Fortsæt til indhold
Aarhus

Kirke fejrer 90 år med det første dåbsbarn

Fejring: En helt særlig kirkegænger er inviteret i Skt. Lukas Kirken, når den fejrer 90-års jubilæum. Ruth Gundelach har været med fra start.

Mette Mohr Martensen

Når man er kirkens første dåbsbarn, konfirmeret og viet i samme kirke, er man nærmest selvskrevet som æresgæst, når kirken fejrer fødselsdag. Den 20. marts fylder Skt. Lukas Kirken i Aarhus 90 år. Det skal fejres, og kirkens første dåbsbarn er inviteret med som æresgæst. Det er den 90-årige Ruth Gundelach.

»Det har bare altid været den her kirke,« lyder det klart fra æresgæsten.

Begge hendes døtre er også både døbt og gift i kirken.

En kendt gæst

Alle i kirken kender Ruth Gundelach. Hun kender også dem. Præsterne, organisterne, medhjælperne, kordegnene og en del af de andre kirkegængere.

»Og dem jeg ikke kender, de kender nok mig,« siger hun og griner.

Men det er rigtigt nok. Det bliver bekræftet af en medhjælper, der tilfældigt går forbi og påpeger, hvordan Ruth Gundelach altid er meget farvekoordineret.

Æresgæsten har sat sig i sognehusets sofa for at vente på fotografen, der skal tage billedet til denne artikel. Hun overvejer, hvorvidt hun skal beholde den leopardmønstrede frakke og matchende hue på til billedet.

Menighedsrådsformand Karen Haugstrup kender også Ruth Gundelach.

»Der er mange, som kirken har betydet rigtig meget for – og som har betydet meget for kirken. Men der var ingen tvivl om, at Ruth Gundelach skulle være vores æresgæst. Hun har været meget og er stadig meget trofast over for kirken,« siger Karen Haugstrup.

Ruth kommer med en buket til kirken på sine mærkedage, og et år kom hun med nyt julepynt, fordi hun synes, de trængte til noget pænere.

En stor fest

Kirkens fødselsdag er mandag den 14. marts, som også er den dato, Ruth Gundelach blev døbt. Derfor bliver der om eftermiddagen serveret en 90 meter lang kage.

Men den store festdag bliver søndag den 20. marts, hvor det forventes, at kirken bliver fyldt. Udover Ruth Gundelach er der også besøg af biskop Henrik With-Poulsen og domprovst Poul Henning Bartholin, fortæller menighedsrådsformanden og tilføjer:

»Vi har inviteret og fortsætter med at invitere alle med relationer til kirken. Derfor forventer vi, at kirken bliver fyldt op, for vi plejer at have fuldt hus.«

Fodbold før kirke

Det kan godt være, at Ruth Gundelach er glad for Skt. Lukas Kirken – og at de er glade for hende.

Men de skal dog være glade for i Skt. Lukas Kirken, at AGF ikke spiller på hjemmebane den 20. marts – for så var æresgæsten højst sandsynligt ikke dukket op.

Ved siden af sit kontorarbejde har hun selv, udover badminton, tennis og håndbold, spillet fodbold. Men det er ikke derfor, at Ruth Gundelach har to vip-pladser i AGF. Da hun i 1965 blev gift i kirken, var det med klubbens topspiller Harry Jensen.

»Han var Danmarks hurtigste højrewing,« får hun fortalt et par gange.

Søndagens hjemmekampe betyder, at gudstjenester i Skt. Lukas Kirke bliver vraget.

»Så tager jeg turen til stadion på min trehjulede scooter. Ellers tror de, at jeg er død og borte,« fortæller Ruth Gundelach.

Hele familiens kirke

Hun er ikke bare døbt, konfirmeret og gift i kirken – der er mere endnu, der knytter æresgæsten til kirken.

Minderne kommer, da Ruth Gundelach går ind i den tomme kirke, hvor fotografen skal tage billedet af hende. En organist øver sig på Kim Larsens ”Om lidt”, da hun går ind i kirken.

»Fik du set det, du ville,« synger Ruth Gundelach med, mens hun slår ud med armene.

Hun peger op mod alteret.

»Min mormor var med til at samle ind til kirken, og min mor var organist og broderede det store blå tæppe ved alteret.«

Hun stiller sig klar midt i kirken, så fotografen kan få et godt billede. Hun har valgt at beholde både leopardmønstret frakke og hue på, mens hun kigger ned mod en af de bagerste bænke i kirken. Der plejer hun altid at sidde.