Milliarder at hente på Aarhus-turister
Vækst: I årets første ni måneder blev der solgt 579.588 hotelovernatninger i Aarhus – 79.135 flere end i samme periode i fjor og ny rekord. Med flere nye attraktioner kan Aarhus-turismen fastholde væksten, vurderer en ekspert.
118,7 mio. kr. Så meget er turismeomsætningen i Aarhus på papiret vokset i de første tre kvartaler af 2015, når man ser på antallet af solgte overnatninger på byens hoteller. Det viser beregninger, JP Aarhus har lavet.
I de første ni måneder af 2015 er der solgt 79.135 flere overnatninger end i samme periode i 2014. Ganger man det tal med de 1.500 kr., som turister ifølge Visit Danmarks turistundersøgelse i 2011 i gennemsnit forbruger pr. døgn, hvor de er i landet, får man helt præcist 118.702.500 kr.
Men selv om Aarhus-turismen vokser hastigt og i 2014 overgik udviklingen i byer som Berlin, Oslo og Malmø målt på den procentuelle stigning i antallet af solgte overnatninger, er toppen langtfra nået endnu. Det mener Peer H. Kristensen, direktør i Visit Aarhus.
»Vi sidder og regner på udviklingen for tiden, og hvis vi i Aarhus kan få lige så mange overnatninger som nogle af de ”second cities”, der er rundt om i Europa, byer med ca. 325.000 indbyggere, universitet osv., ligger der 1 mia. kr. mere i turismeomsætning i byen,« siger han.
Med ”second cities” menes store byer, som ikke er hovedstad i det land, de ligger i.
Eksempler er norske Bergen, der har godt 270.000 indbyggere og i 2014 solgte over 1,6 mio. hotelovernatninger, og finske Tampere, som har ca. 220.000 indbyggere og i fjor solgte over 950.000 overnatninger.
Vækst kræver investeringer
I 2014 havde Aarhus 663.060 hotelovernatninger. Et niveau, som i Bergen på papiret vil betyde 1,5 mia. kr. mere årligt i turismeomsætning.
Det er ikke umuligt at nå deropad, vurderer Jie Zhang, som er seniorforsker ved Center for Regional- og Turismeforskning og bl.a. arbejder med destinationsudvikling og regionale økonomiske analyser. Men det kræver investeringer.
»Byerne i Norge er meget unikke, og jeg ved ikke, om Aarhus har helt det samme endnu. Derfor skal man se på, hvilke nye attraktioner der kan trække flere turister til. Man skal se på, om Den Gamle By, Moesgaard Museum og Aros er nok,« siger Jie Zhang.
Jesper Buus, distriktsdirektør i Scandic Hotels med to hoteller i Aarhus, er enig:
»Northside vokser voldsomt, og Moesgaard Museum, Aros og musikhuset giver masser af god forretning. Men hvis Aarhus skal fortsætte udviklingen, skal der tilføres endnu mere.«