Fortsæt til indhold
Aarhus

For første gang i 15 år er budgettet uden et borgerligt parti

De borgerlige partier revser borgmester Jacob Bundsgaard (S) for manglende visioner og samarbejdsvilje. Det afviser borgmesteren, som klandrer blå blok for at male sig op i en krog.

Jonas Hvid Esben Larsen Mikkelsen Tobias Hansen Bødker

Alt tydede på om ikke fred og fordragelighed så overkommelig uenighed, da byrådet torsdag aften lidt over kl. 22 trykkede på pauseknappen i forhandlingerne om Aarhus Kommunes budget for 2017.

Alle partier sad stadig med om bordet, og ingen medier havde fået nys om uoverkommelige knaster i forhandlingerne.

Men fredag, ca. tre kvarter efter mødestart kl. 10, kom de borgerlige partier i samlet flok ud fra mødelokalet på rådhuset.

Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og løsgængeren Lars Boje Mathiesen havde smækket med døren, da borgmester Jacob Bundsgaards (S) oplæg til en aftale om budgettet var uspiselig for blå blok.

Dermed blev der føjet et kapitel til den nyere aarhushistorie, da det med budget 2017 er første gang i 15 år, at ingen af de borgerlige partier står bag budgettet. Det er ikke sket siden, at daværende borgmester Flemming Knudsen (S) i 2001 samlede S, SF og EL i et smalt forlig om det efterfølgende års budget.

»Vi havde en følelse af, at der skete forhandlinger i går (torsdag, red.), men så mødte vi op til en aftaletekst, hvor vi ikke følte, at vi blev taget alvorligt,« lød det fra Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek umiddelbart efter sammenbruddet i forhandlingerne.

Fælles pressemeddelelse

De borgerlige udsendte efterfølgende en fælles pressemeddelelse med overskriften ”Manglende ambitioner for Århus tvinger det borgerlige Århus ud af budgetforhandlingerne”.

»Det borgerlige Aarhus kan konstatere, at borgmesteren og venstrefløjen mangler visioner for fremtidens Aarhus. Budgetforhandlingerne viste med al tydelighed, at der hos borgmesteren og det røde flertal ikke er en vilje til et bredt samarbejde med klare visioner og handling,« hedder det i pressemeddelelsen, hvori det konstateres, at de væsentlige kardinalpunkter var en Bering-Beder vej, stop for serviceforringelser på ældre- og voksenhandicapområdet, manglende opdatering af indeklima og renovering af nedslidte toiletter, retningen på idræts- og kulturområdet samt en sikker og økonomisk ansvarlig drift af Aarhus Kommune.

Vækker glæde hos SF og EL

Borgmester Jacob Bundsgaard afviser, at der ikke skulle være en vilje til samarbejde, med, at han »år efter år« har vist vilje til et bredt samarbejde med de borgerlige, som han har lavet »utallige aftaler med«. Og han mener, at han ikke bærer skylden for den borgerlige exit.

»Nyskabelsen er jo i virkeligheden, at de borgerlige partier har forhandlet som én samlet blok. Det betyder, at når man kun kan blive enige om alt det, man ikke vil, så er det svært at have manøvreevnen til også at bøje sig mod andre partier. De borgerlige har malet sig op i en krog, og jeg håber, at man kravler ned ad det træ, så vi kan lave brede forlig sammen igen.«

Mens Jacob Bundsgaard beklager, at blå blok er ude af budgettet, strøg armene i vejret hos hans røde støttepartier.

»Jeg tænker, at det er rigtigt dejligt, at de valgte at gå og ikke er med. Det betød, at det blev nemmere for os andre at lave et forlig, som var socialt fornuftigt, og som prioriterede velfærd og en masse andre fornuftige prioriteter,« siger SF’s politiske leder, social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom.

På Twitter efterlod Maria Sloth, politisk leder for Enhedslisten, heller ingen tvivl om, at hun var glad for, at de borgerlige ikke er med i budgettet:

»Et blodrødt budgetforlig, der sikrer et rødere, grønnere og mere ligestillet Aarhus. Ja tak!«

Hos De Radikale ærgrer kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad sig over, at blå blok smækkede med døren:

»Jeg var overrasket, for jeg synes ikke, at vi var så langt fra hinanden. De havde en anden opfattelse af, hvordan man prioriterer, men så valgte de at gå. Man får ikke mere indflydelse af at kaste håndklædet i ringen.«

Forliget består af Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten, der samlet tæller 20 af byrådets 31 mandater.

Håber på samarbejde

De Konservatives politiske ordfører, Marc Perera Christensen, lagde ikke skjul på sin harme over forhandlingsforløbet, og at det endte med et rødt forlig.

»Det har været de visionære diskussioner, vi har kastet os ind i i denne periode: lufthavnen, Bering-Beder-vejen og infrastruktur overordnet set. Denne by skal drives af visioner, og det Jacob lægger op til er grå administration. Det er en manglende evne til at få byen fremad. Jacob hænger fast i sit parlamentariske grundlag, som ikke kan kigge ud over en budget- og valgperiode. Det irriterer mig.«

Borgmesteren synes, at der er rigelig med visioner i det nye budget.

»Når vi går ind og laver investeringer for 1,3 mia. kr. i mere velfærd, så er der tale om en stærk vision for Aarhus, hvor vi vil have en ordentlig kvalitet, og hvor vi vil sikre gode rammer om menneskers liv,« siger Jacob Bundsgaard.

Hvad betyder det for samarbejdsklimaet, at de borgerlige er udenfor?

»Det får vi jo at se. Min intention er fortsat at række hen over midten i den måde, vi løser opgaverne på i Aarhus. Så for mig er det selvfølgelig ærgerligt, at de ikke er med, men det ændrer ikke på min tilgang, at hvis vi skal lave et stærk funderet politisk arbejde, skal det også foregå hen over midten.«