Da Aarhus gav Genlyd

Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er

Så velkommen her

Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er

Så velkommen her

Jeg kravler op i en stang

Til det hjul de engang kaldte storkereden

Og råber: Længe leve mangfoldigheden

Danmark, jeg flyver en tur

Jeg synes du hænger gevaldigt med næbbet

I dit fuglebur

Danmark, hør drømmens troubadour

Han vækker alting til live med nærvær og omsorg

Som vækkeur

(Peter A.G. Nielsen)

En af de gode ting ved Genlyd var, at det var skabt af Gnags. Af folk, som selv kendte fornemmelsen af at have lyst til at lave noget andet, noget nyt. De var blevet meget succesfulde med deres halvfjerdser- og tidlige firserrock, hvor de lavede ”Burhøns” (1979), ”Intercity” (1980) osv., men på en tur til vistnok Nicaragua havde de hørt Bob Marley og Grace Jones, som ingen spillede herhjemme på det tidspunkt. Bob Marley-produceren Karl Pitterson kom på besøg i Feedback-studierne, og Gnags sagde:

»Vi skal fandeme ha’ lavet noget reggae.«

De gik den vej og lavede Safari. De kiggede ikke kun på bundlinjen, og med hensyn til mig var der denne fulde forståelse for, at jeg også ville en anden vej. Derudover tror jeg, at de tænkte, at hvis man får lov at lave det, man brænder for, kommer der også den bedste musik i det lange løb – selv om det muligvis ikke slår igennem på hver eneste plade.

* * *

Aarhus var et saftigt musikmiljø, og det skyldtes ikke mindst Gnags.

De der stædige vestjyder havde ikke kunnet få en pladekontrakt nogen steder. Derfor lavede de alt selv; de lavede deres eget studie; de var lydhøre over for det nye, der skete i Aarhus, og utroligt gæstfri med det, de havde.

Men det er også klart, at når noget bliver så stort og etableret, kommer der andre, som giver det fingeren og gør noget helt andet – folk som f.eks. Lars H.U.G. og Kliché.

Rent musikalsk var vi ikke halvt så dygtige som dem i København, men Gnags var meget entreprenante. Det har jeg aldrig været, men det var de virkelig. Hvis der ikke er en mulighed for noget, laver vi selv mulighederne, og det hele blev enormt frodigt af den tilgang. Når man hører nogle af de gamle plader, kan jeg godt forstå, hvis folk rundt om i landet tænkte: Hold da kæft, hvad sker der i den by?

Det lød vitterlig anderledes end det, der blev lavet alle andre steder. Hvis det ikke havde været sådan, var jeg nok smuttet til København, for det var der, de store studier og spillesteder var.

Der var et vækstlag i Aarhus, som blev opfanget af Gnags. Miljøet ude fra Århus Friskole spyttede den ene musiker ud efter den anden. Det var også en ung universitetsby, hvor alle havde fået en venstreorienteret sang over tørsten og nu ikke gad høre på det længere. Slut på parolemusikken. Man ledte efter noget andet, tiden var til det.

Der var ikke rigtig nogen, der forventede sig noget af os fra Aarhus. I København var der stort pres på de gode musikere, mens vi stadig, set fra København, var lidt at betragte som en flok bonderøve. Derfor var der et element af overraskelse over os, også i pressen: Gud, det er da fedt, det, de laver!

Efter 1970’ernes politisk korrekte musik blev det tilladt at være til fest og ballade, præcis som rock og rul oprindelig begyndte, og det tiltrak masser af unge. Der var noget, de kunne danse til, og de skulle ikke tænke på, om det var formand Mao, man sang om.

Det, der opstod i Aarhus dengang, var ikke yuppie-popmusik – ikke Klaus Riskær-firserne.

Aarhus vækker dybere følelser i mig end alle andre byer, selv om jeg aldrig har været steder, hvor jeg ikke havde det godt. Måske bortset fra min ”Brændt Mig af”-periode i København, men det var også et kedeligt sted, jeg boede. Jeg føler mig hjemme i Aarhus, og som de lidt ældre træer i parken og rådhustårnet synes jeg, jeg er en del af den by. Jeg kan mærke på folk, at det synes de også, jeg er.

For mig er Aarhus en lang række indtryk. Når jeg sidder sammen med gamle venner – de gange, det lykkes – og vi snakker om gamle dage, er jeg der igen. Jeg kan godt mærke de rødder, jeg har smidt ned i jorden her, så jeg kan ikke forestille mig at bo fast andre steder.

