Fortsæt til indhold
Aarhus

“Bennys badekar” tog København med storm – nu er det Aarhus’ tur

Teater: »Jeg synes, at det hele er meget tro mod det oprindelige univers,« siger sangeren Peter Belli. Han er med i teaterforestillingen ”Bennys badekar”, der er baseret på filmen fra 1971, hvor han også var med.

Klaus Eriksen

Når jeg keder mig, så skifter jeg farve. Og jeg gemmer mig, så jeg bliver helt væk.

Peter Bellis stemme i ”Blækspruttesangen” er blevet ikonisk sammen med mange andre syrejazzede numre fra animationsfilmen ”Bennys badekar”.

For mange er den blevet en institution i dansk filmhistorie. Ja, faktisk for så mange, at den er med i den danske kulturkanon med begrundelsen, at den »er en eventyrlig og musikalsk sprudlende fortælling«. Og den er derfor støbt ind i det nationale kulturfundament, som også tæller ”Matador”, ”Kundskabens træ” og ”Festen”.

Og selv om det er hele 34 år siden, at filmen havde premiere, kan man alligevel opleve ”Bennys badekar” på Aarhus Teater.

»Producenten og jeg ville gerne lave noget for børn. Og denne film har også betydet noget for mig. Jeg så den, da jeg var barn. Og det lidt flippede eventyrunivers ville jeg gerne besøge igen,« siger Anders Lundorph, der har instrueret stykket.

Både film og skuespil handler om drengen Benny, som vokser op i en lejlighed i et kvarter, som minder uhyre om dengang, Gellerupparken var ny.

I de voksnes betonverden er der ikke mange, der forstår børn. Så Benny flygter ned i badekarret.

For under vandoverfladen er det kun hans egen fantasi, der laver reglerne. Badekarret forvandles til et stort hav med bl.a. havfruer og en blæksprutte.

Benny, kom tilbage!

Filmen er fra 1971 og er derfor barn af en tid, hvor de løftede pædagogiske pegefingre sad så stramt i handsken, at end ikke havfruernes bryster skulle dækkes til.

Stykket har allerede været opført flere gange på Det Kongelige Teater i den store sal og hver gang foran en udsolgt sal.

I de første udgaver af skuespillet forlod karakteren Benny scenen, men det gjorde bestemt ikke den barnlige del af publikum tilfreds.

»Børnene skreg på, at Benny skulle komme på scenen igen, så det har vi lyttet til. Han må nu stå et sted i udkanten af scenen, så børnene hele tiden kan se ham,« forklarer Anders Lundorph.

Men der skal også være noget for de voksne, og det er her, at Peter Belli kommer ind – sådan helt bogstaveligt.

»Man kan jo nogle gange komme til at kede sig en smule, når man som voksen har børnene med i teatret. Derfor er vi enormt glade for, at Peter Belli ville medvirke. Det gør, at også forældrene har en fest, for ham kan de selv huske fra deres egen barndom,« siger instruktøren.

Peter Belli lagde i filmen stemme til blæksprutten, som sangeren selv kalder den mest ”spacey” af alle filmens karakterer.

»Stykket er en god blanding af musical, almindeligt teater og animation. Det giver en fed fornemmelse for både mig og børnene,« siger Peter Belli.

Han er dog den eneste medvirkende fra den oprindelige film, som også havde deltagelse af Jytte Abildstrøm, Jesper Klein, Otto Brandenburg, Jytte Hauch-Fausbøll m.fl.

Scenografi en udfordring

For at bevare det meget naivistiske præg, som filmen havde i sin ”streg”, er kunstner og tegner Rasmus Meisler også tilknyttet forestillingen.

»Han leverer en slags håndholdt tegnefilm. Han kan sidde og fysisk flytte rundt på nogle tegninger i forhold til en fast baggrund. Det kan vi via en projektor smide op på scenen på et kæmpelærred, så hele universet beholder sit legende og hoppende præg,« siger Anders Lundorph.

Premiere den 15. oktober

Samtidig er skuespillerne i forestillingen iført helt hvide dragter, så kostumernes udseende bestemmes af, hvad projektoren leverer af billeder. Det gør, at skuespillerne kan gå ind og ud af bestemte karakterer. Og Benny kan på den måde »let samle en haletudse op og kaste den op på lærredet«.

»Jeg synes, det hele er meget tro mod det oprindelige univers. Samtidig leveres musikken af en trio, som vel er Danmarks største talenter inden for jazzmusik,« siger Peter Belli med henvisning til Stefan Pasborg, Jeppe Tuxen og Jonas Müller, der under forestillingen mestrer bl.a. trommer, kornet og hammondorgel.

Stykket har premiere den 15. oktober på Aarhus Teater.