2011 begyndte på Rosenvangskolen i Viby. I børnehaveklassen var der flere børn, han kendte i forvejen, og på første skoledag sad Rasmus ved siden af en kammerat, som havde været hans bedste ven siden dagplejen.

Moderen, Nauja Fleischer, husker, at hun havde en god fornemmelse og store forventninger til sønnens skoletid.

»Det skulle have været et fedt forløb, men allerede efter 14 dage blev han smidt uden for døren. Velkommen i skole,« fortæller Nauja Fleischer.

I dag er Rasmus 11 år og går i 6. klasse. Han skulle egentlig have været i skole den dag, vi taler med moderen, men han ligger i sin seng i hjemmet i Kongsvang. Nauja Fleischer kunne ikke vække sønnen til morgen, fordi han har spillet på sin tablet i nat.

Men det betyder ikke så meget. Rasmus har haft lange pauser fra skolegangen, og en dag fra eller til gør ikke den store forskel.

»Det er kørt helt af sporet,« erkender Nauja Fleischer.

»Hele hans skoleforløb har været op ad bakke.«

Ved skolestarten havde hun ingen anelse om de problemer, der ventede hende og sønnen. Derhjemme havde Rasmus været en stille dreng, men i skolen var han urolig og kunne ikke sidde stille, lød beskeden under de mange samtaler med skolens personale.

»I de første år var Rasmus en dreng uden en diagnose, og så kan man let tro, at den måde, han opfører sig på i skolen, skyldes, at noget derhjemme ikke fungerer. Omvendt mente jeg, at der ikke blev lavet de rigtige løsninger i skolen,« husker hun.

Det endte med, at Rasmus blev taget ud af skolen allerede i børnehaveklasse og gik hjemme i en længere periode. Efter nytår 2012 begyndte han på en ny skole, og moderen forventede, at problemerne nu ville løse sig.

»Det var en skole med en god innovationsprofil og børn med forskellig etnisk baggrund, og det var fint, når han nu skulle vokse op i en globaliseret verden. Jeg talte godt med den pædagogiske leder, og Rasmus kom i en klasse med kun 20 elever, hvor der i den gamle vist var 28.«

Smed sig på gulvet

Rasmus’ adfærd vakte dog også her bekymring. Han rendte rundt og legede, når de andre børn sad stille og arbejdede, og midt i timerne kunne han finde på at smide sig på gulvet. Moderen og den pædagogiske leder blev enige om, at han nok bare var kommet lidt for tidligt i skole og ikke var færdig med at lege endnu. De besluttede derfor, at Rasmus skulle gå 0. klasse om.

»Det gav god mening, og så håbede vi på, at det løste problemerne. Der blev også givet nogle støttetimer, men det blev der ikke ro af. Der var mange personaleudskiftninger, og der var mange diagnosebørn, så der var gang i den. Jeg fik mange gange at vide, at Rasmus ikke kunne sidde stille på stolen.«

Mistanken om, at Rasmus måske havde et skjult handicap, nagede.

Da den hidtidige vejledning fra børne- og ungeforvaltningens pædagogiske rådgivning, PPR, ikke havde bidraget til en forbedret skolegang, besluttede Nauja Fleischer i foråret 2013 at få sønnen udredt på børnepsykiatrisk afdeling i Risskov. Hun betalte selv for endnu en udredning hos Motorikhuset i Højbjerg, som er en privat institution for børn og unge med problemer med sanseintegration og motorik.

Begge steder var konklusionen, at Rasmus var autist.

»Jeg bankede panden i bordet, for jeg vidste intet om autisme, og jeg havde ikke tænkt i de baner. Herhjemme i de overskuelige rammer var han et helt andet barn – stille og rolig. Jeg blev nærmest småparanoid,« husker hun.

Nauja Fleischer ville have sin søn på Langagerskolen, fordi det er en specialskole for elever med autisme og adhd, men det kunne ikke lade sig gøre så hurtigt. Andre forsøg på at finde en alternativ skoleplacering strandede, fordi lærerne i foråret 2013 var ramt af lockout. Skolen oprettede derfor et lille hold for Rasmus og en anden dreng med adhd, men så indtraf igen nogle uheldige omstændigheder, erindrer Nauja Fleischer.

