Kan de ikke lide østers?

Kan de ikke lide østers?

Juliana Engberg ryster på hovedet, så hendes viltre, grå hår stritter mere end sædvanligt. Hun forstår det ikke.

»I har de fineste østers her i landet, hvorfor i al verden vil I så hellere importere nogle fra Frankrig? Det er jeg skuffet og overrasket over.«

Det er til gengæld nærmest det eneste, der har skuffet den australske programdirektør for Fonden Aarhus 2017, der står for kulturhovedstadsåret, efter at hun i 2015 flyttede fra Melbourne i Australien til Aarhus.

Jo, der er måske lige det med, at Badeanstalten Spanien ikke åbner kl. 6, så hun kan nå at tage en morgensvømmetur, inden hun skal på arbejde. Men det er til at leve med, når man nu er så heldig at bo i så cool en by som Aarhus, mener hun, tager en slurk af det varme vand, hun har i glasset foran sig – når hun ikke kan få så god kaffe som i Melbourne, nøjes hun bare med vand - og begynder at fortælle om sit indtryk af sin nye by.

En glad by at bo i

»Aarhus er en glad by at bo i. Jeg elsker at gå tur i den og i skoven. Jeg kører ikke bil her, alene det er afslappende. Jeg går rundt, hver dag – på indkøb, på arbejde, hvor jeg nu skal hen. Det er jeg ikke den eneste, der gør; folk forekommer mig at være ret aktive her,« siger hun.

»Der er mange fordele ved at gå rundt – man bliver involveret i byen på en anden måde. En dag gik jeg fra caféen på Kvindemuseet – jeg elsker det sted – og kom forbi domkirken. Jeg kunne høre sang, så jeg gik ind, satte mig ned og bare lyttede. Det var et kor, der øvede, og sikken oplevelse det var at høre på. Det er jo skønt helt tilfældigt at opleve den slags. Det ville ikke være sket i Melbourne, for der ville jeg jo have siddet i min bil.«

Hun går også tit ud i Dyrehaven.

»Det må jeg sige: Det er et fantastisk sted, nærmest magisk. Jeg har aldrig før oplevet sådan et sted så tæt på en by. Jeg sender alle mine gæster derud – når de kommer tilbage, er de helt blæst bagover. Dyrene, som man kan klappe, haven i sig selv, skoven og vandet. Det er bare så smukt, noget af det mest unikke, jeg har oplevet,« siger hun og mener, at det danske sprog slet ikke slår til, når det skal beskrives.

For det er ikke bare »dejligt«, siger hun. Der skal bruges et ord med mange flere lag a la det engelske delightful.

Potentiale til mere

I det hele taget forekommer Aarhus hende at være en meget ærlig by, som hviler i sig selv, men godt ved, at der er potentiale til mere.

»Det er det, der skal udnyttes nu med kulturhovedstadsåret. Næste år skal vi sige, at vi gjorde noget sammen i 2017, og at vi nu skal arbejde videre med det fremover.«

For blot et par år siden havde hun nu ikke tænkt tanken, at hun skulle flytte til Aarhus. Hun boede i Melbourne med sin partner og havde et fedt job som kunstnerisk direktør for Acca, Australian Centre for Contemporary Art, hvor hun trivedes og tog sig tid til også at arbejde med festivaler i andre byer og lande.

Giv plads til de unge

Men så bankede Danmark på døren.

»Det sker jo ikke hver dag, men timingen var fantastisk. Jeg havde været der i 13 år og syntes, at det var tid til nye udfordringer for mig og tid til at lade en ny generation komme til,« siger den 58-årige Juliana Engberg.

»Det er min filosofi. På et tidspunkt skal man overgive noget af kontrollen til de yngre på holdet, hjælpe dem og give dem rum til at løse opgaverne. Man skal fortsat være leder, men man skal ikke træde ud, men derimod et skridt op.«

Dertil kom hendes danske forbindelse.

»Min far var fra Danmark, så på en måde har jeg altid følt mig lidt dansk. Han blev født i Fredericia, blev sendt ud at tjene på en gård som 14-årig, men stak af og sneg sig om bord på en båd i Aarhus Havn i starten af 1930’erne. Han blev først opdaget, da de var nået til Norge. Kaptajnen løste problemet ved at give ham arbejde på skibet, og så sejlede han de næste mange år, indtil han landede i Melbourne, hvor han mødte min mor. Resten er historie.«

Faderen var passioneret dansker, fejrede jul, spiste danske oste, drak akvavit og fortalte sin datter om det lille land på den anden side af kloden. Han mente dog, at Australien var det bedste sted at være.

