Aarhusianske børnehaveklasser afprøver amerikansk pædagogik
Katrinebjergskolen har oprettet to børnehaveklasser med 32 børn, hvoraf otte har autisme.
»Den lille isbjørn ser betuttet ud. Er der nogen, som ved, hvordan man ser ud, når man er betuttet,« spørger lærer Mads Dahlstrøm.
Han læser en historie for de 16 børn i 0.a, mens de sidder samlet på et tæppe i klasselokalet. Læreren sidder på en skammel helt tæt på børnene og taler bevidst meget dæmpet. Børnene er musestille og overvejer spørgsmålet, men ingen rækker hånden op.
»Det er heller ikke nemt,« erkender Mads Dahlstrøm.
»Men det er næsten, som når man er ked af det. Karina, kan du se betuttet ud?« spørger han kollegaen Karina Poulsen, som sidder på knæ lige bag børnene.
Hun forsøger at lave en betuttet grimasse, og børnene ved nu, at det er noget med at være bekymret eller ængstelig. De to børnehaveklasseledere har netop givet et eksempel på co-teaching efter den amerikanske Nest-model.
32 børn begyndte i onsdags i børnehaveklasse på Katrinebjergskolen, hvor de hele deres skolegang skal følge Nest-programmet. De er delt i to klasser. I hver klasse går 16 elever, hvoraf fire er autister udefra, mens resten er børn fra skoledistriktetet.
Børnene vil få en meget struktureret skoledag. Fra morgenstunden bliver dagens program gennemgået i detaljer, så alle ved, hvad der præcist skal ske og hvornår. F.eks. at de skal på biblioteket kl. 11.00, og at de kl. 09.00 skal have deres første madpakke.
Styr på tiden
Hvis børnene skal foretage sig noget i fem minutter, sættes et stopur på væggen i gang. Så er der styr på tiden. Intet er overladt til tilfældighederne, forklarer lærer Brita Jensen.
»Der er en ramme og struktur på det hele. Det giver ro og en afslappet stemning, så hjernekapaciteten ikke bruges til at forholde sig til alt muligt andet, men på at lære. Vi har så at sige lavet det bedste undervisningsmiljø for alle – og dermed også for autisterne,« fortæller hun.
Nest-programmet er udviklet i New York, hvor det på få år har bredt sig til en lang række skoler på grund af en tilsyneladende positiv effekt på børns læring og trivsel.
Erfaringen er, at autistiske børn i Nest-klasser klarer sig næsten lige så godt som deres klassekammerater og meget bedre end autistiske børn i specialtilbud.
Brita Jensen har selv været med til at få programmet til Aarhus og Danmark. Hun har i næsten 40 år været lærer i almindelige distriktsklasser og specialklasser og blev imponeret første gang, hun oplevede Nest praktiseret på en skole i New York.
»Det er blomsten af hele mit arbejdsliv. Når man har arbejdet med pædagogik i mange år, så ved man, hvad der dur. Og det er tydeligt, at Nest dur. Der er ikke noget hokuspokus, for meget af det ved man godt i forvejen. Nest samler det bare i et program, som alle lærere og elever følger – og bliver ved med det,« fortæller hun.
Alle skoledagens aktiviteter understøttes af skilte og ikoner, så eleverne altid kan se, hvad de skal lave med hvem, hvordan og hvorfor. Uden for døren er der således billeder af en skoletaske, en jakke og garderoberum. Det viser, at tasker og jakker skal hænge på gangen. Billeder af en madkasse, et penalhus og en dør viser, at de skal med ind i klassen.
Autoritativ pædagogik
Undervisningen er bygget op, så den både appellerer til hjernen, hjertet og kroppen. Pædagogikken er autoritativ, så lærere og pædagoger er myndige uden at være autoritære og inddrager børnene i aktiviteterne og roser dem for deres engagement.
»Nest bygger på en anerkendende pædagogik,« forklarer skoleleder Christian Hyltoft Hellum.
»Der er så mange muligheder for at træde ved siden af, og det vil ske, så vi understøtter og roser det, børnene er gode til – f.eks. at de hurtigt gør det, som læreren beder dem om; eksempelvis kan man sige: ”Tak, fordi du rakte hånden op så hurtigt”.«
Han erkender, at Nest rummer flere elementer af allerede kendt pædagogik, som også praktiseres i Danmark.
»Det er ikke raketvidenskab, og rigtig mange lærere vil sige, at de allerede gør en del af det, vi gør her. Forskellen er, at vi har samlet det, kogt det ind og fortsætter med at gøre det,« forklarer skolelederen.
Nest breder sig
De to nye børnehaveklasser på Katrinebjergskolen skal følge Nest-programmet hele deres skoletid, men skolelederen forudser, at mange andre børn vil følge efter de første 32.
»Vi laver to nye Nest-børnehaveklasser i tre år – indtil videre. Men jeg tror, at det fortsætter, og den her pædagogik kommer til at ramme hele skolen. Det vil også kunne brede sig til andre skoler i Aarhus og resten af Danmark,« forudser Christian Hyltoft Hellum.