Den pædagogiske leder, der havde kørt sagen, skiftede skole. I stedet overtog en sfo-leder, som blev fyret efter lockouten.

»Jeg blev vanvittig utryg i det forløb og tæppebombede PPR med telefonopkald for at få min søn videre. Det endte med, at han blev visiteret til en specialklasse på en ny skole i den anden ende af byen.«

Skoleskift uden succes

Rasmus begyndte den 20. november 2013, men hans skoleskifte håndteres ifølge Nauja Fleischer helt forkert.

»Min søn har aldrig gået i 1. eller 2. klasse og har kun modtaget sporadisk specialundervisning. Da han begyndte på den nye skole, gik han direkte i en 3. klasse. Normalt er der syv-otte børn i en specialklasse, men i den her klasse var der 11, fordi Aarhus Kommune på det tidspunkt manglede specialtilbud.«

Skoleskiftet blev ingen succes.

Rasmus kunne ifølge moderen ikke falde til, fordi der manglede faste rammer. Ikke alene var der en stor udskiftning af medarbejdere med mange vikarer til følge. Forholdene kompliceredes også af, at elevsammensætningen løbende blev ændret, og at børnene måtte skifte klasselokale og sfo-lokale. Det gav uro og mange konflikter.

Blev kaldt kineser

»Min søns far og jeg er begge halvt grønlændere, og nogle af de andre børn begyndte at kalde min søn for kineser. Han er sent udviklet sprogligt og fik derfor ikke svaret igen, så han kom hjem og havde totalt meltdown. Han fortalte ingenting, lukkede sig inde i sig selv og fik en mild form for skolevægring.«

Nauja Fleischer, der allerede flere gange i forløbet havde været ramt af stress, gik selv ned med flaget.

»Jeg kunne ikke stå på benene længere. På det tidspunkt havde jeg søgt aflastning til mit barn i næsten halvandet år. Jeg brændte så meget sammen, at jeg i januar 2015 måtte have ham akut af sted på Stensagergården (aflastningstilbud til familier med børn med psykiske og fysiske handicap, red). Her var han i 10 døgn,« fortæller hun.

Nauja Fleischer blev tilbudt 91 døgns årlig aflastning til Rasmus på døgntilbuddet Heimdal for unge med adhd og autisme. Heimdal var imidlertid midt i en flytteproces fra Åbyhøj til Brabrand, så Rasmus kunne først komme i aflastning, når flytningen var gennemført. Da Rasmus endelig i marts 2015 kom ind, så opholdet til gengæld ud til at have en god effekt på ham.

Rasmus havde da allerede fået flere undervisningstilbud, men alle bestræbelser på at give drengen et stabilt skoleforløb havde været forgæves. Selv om moderen ikke kan anklage kommunen for ikke at foretage sig noget, mener hun alligevel, at tilbuddene har været utilstrækkelige.

»Min oplevelse er, at personalet ikke har den tilstrækkelige specialpædagogiske uddannelse til at håndtere de her børn med kognitive handicap. Og man kan som forælder ikke kvalitetstjekke de tilbud, man får. Man får bare et indstillingspapir fra PPR, hvor der står, at skolen har erfaring med autisme.«

Skole-hjem-samarbejdet har også i mange tilfælde været mangelfuldt, mener hun.

»Jeg skal have en overlevering fra skolens medarbejdere om, hvordan dagen er gået, for min søn kan ikke selv begynde at fortælle noget om sin skoledag, når han kommer hjem. Det nytter ikke noget, at de bare i kontaktbogen skriver ”god dag”, for så får jeg ikke åbnet min søn. Hvis ikke vi får snakket om, hvad han har oplevet, og hvad han har af følelser, brænder han sammen,« fortæller hun.

Elevplan blev ikke fornyet

»Der er så meget, der ikke har fungeret. Rasmus har f.eks. haft den samme elevplan i to et halvt år, og man skal som minimum have en ny hvert år. Jeg har også forgæves efterspurgt individuelle sociale mål for min søn.«

Rasmus virkede ifølge moderen til at være faldet godt til med aflastningen på Heimdal, men for et år siden – den 7. marts 2016 – brændte det hele sammen endnu engang.

