Fortsæt til indhold
Aarhus

Gælden til Aarhus Kommune nærmer sig en halv milliard

Siden Skat for et år siden lukkede sit omstridte inddrivelsessystem, er borgeres og virksomheders gæld til Aarhus Kommune steget med 47 mio. kr.

Aarhus Kommune har flere penge ude at svømme ved borgere og virksomheder end længe set.

Hvor gælden til kommunen i begyndelsen af 2013 lå på 330 mio. kr. og de seneste år har ligget stabilt på 358-370 mio. kr., er den inden for det seneste års tid vokset med 47 mio. kr., så borgere og virksomheder skylder 417 mio. kr. Det fremgår af en statusopgørelse per primo september fra Kultur og Borgerservice, som står for opkrævningen.

»Det er et historisk højt niveau,« siger Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice.

Ifølge afdelingen skylder 35.755 borgere og 8.674 virksomheder kommunen penge.

Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice, beklager udviklingen:

»Det er et alvorligt problem, fordi det er penge, som vi ikke kan bruge på velfærd.«

Han giver Skat skylden for, at gælden er vokset. Det er nemlig kun Skat, der må inddrive gælden ved bl.a. at tilbageholde løn. Og siden Skat den 8. september i fjor lukkede sit skandaleombruste automatiske inddrivelsessystem, EFI, er der kun blevet inddrevet 7,3 mio. kr., mens der året før blev kradset 60,2 mio. kr. ind til kommunekassen, oplyser Kultur og Borgerservice.

Suspenderet et år

I ”Et nyt skattevæsen” præsenteret af skatteminister Karsten Lauritzen i slutningen af august fremgår det, at inddrivelsen af gæld stort set har været suspenderet siden efteråret 2015, da EFI blev skrottet.

»Jeg frygter, at der bliver spekuleret i den her ineffektivitet. Hvis folk ved, at gælden alligevel ikke bliver inddrevet, kan vi risikere, at det bliver noget, de spekulerer i, og dermed bliver gælden højere,« siger Rabih Azad-Ahmad, der gerne ser, at kommunerne overtager inddrivelsesopgaven, hvis der følger ressourcer med.

S, V og K vil også gerne have kommunen til at stå for inddrivelsen. Gert Bjerregaard, politisk ordfører for Venstre, vil bede om en redegørelse for at høre, hvad kommunen gør for at overtage opgaven fra staten:

»Det er min opfordring, at man presser på over for Skat for at kunne sætte det i gang i kommunerne. Det er en katastrofe, at beløbet bliver ved med at stige. Det kunne godt tyde på, at nogle spekulerer i det her.«