For mange dumper på Aarhus Universitet
Nogle fag har dumpeprocenter over 40 på Aarhus Universitet, viser en oversigt over eksamener. Det er alt for højt, erkender prodekan, og de studerende er enige.
45 pct. af de studerende dumper, hver gang der er eksamen i finansiering på erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet.
På en lang række andre fag eller kurser er dumpeprocenten 25 eller derover, viser en oversigt, som JP Aarhus har lavet af fag og kurser på Aarhus Universitet med høje dumpeprocenter.
Et af de områder på universitetet, som fylder meget på listen over høje dumpeprocenter, er Aarhus BSS, og forelagt statistikken erkender Per Andersen, prodekan for uddannelse, at det slet ikke er godt nok.
»Det ser ikke kønt ud. Tallene er, når de studeres samlet, alt for høje. Det skal vi have kigget på, for vi har ikke lyst til at bruge så mange ressourcer på noget, som ikke giver resultat i forhold til de studerendes læring og liv og i forhold til, hvad vores samfundsopgave er,« siger Per Andersen og fortsætter:
»Det er svært at sige, hvor grænsen skal gå. 25 pct. kan måske være acceptabelt for nogle fag, men ligger tallet højere, er det svært at være tilfreds, og så reagerer vi selvfølgelig på det. Vi må se på, om der er den rette sammenhæng mellem vores undervisning og vores eksamener, både i forhold til det pædagogiske og eksamensformerne.«
Mads Hareskov Jørgensen, formand for Studenterrådet, er enig.
»Når dumpeprocenterne er så høje, er det klart noget, som universitetet skal være opmærksom på. Jeg synes, at man som underviser har et ansvar for at reflektere over de her dumpeprocenter, og man må overveje, om der er brug for mere undervisning eller flere øvelsestimer for at sikre, at flere kommer igennem,« siger han.
Vild dumpeprocent
Hos Danmarks Evalueringsinstitut, der rådgiver om uddannelser, siger områdechef Jakob Rathlev:
»En dumpeprocent på 45 må helt klart tiltrække opmærksomhed, og 25 pct. lyder også vildt. Jeg mener, at man bør blive bekymret, når dumpeprocenten kommer over 10-15 pct. og kigge nærmere på undervisning og eksamensform. Der kan dog også være meget svære fag, hvor de studerende ikke investerer tid nok i arbejdet.«
Hos Danmarks Akkrediteringsinstitution, der kontrollerer de videregående uddannelser, oplyser Daniel Sebastian Larsen, at der ikke er faste grænseværdier for dumpeprocenter.
»Det er ikke et fast element i vores akkreditering, men det er noget, som kan indgå i de faste ting, vi kigger på som f.eks. frafald, hvor der oplagt kan være en sammenhæng til dumpeprocenter,« siger han.