Han genoptog efter nogle år kontakten til sine forældre, så som 16-årig besøgte Juliana Engberg dem for første gang.

»Jeg var også i Aarhus med dem. Jeg kan huske turen – mine bedsteforældre røg i bilen, så det var til at blive dårlig af, og pakkede bilen så tæt, at jeg troede, at vi skulle på en længere rejse.«

En unik mulighed

Den del af Juliana Engbergs historie kendte man ikke til i Aarhus, da hun blev ringet op. Men for hende passede det som fod i hose, selv om hun på ingen måde havde set det komme: Det faldt helt naturligt at vende tilbage til hendes fars fødeland og arbejde med den kultur, han voksede op med.

Ikke et sekund har hun fortrudt, at hun og hendes partner rykkede teltpælene op, lejede huset i Melbourne ud og erstattede det med indtil nu fem forskellige fremlejede lejligheder i Aarhus.

»Det er ikke mange, der får lov til at arbejde på den måde med en europæisk kulturhovedstad. Det er en unik mulighed – og yderst fornøjeligt,« siger hun.

»Det kræver et særligt mindset at gå ind i sådan en projekt – det er som et maratonløb. Man ved, at det ender, men vejen derhen skal planlægges i detaljer, og man skal holde sig selv og sit team motiveret. Jeg føler, at jeg her kan samle alt det, jeg har arbejdet med hidtil, bruge alle mine erfaringer. Da jeg arbejdede i Melbourne, ville jeg gerne bringe alt dertil, gøre byen til en international, kulturel destination. Jeg vil det samme her: bidrage til, at man ude i verden tænker på Aarhus som en destination, som man ikke bare kan besøge, men også slå sig ned i for at bo og arbejde.«

Besøg af kunstnere

»Helt konkret skal det udmønte sig i, at kunstnere kommer hertil og arbejder sammen med lokale kunstnere i et kreativt værksted,« siger hun.

»De skal ikke bare dumpe herned, som kom de med en faldskærm, de skal arbejde sig ind på byen, arbejde med flere og skabe et kreativt netværk.«

2017-fonden har allerede en aftale med multikunstneren og musikeren Anohni, der skal være ”Artist-in-Residence” i Aarhus i år. Hun skal indspille musik med Aarhus Symfoniorkester, udvikle nye værker, præsentere en række udstillinger som billedkunstner og medskaber forskellige steder i byen og optræde i musikhuset.

Juliana Engberg strutter af energi, som hun sidder der på sin arbejdsplads i Dokk1 med udsigt over by og havn. Hun taler om byens farver og om dens historie – »det er en særlig fornemmelse at gå i vikingernes fodspor« – og er begejstret for Dokk1-kunstværket Gong, der giver lyd, hver gang et barn fødes i Aarhus.

Hun er så klar til at tage fat på kulturhovedstadsåret og få alle planer og programmer til at gå op i en højere enhed.

»Timingen er perfekt for Aarhus. Det er godt planlagt, at man søgte om at være både kulturhovedstad og gastronomisk region og ovenikøbet byggede steder som Aros, Moesgaard Museum og Dokk1. Det er klogt af en by at planlægge fremtiden på den måde.«

Hun har altid selv lagt planer for sig for og sin karriere.

»Jeg har investeret en del i min egen, professionelle udvikling. Dette er mit råd til unge mennesker: Invester i dig selv, anstreng dig, så skal det nok lykkes. Du skal ikke vente på, at andre betaler eller gør det for dig. «

Programdirektøren føler sig så godt tilpas på disse breddegrader, at hun nok bliver i Europa, når hun i april næste år er færdig i Aarhus.

»Det kunne være interessant at blive i denne del af verden. Tage tid til mig selv, hænge ud i Europa, skrive en kriminalroman – jeg har altid elsket at skrive. Inden da har jeg en mission: Jeg vil få danskerne til at kunne lide østers,« smiler hun.

Endnu vigtigere er det dog at få os alle til at tage del i kulturåret.

»Træd ud af komfortzonen, og gør noget, du ellers ikke ville have gjort. Spark til din nysgerrighed. Gå ikke glip af en enestående mulighed i et enestående år.«