Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi ringer til dem og siger: Goddag, du skylder penge«

Aarhus Kommunes erfaringer med at ringe gæld hjem skal udbredes, mener chefen for Borgerservice.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Skats skandaleramte automatiske inddrivelsessystem, EFI, har tvunget Aarhus Kommunes afdeling for Kultur og Borgerservice til at tænke ud af boksen for at få virksomheder og borgere til at betale, hvad de skylder kommunekassen. Og det har udmøntet sig i et projekt, hvor ansatte ringer til skyldnere og minder dem om deres gæld.

»EFI-situationen er ulykkelig, men det har også givet anledning til, at vi begynder at tænke forfra og på, hvordan vi så kan få penge i kassen,« siger Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice.

Hun henviser til, at Skat, som står for inddrivelsen af kommunernes gæld, stort set ikke har inddrevet gæld ved f.eks. lønindeholdelse og modregning i overskydende skat. Det fik i oktober i fjor Borgerservice til at sætte medarbejdere til i to uger at ringe rundt til virksomheder og borgere for at minde dem om deres gæld, inden kommunen sendte kravet videre til Skat. Forsøget gav 2,96 mio. kr. i kommunekassen og var så stor en succes, at der blev afsat penge til at fortsætte i halvandet år.

»Nogle kommuner har sendt breve og rykkere ud, hvor vi har sagt, at vi træner ansatte, der er rigtig gode til at tale med folk. Vi ringer til dem og siger: Goddag, du skylder penge. Det er et serviceopkald, og mange vil faktisk gerne have orden i deres økonomi,« fortæller Lene Hartig Danielsen.

Projektet har kørt siden den 11. januar 2016, og en ny status pr. 19. september viser, at der i denne periode er ringet 3,05 mio. kr. hjem. Der er især tale om ejendomsskatter, men også lokaleudlejning og afgifter til udeservering.

Ud over at pengene luner i kommunekassen, skal erfaringer fra projektet også bruges fremadrettet i forbindelse med andre typer krav.

»Det giver anledning til at overveje, om det her er en fremgangsmåde, der er nyttig for kommunekassen og i virkeligheden også giver en styrket og bedre borgerkontakt. Det prøver vi at arbejde videre på,« siger Lene Hartig Danielsen, der endnu ikke kan give konkrete eksempler på hvordan, men har bedt sin afdeling kigger nærmere på mulighederne.

Ny bølge af gæld

I disse dage bliver der sat flere folk på ringeaktiviteten i en periode, oplyser Lene Hartig Danielsen. Det skyldes, at folk i juli skulle betale ejendomsskat.

»Der kommer en ny bølge af gæld, så der er stadigvæk en god sum at gå løs på,« siger hun og anslår, at borgere og virksomheder p.t. skylder kommunen omkring 20 mio. kr. i ejendomsskat.

Som beskrevet i JP Aarhus tidligere på ugen lå den samlede gæld til kommunen i begyndelsen af september på 417 mio. kr. Alligevel ser hverken Lene Hartig Danielsen eller rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) nogen grund til at tilføre afdelingen flere penge til at skrue op for indsatsen.

»Det er ikke spørgsmål om, hvor mange gange du skal ringe til folk. Du kunne have 15 medarbejdere til at ringe, men det er ikke nødvendigvis det, der rykker på dem, der ikke har betalingsviljen,« siger rådmanden.

Lene Hartig Danielsen tilføjer:

»Nej, for der vil også være nogle af vores restancer, hvor det ikke vil give en effekt. Man kan jo ikke plukke håret af en skaldet.«

Hun mener, at den nuværende model er en fin »mellemløsning« – især set i lyset af, at kommunerne ved årsskiftet forventes at overtage statens opgave med at inddrive skatter.

Større gæld

Samme toner lyder fra SF og K.

»Måske får vi inddrivelsesopgaven tilbage. Og så skal opringningerne ses i sammenhæng med mange andre tiltag,« lyder det fra De Konservatives politiske leder, Marc Perera Christensen, som mener, at der skal laves en analyse af den samlede opgave forude.

Social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) vil også have sammenhæng i tingene.

»Men jeg tror, at det er åbenlyst for enhver, at vi som kommune kommer til at bruge flere ressourcer på at inddrive gæld, efter at det offentlige Danmark stort set ikke inddriver gæld, og jeg tænker da også, at det at ringe rundt selvfølgelig er en del af opgaven.«

Ved næste folketingssamling ventes skatteminister Karsten Lauritzen at fremsætte et lovforslag om, at kommunerne får lov til at inddrive gæld gennem udlæg og begæring af tvangsauktion for ejendomsskat. Derudover vil det blive undersøgt, om staten kan købe de kommunale restancer for at afhjælpe eventuelle likviditetsproblemer i enkelte kommuner.