Fortsæt til indhold
Aarhus

Udnyt Pokémon i din virksomhed

Selvom du aldrig har haft en Pokéball i hånden, skal du ikke lade sig skræmme af Pokémon Go-feberen, der i øjeblikket har ramt forbrugere i alle aldre.

Arbejder du med marketing, er der mange gode grunde til at teste, om det populære spil Pokémon Go kan øge kundestrømmen og pynte på bundlinjen i din virksomhed.

Det mener serieiværksætter og foredragsholder Jonathan Løw, som bl.a. rådgiver aarhusianske virksomheder om forretningsudvikling via sin virksomhed Listen Louder.

Det er billigt, og det tager ikke mere end 5 til 10 minutter at komme i gang, siger Jonathan Løw. Han giver her fire råd til, hvordan man gør.

  1. Undersøg først, om der findes et såkaldt Pokéstop i nærheden af din virksomhed. Et Pokéstop er et hotspot, hvor spillerne kan få fat i særlige objekter i spillet. Installer app'en ”Ingress” på din mobil. Den er gratis og tager et minuts tid at sætte op. Det smarte ved Ingress er, at kortet deri er næsten identisk med det, som Pokémon Go bruger, og tilmed gratis tilgængeligt.
  2. Installer Pokémon Go-appen, og køb en såkaldt lure. En lure hjælper med at gøre dit lokale Pokéstop mere attraktivt for spillerne i 30 minutter. Det koster lige nu ca. 8 kr. at købe én lure.
  3. Reklamér eksempelvis med lavpraktiske sedler i butiksvinduet og sjove opslag på din virksomheds profil på sociale medier for at fortælle kunderne, at din forretning er et godt sted at fange Pokémons.
  4. Overvej om du kan tilbyde særlige Pokémon-rabatter. Du kan bl.a. tilbyde rabat på dine produkter, hvis en kunde kan fremvise en Pokémon, der er fanget i din forretning. Du kan også lave tidsbegrænsede kampagner, hvor kunderne kan komme ned og få rabat, hvis de kommer forbi og jagter Pokémons i et bestemt tidsrum. Sådan kan man udnytte spillets kommercielle potentiale uden at stoppe reklame ned i halsen på kunden.

JP Aarhus har været i kontakt med flere aarhusianske virksomheder, der har forsøgt at udnytte Pokémon Go-feberen til at tiltrække kunder. Der er dog ingen af dem har dog valgt at tilbyde særlige rabatter. Det kan man ellers med fordel overveje, mener Jonathan Løw.

»Det er fint nok, at du får nogle kunder ind, men hvis den eneste effekt er, at de går rundt i din butik i 30 sekunder og forsvinder igen, så har du ikke rigtig opnået noget med det. Når du som webshop bruger penge på online markedsføring er målet jo heller ikke at få mange klik på hjemmesiden, men at kunderne lægger varer i kurven og køber dem,« siger han.