Fortsæt til indhold
Aarhus

Europahuset i Aarhus får ny ejer

De nye ejere af Europahuset vil etablere af caféer og restaurationer med udendørsservering om sommeren.

Europahuset i Aarhus er solgt for 234 mio. kr. til den britiske Kapitalforvalter, Standard Life Investment.

Den knap 10.000 kvm. store bygning på Europaplads har været vartegn i Aarhus siden opførelsen i 1959. Bygningen - som tidligere var kendt under navnet BP-huset - har i dag 13 etager, og den er udlejet til en række firmaer, herunder arkitektfirmaet C.F. Møller, der har kontorer på de fem øverste etager.

Den nye ejer, som for kort tid siden købte strøgejendom Regina-bygningen i Aarhus, har planer om at etablere caféer i stue- og 1. etagen på ejendommen.

»Vi har spændende planer for ejendommen, der fortsat skal fungere som kontorhus fra 2. til 13. etage, mens stuen og 1. salen bliver udviklet med henblik på etablering af caféer og restaurationer med udendørsservering om sommeren. Vi glæder os til at være med til at præge området med liv og god stemning,« siger Jesper Damborg fra virksomheden Capital Investment, som har varetaget køberrådgivningen ved handlen.

Sælgeren af ejendommen er virksomheden I/S Lorentzen Ejendomme, som ejes af de to aarhusianere Susanne Puk Lorenzen og Anette Lykke Lorenzen. I/S Lorentzen Ejendomme købte Europahuset i 2004 for knap 59,5 mio. kr.