Fortsæt til indhold
Aarhus

»Jeg er glad. Jeg bliver helt rørt«

Med det nye budgetforlig tilfører Aarhus Kommune 47,5 mio. kr. til voksne med handicap. Mohamed Abdollahi Mohamed håber, at det kan skabe mulighed for flere udflugter.

Tobias Hansen Bødker Jonas Hvid Esben Larsen Mikkelsen

Den 31-årige Mohamed Abdollahi Mohamed tænker lidt over ordet.

»Det er f.eks. at rejse. Eller at tage på ture,« siger han, da han sætter ord på, hvad frihed betyder for ham.

Med en historik af epileptiske anfald og migræne bor Mohamed Abdollahi Mohamed til daglig i bofællesskabet Hjortshøj lidt uden for Aarhus, hvor han sammen med andre voksne med udviklingshæmning kan få hjælp og støtte fra handicaphjælpere og pædagoger.

Men han kunne godt tænke sig lidt mere af den frihed i hverdagen, forklarer han. Da han tidligere arbejdede på et beskyttet værksted i Hasle, tog pædagogerne ham med på ture og rejser. Men værkstedet lukkede på grund af besparelser.

Og rejserne savner han.

Derfor er han glad for, at forligspartierne bag Aarhus Kommunes budget for 2017 fredag besluttede at tilføre 47,5 mio. kr. til området for voksne med handicap.

»Det er jeg meget glad for. Jeg bliver helt rørt,« siger Mohamed Abdollahi Mohamed, der ikke er i tvivl om, hvad han gerne vil have, at pengene bl.a. skal gå til:

»Jeg håber, at pengene betyder, at vi kan undgå flere lukkede steder og tilbud, og at vi kan komme mere ud med en handicaphjælper.«

Lettet rådmand

Social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) er lettet over tilførelsen af midler.

»Vi stod til at skulle gennemføre nogle meget store forringelser for mennesker med handicap i den nærmeste fremtid. Det slipper vi for nu,« siger han og forklarer, at besparelser ville have haft store konsekvenser.

»Virkeligheden er, at der kommer mange flere mennesker med et handicap i Aarhus. Besparelser havde betydet mindre støtte til, at handicappede kunne komme uden for bostedet. Folk, der har forskellige former for handicap, ville have oplevet, at deres dagligdag var blevet vanskeligere. Det er jeg rigtig glad for ikke sker nu,« siger Thomas Medom.

På trods af tilførelsen på 47,5 mio. kr. er der dog stadig et men, mener rådmanden.

»Det er beløbet, som kommer fra interne omprioriteringer,« siger han.

For af de 47,5 mio. kr., som forligspartierne har besluttet at tilføre årligt i 2017-2020 til området for voksne med handicap, skal 12,5 mio. kr. af det samlede beløb findes årligt via interne omprioriteringer inden for Sociale Forhold og Beskæftigelse, mens forligspartierne har afsat 35 mio. kr. om året fra kommunens overordnede økonomi.

På den måde ønsker partierne så vidt muligt at undgå serviceforringelser for voksne med handicap, men rådmanden kan endnu ikke sige, hvor de 12,5 mio. kr. skal findes.

»Vi skal i forligskredsen komme med et oplæg i den kommende tid til, hvordan pengene skal findes. Det er et arbejde, som først starter, når vi møder ind igen på mandag. Så det er fuldstændig umuligt at sige, hvad det kommer til at betyde,« siger han.

Området blev i 2009-2010 beskåret med et trecifret millionbeløb, og siden har socialrådmand Thomas Medom (SF) indført indkøbs- og ansættelsesstop for at få bugt med en gæld i afdelingen, som blev ved med at stige, fordi udgifterne til handicapindsatsen udviklede sig hurtigere end tilførslen af penge til området.

Budgetpartierne skriver i forliget, at der med pengene er sikret et godt udgangspunkt for at opnå økonomisk balance de kommende år.

Opgaven er ikke helt løst

Hos handicaporganisationen LEV i Aarhus er formand Anni Sørensen glad for, at politikerne har valgt at tilføre området penge. Men opgaven er endnu ikke løst, mener Anni Sørensen.

»Det er godt, at politikerne har hørt, at vi mangler penge. Så nytter det at kæmpe. Men vi er nødt til at sige, at det er langt fra nok i forhold til de voldsomme besparelser, som området har været udsat for,« siger hun.

Formanden mener, at der skal laves en budgetmodel, som tager bedre højde for de udgifter, som socialforvaltningen har på handicapområdet.

Selvom de borgerlige partier forlod budgetforhandlingerne fredag formiddag, er der også her glæde over, at handicapområdet er blevet prioriteret.

»Jeg bakker bestemt op om de ting, der er sket på handicapområdet. Jeg har bare andre metoder. Vi skal ikke bare blive ved med at sende flere penge, men vi skal også give socialforvaltningen et ansvar,« siger ældrerådmand Jette Skive (DF).

Netop tilførelsen på 47,5 mio. kr. er det element af budgetforliget, som borgmester Jacob Bundsgaard er mest stolt af, forklarer han.

»Der udestår dog stadig et stykke hårdt arbejde med at sikre at rammerne er i balance,« siger han.

For Thomas Medom var det vigtigt at undgå besparelser for at genskabe tilliden mellem handicaporganisationer, kommunen og borgerne.

»Det er sværere at gøre, når man står midt i besparelser,« siger rådmanden.