Jeg ved, at Renée og jeg, når den sidste af ungerne er smuttet, kommer til at bruge meget mere tid i Spanien – i lejligheden i Malaga eller finca’en oppe i bjergene – men jeg kan ikke se mig selv bo andre steder i længere tid end i Aarhus.

Da jeg var teenager, gjaldt det om at komme ud i den store verden. Jeg kan også se det på ungerne, de skal bare væk; men jeg var jo så heldig at være ung i Aarhus på et tidspunkt, hvor det var her, det hele skete musikalsk.

Der skete naturligvis også en masse i København, men der var virkelig knald på i Aarhus i 1980’erne. Vi kom på landkortet. Der var pissesjovt; alle mine bedste venner var her: Gnags, Henning Stærk, nogle fra TV-2 og mange andre.

Gnags er i det hele taget et meget atypisk orkester i dansk musik, og de var på alle leder og kanter mine læremestre. Som ung knægt, efter at jeg fik kontrakt med Genlyd, fik jeg lov til at hænge ud, når de indspillede plader, og jeg tog med dem ud til deres koncerter. Jeg fik altid lov at være med. Det er uden sammenligning det, jeg har lært mest af, at få lov til at være i den sammenhæng og se, hvordan de greb tingene an.

Det, synes jeg, var ret storsindet og large af dem.

* * *

Efter ”Vejen væk” var jeg i knap to år, kort, men fyndigt, medejer af Genlyd.

Peter A.G., Jens Gjerluff Nielsen og Jesper Bay var mine tre nærmeste venner. Genlyd er grundlagt på en kollektivistisk tankegang, og de andre kom helt straight og spurgte, om jeg ikke havde lyst til også at være en økonomisk del af selskabet, for jeg bidrog i forvejen med temmelig meget til kassen?

Det betød, at jeg nu kunne pege på andre musikere og foreslå dem. Være med i nogle beslutningsprocesser. Jeg kunne godt lide det, men af en eneste grund: Det var fuldstændig det samme, som jeg havde gjort i de fem foregående år – nemlig at sidde sammen med Peter og Jens og Jesper og skyde idéer hen over bordet.

Nu blev jeg bare en officiel del af det, men ellers ændrede intet sig i min daglige gang i studiet. Overhovedet ikke. Jeg købte mig ikke ind i Genlyd for at komme på lige fod med Jesper og Peter og Jens i særdeleshed; jeg var bare et lille hjørne af det. Men det knyttede mig endnu tættere til et sted, hvor jeg i forvejen elskede at være.

Så blev Genlyd solgt til tyske Bertelsmann (1990).

Jeg var lidt imod beslutningen, men havde ikke mandat til at stoppe noget. Jeg var jo lige kommet med. Jens og Peter havde knoklet med selskabet siden 1974, hvor de grundlagde det, og lagt et utal af timer i det. De fik et tilbud fra BMG (Bertelsmann Music Group), og jeg må indrømme, at jeg godt kan forstå dem.

De havde arbejdet som heste, også når det ikke gik godt, og lagt en stor del af deres egen indtjening fra Gnags over i Genlyd for at udvikle det, men jeg tror, de syntes, de havde lavet det længe nok.

Genlyd og Jesper Bay, der fortsatte som direktør, rykkede til København, men BMG-Genlyd kørte videre, som det plejede, så rent kunstnerisk var der ingen forskel. At det rent fysisk flyttede, var ikke desto mindre en kæmpemæssig forskel for mig.

Aarhus mistede sit pladeselskab, og det var, syntes jeg, virkelig en skam. Jeg kunne mærke fraværet af det.

Uanset hvad man siger, betyder det fysiske noget. Alle, der har siddet til et møde omkring et bord, kender forskellen på det og en videokonference. Det kan ikke engang sammenlignes.

Guldalderen for Genlyd og Gnags og mig sluttede lige der – for mig.

Derfra var det noget andet. At jeg skulle ind i et tog for at komme derhen, gjorde en stor forskel for mig. Det betyder ikke, at de nye chefer, der kom fra Sverige og Tyskland, ikke var fine folk. Jeg kan ikke sætte en finger på det på den måde, men jeg følte flytningen som et savn. Feedback-studiet lå der i lang tid; men det var ikke det samme. Jens og Peter oplevede det nok på en anden måde. Lige så stolte de var af det, lige så meget var det blevet en tung klods om benet.