Genfødt som dansker
Hüseyin Arac betragter den dag, da han kom til Danmark, som sin rigtige fødselsdag. Svinekød kommer han aldrig til at spise, men at støtte kønsadskilt svømning vil han ikke. Vi skal værne om vores fællesskab, siger det socialdemokratiske medlem af byrådet.
Da Hüseyin Arac kom til Danmark fra Tyrkiet i 1972, var der ingen sagsbehandler til at tage imod.
»Jeg kunne hverken sige kuk, dav eller bøv, men efter to dage var jeg da i arbejde«, griner Hüseyin Arac, der nogle årtier senere blev første medlem af Folketinget med tyrkisk baggrund.
Den historie skabte overskrifter i de tyrkiske medier – og gjorde hans gamle far stolt, fortæller den i dag 60-årige mand og smiler ved tanken.
Nogle siger, jeg kunne have klaret mig lige så godt andre steder i verden, men det tror jeg ikke.
Hüseyin Arac synes, at det har ændret sig alt for meget siden, og at de flygtninge og indvandrere, der i dag kommer til Danmark, bliver modtaget med for få krav.
»De danske myndigheder anser dem for stakkels, svage, tunge og dumme. Men hvis du kan finde vej til Aarhus over Kaukasus’ bjerge eller gennem Afrikas ørken, så er du ikke svag. Det er mennesker med en stærk karakter og ressourcer, som har taget en stor beslutning i deres liv, og sådan skal vi også behandle dem,« siger Hüseyin Arac, der straks vil have de nytilkomne i job.
Hård linje
Hüseyin Arac tager imod på Gellerup Bibliotek, hvor han arbejder som tyrkisk-talende vejleder på Folkeinformation – en lokal afdeling af Aarhus Kommunes Borgerservice, som skal imødekomme de etniske grupper i Gellerup Parken: Hans kolleger taler bl.a. arabisk og somalisk. De rådgiver om alt fra at skrive børn ind i skolen til at søge boligstøtte.
Er det ikke lidt paradoksalt: Du siger, at det er vigtigt, at flygtninge og indvandrere lærer at klare sig selv, men du arbejder et sted, der giver særbehandling?
»Jo, men jeg har også ry for at være hård,« griner Hüseyin Arac.
»Jeg yder hjælp til selvhjælp. Jeg sætter folk ved vores selvbetjeningsmaskiner, og så må de selv i gang, men de må selvfølgelig gerne spørge undervejs,« klukker han.
Et liv som godsejer
Det var farens idé, at han kom til Danmark. De to var nogle af de første tyrkere i Aarhus og er faktisk i dag en del af udstillingen om de såkaldte fremmedarbejdere i Den Gamle By.
»Min far havde hørt, at man kunne blive mangemillionær ved at arbejde i Vesteuropa. Han snakkede også hele livet om at vende tilbage til Tyrkiet og spille godsejer. Han ville tjene penge til at købe en traktor og en lille købmandsbutik, så vi ikke behøvede være i Danmark,« siger sønnen.
Hüseyin Arac kom dog først til at følge sin far hjem, da farens aske for nogle år siden blev begravet i deres hjemby, Kozluca, hvor moren allerede var stedt til hvile.
Han kom til at holde af livet i Danmark, selvom det var hårdt at være arbejdsdreng på Jernstøberiet Dania: Hüseyin Arac ruller sit skjorteærme op og viser, hvordan flydende varmt jern mange gange ramte ham og – trods kraftigt sikkerhedstøj – efterlod brændemærker, der i dag ses som mørke plamager på huden. Efter endt arbejdsdag boede han og faren på 15 kvm i Øgadekvarteret – uden køkken og bad.
Alligevel så han hurtigt et potentiale i livet her, og det samme gjorde resten af familien. Hüseyin Arac har i dag fem søskende bosat i Danmark, en enkelt søster er flyttet til Holland.
»Kollegerne smilede og var venlige over for os udlændinge. Vi var nogle eksotiske nogle – og pigerne stod ved p-pladsen og ville gerne snakke med os efter arbejdsdagen. Jeg oplevede en god modtagelse – tingene var meget anderledes end i dag,« fortæller han.
»Jeg føler, jeg gjorde min pligt, og så fik jeg belønning i form af løn og accept i samfundet. Senere er der kommet nogle til landet, som vil have penge og ikke har opført sig ordentligt. Det bliver til historier i medierne, det er jo pressens opgave, og de historier er vi andre så desværre med til at betale omkostningerne for,« sukker han.
