Slagvåben, stikkerier og skudsikre veste har givet visitationszoner i Viby, men politiet er usikre på motiverne bag
Politiet prøver at komme til bunds i konflikterne bag indførelsen af visitationszoner i Rosenhøj og Rundhøj.
Knivstik og andre voldelige episoder med udspring i Viby medførte fredag, at Østjyllands Politi har indført visitationszoner i boligområderne Rosenhøj og Rundhøj.
Visitationszonerne har dog ikke givet nogen øjeblikkelig opbremsning i voldsepisoderne, da der både lørdag og søndag nat har fundet nye knivstiksepisoder sted, som politiet mistænker, kan have relation til konflikterne i de to Viby-kvarterer.
Ifølge politiet har konflikterne ulmet gennem længere tid. Helt præcist hvad der har sat gang i de voldelige episoder, og hvordan grupperingerne bag er skruet sammen, ved politiet dog endnu ikke.
»Hvis bare vi vidste det. Der er nogle sammenstød og konflikter, og det har der været hen over sommeren. Det har været af forskellig karakter, hvor vi enten selv har fundet ud af det, eller borgere har ringet ind og sagt, at der er optræk til noget, hvor vi er kommet ud og har truffet nogle unge mennesker enten med slagvåben, peberspray eller andet. Andre gange er vi kommet ud, hvor alle er forduftet, og så har vi fundet slagvåben, skudsikre veste eller andet gemt i buskadset rundt omkring,« beretter efterforskningsleder og fungerende politiinspektør ved Østjyllands Politi, Carit Andersen.
Stadig trygt at færdes
Det var en konkret episode torsdag aften, hvor op mod 40 unge med slagvåben var forsamlet i Rosenhøj, som i sidste ende fik politiet til at oprette de to visitationszoner, som nu opretholdes indtil den 17. september. Men ifølge Carit Andersen er der ingen grund for beboerne i området til at føle sig utrygge.
»Det er vores vurdering, at de grupperinger har en uoverensstemmelse kørende med hinanden, og det bliver der. Så borgerne kan færdes trygt, det er min holdning.«
Samme indtryk har direktør Leif Jensen, Boligforeningen Århus Omegn, som administrerer de almene boliger i Rosenhøj. Han har ikke oplevet nogen generelt utryg stemning hen over weekenden. Han hæfter sig dog stadig ved, at der gennem det seneste års tid har været et stigende antal episoder med bl.a. slagsmål i Rosenhøj-kvarteret.
»Men der har ifølge vores oplysninger ikke været våben involveret. Derfor er de seneste opgør af en anden karakter,« siger Leif Jensen.
I Rosenhøj er der omkring 2.300 beboere fordelt på 800 familier, og 900-1000 af beboerne i Rosenhøj er børn og unge i alderen 0-17 år. Derfor er Leif Jensen også glad for politiets øgede fokus på området indførelsen af visitationszonerne.
»Det er klart, at det skal være trygt at sende sine børn på legepladsen.«