»Min søn var lige begyndt at trives med alle de her omskiftninger, da en stakkels pige, som har det rigtig skidt, sparkede ham i ryggen en torsdag, hvor han skulle være der til mandag morgen. På grund af hende blev alle børnene sikkerhedsflyttet til en anden afdeling om fredagen.«

Da Rasmus om mandagen blev sendt i skole i taxa, var han ifølge moderen så påvirket af situationen, at han nægtede at stige ud ved skolen.

»To medarbejdere lavede så en magtanvendelse, da de trak ham skrigende ud af taxaen. Det gik helt galt, og efter min mening blev det håndteret forkert. Samtidig var der igen et par drenge i skolen, som drillede min søn, så han gik fuldstændig i sort og fik alvorlig vægring og ville hverken til Heimdal eller i skole.«

»Jeg prøvede forgæves at få det til at hænge sammen i fire måneder og måtte til sidst opgive og trække Rasmus ud af skolen igen og bede om at få ham revisiteret til et andet specialundervisningstilbud i juni 2016. Den daværende PPR-psykolog og jeg fik også lavet en rigtig fin indstillingsrapport, men på det tidspunkt af året kunne man ikke lige få kabalen til at gå op. Desuden stoppede psykologen med at arbejde på PPR,« fortæller hun.

»Da havde jeg siddet til et utal af netværksmøder og skældt og smældt for at få ordentlig læring til min søn. Når elevplanen f.eks. ikke var velfungerende, blev jeg enormt utryg, da der så ikke var noget konkret at samarbejde med.«

I efteråret fik Nauja Fleischer desuden økonomiske problemer. Hun blev ramt af kontanthjælpsloftet og mistede 2.700 kr. i boligstøtte om måneden.

Rasmus’ far har heller ikke kunnet hjælpe. Han har stiftet ny familie og kan af personlige årsager ikke tage del i sønnens opvækst.

Nauja Fleischer føler derfor, at hun langt hen ad vejen har kæmpet en ensom kamp for en søn, som – selv om han nu er mere end halvvejs i skolesystemet – har fået et minimalt udbytte af de undervisningstilbud, han har fået. Der er også fortsat sket magtanvendelse over for Rasmus ved flere lejligheder. Senest tirsdag før vinterferien. Nauja Fleischers vurdering er, at det var unødvendigt, så hun har igen haft Rasmus hjemme, da hun endnu engang har været utryg ved skoletilbuddet og i tvivl om, han skal fortsætte derude.

»Den nuværende PPR-psykolog har gjort meget – også mere, end man normalt ville kunne forvente. Og det har været en god oplevelse. Men forløbet har også denne gang været ustabilt. Jeg har måttet sende min søn tilbage til den samme skole, jeg ikke var tryg ved, og blev selv syg, samtidig med at økonomien bare sejlede,« opridser hun situationen.

»Den 2. december viste det sig så, at min søn er ordblind. Det har jeg brugt et helt skoleår på at få nogen på skolen til at undersøge, men hverken skolens medarbejdere eller den daværende PPR-psykolog i hele det skoleår har lyttet til, at jeg som forælder pegede på, at der var noget, der ikke fungerede læringsmæssigt.«

Stadig på kontanthjælp

De mange problemer og det store arbejde med sønnen har ifølge Nauja Fleischer været årsag til, at hun selv er blevet fastholdt i kontanthjælpssystemet og ikke er kommet videre med sit eget liv.

»Som mor til en autistisk dreng har jeg det, som om jeg er leder af en mellemstor virksomhed. Det har været en lang kamp med masser af møder og konflikter, og jeg kan desværre kun agere på to måder – enten kæmper jeg og rykker hovedet af folk, eller også løber jeg min vej, og så ender jeg som Maude Varnæs i min seng i dagevis. Det er ikke på nogen måde optimalt for min søns trivsel.«

Nauja Fleischer mener, at skolesystemet mangler de nødvendige ressourcer til at tage vare på børn med alvorlige psykiske diagnoser.

»Jeg har oplevet en langsommelighed og træghed i systemet. Det fungerer ikke, og vi taber nogle børn. Og for mig er det simpelthen det værste, at jeg ser mit barn spilde sit liv,« siger hun opgivende.

»Hvis jeg skal se fremad, så kommer min søn til at humpe sig igennem og kommer ikke til at bidrage til det her samfund. Det havde han ikke behøvet, hvis han var blevet mødt med de rette specialpædagogiske kompetencer fra starten.«