For mange tyrkere
Han kunne lige så godt være blevet dansk gift, mener Hüseyin Arac, for han havde flere danske kærester, inden han på en sommerferie i landsbyen gennem sin far friede til naboens datter, Nafíye, som takkede ja. Hendes far og brødre boede og arbejdede allerede i Odense. Selv kom Nafíye til at arbejde i ældreplejen.
En lettelse for faren, der var bekymret for sønnens fordanskning. Allerede efter de første par år på Jernstøberiet Dania syntes Hüseyin Arac, at der var for mange tyrkere til, at han kunne forbedre sit danske. Som 17-årig flyttede han alene til Solbjerg for at tage et nyt job. Han meldte sig ind i den lokale fodboldklub og tog bussen ind til Aarhus C på aftenkursus i dansk.
Det blev en skønsom blanding af både det danske og det tyrkiske, da det nygifte par fik sit første fælles hjem i Bispehaven – akkurat som børnenes navne: Alan Gürkan og Susan.
Sønnen Alan arbejder i dag som it-specialist for Atea i Aarhus; datteren Susan, der som sin far har siddet i Aarhus Byråd, er læge på Glostrup Sygehus og mor til to børn på hhv. tre år og fire måneder.
»Vi valgte navnene, fordi de ikke er fremmede i Danmark – og det er samtidig verdensnavne. De skulle føle sig hjemme her og alle andre steder,« siger han.
En multikulturel familie
Selvom familien er muslimsk og aldrig selv har fejret kristen jul, markerede de, da børnene var små, f.eks. altid juleaften med familiemiddag og gaver til børnene, der ikke skulle være anderledes end kammeraterne. I dag holder ægteparret Arac typisk jul som gæster hos danske venner.
»Jeg har altid sagt til mine børn, at de skal tage det bedste fra alle kulturer og bruge det. Accept og gensidig respekt er vejen frem,« pointerer han.
Børnene må have hørt godt efter. De har i dag begge fundet livsledsagere, der har bragt endnu flere kulturelle forskelligheder ind i familien – sønnen er gift med en tysk-makedoner og datteren med en fransk-algerier. Og Hüseyin Arac kan godt bekymre sig om, om børnebørnene nu også kan holde styr på alle de sprog? Selv taler han tyrkisk med de små for at holde fast i de tyrkiske rødder.
Med sin livserfaring tror han på, at der er mange måder at være dansk på – og her behøver omdiskuterede emner som svinekød og tørklæder ikke være et tema: Det må folk selv om.
»Man skal ikke forlange af muslimer, at de spiser svinekød. Det ville være ligesom at bede danskerne om at spise kattemad. Det er bare ikke en del af kulturen her, vel?« griner han.
»I min familie har kvinderne ikke gået med tørklæde, men tørklæder er ikke afgørende for integration. Det duer bare ikke, hvis nogen har ansigtet helt dækket til, så buschaufføren ikke kan genkende ansigtet på buskortet,« siger han pragmatisk.
Vigtigst er at tage del i fællesskabet og bidrage til fælleskassen ved at være i job – derfor er Hüseyin Arac heller ikke tilhænger af svømmehold kun for kvinder med nedrullede gardiner og låste døre, fordi han ser det som et udtryk for social kontrol og religiøse dogmer, der fastholder et parallelsamfund. Kvindehold under mere afslappede former, hvor en mandlig livredder f.eks. godt kan komme igennem hallen uden stor opstandelse, hilser han velkommen.
»Det er at gøre de her piger en bjørnetjeneste. Det er ikke integration. Det er heller ikke integration, hvis du sendte indvandrerbørn i en specialklasse – vi skal blande os, ligesom vi gør på skolerne i Aarhus. Med sådan en løsning er vi med til at holde kvinderne fast i gamle traditioner – uden for fællesskabet,« siger han, der ønsker sig mange flere indvandrerkvinder i arbejde.
Genfødt i Danmark
Selv føler Hüseyin Arac sig både tyrkisk og dansk – men nok alligevel mest dansk.
»En gang om året er jeg på sommerferie i Tyrkiet, men efter tre uger kan jeg ikke holde det ud og skal hjem til Danmark. Jeg kender ikke så mange mere, og vi har mest vores skoleminder til fælles,« siger han.
Da han blev født i Tyrkiet, registrerede myndighederne blot årstiden – ikke selve dagen. Folkeregisteret noterede i sin tid hans ankomstdato til Danmark som den 15. oktober, og det opfatter han i dag som sin fødselsdag.
»Der fik jeg et nyt liv,« konstaterer han.
»Nogle siger, jeg kunne have klaret mig lige så godt andre steder i verden, men det tror jeg ikke.«