»Min dårlige samvittighed hjælper jo ikke nogen«

Da milliardæren og stifteren af virksomheden Danske Commodities, Henrik Lind, for fire år siden blev inviteret til Indien for at se på sociale støtteprojekter, besluttede familien sig for at rejse med.

Den beslutning vendte op og ned på hele familiens og ikke mindst hustruen Karina Linds liv. I dag er hun én af hovedkræfterne bag den danske NGO LittleBigHelp, som laver socialt arbejde i Indien. Et arbejde, som Lind Invest støtter med 370.000 kroner årligt, og som har forvandlet sig til et fuldtidsjob for den tidligere sagsbehandler i Aarhus Kommune Karina Lind.

Fire-fem gange årligt rejser hun til Indien for at arbejde med børnene på LittleBigHelps to børnehjem og øvrige hjælpeprojekter i slumkvarteret i den indiske by Kolkata.

I næste måned står hun i spidsen for en stor velgørenhedsgalla på Hotel Scandic Aarhus City, som er hovedsponsor på det arrangement, som hun har brugt flere måneder på at stable på benene. Det lokale erhvervsliv har sponsoreret værdier til aftenens auktion for omkring 150.000 kr., mens lokale kunstnere som Steffen Brandt, Marie Frank og Kris Herman optræder gratis for at samle penge ind til arbejdet med de indiske gadebørn.

»Det var ikke meningen, at jeg skulle gøre noget eller involveres i nogle af de støtteprojekter, vi rejste ned for at se på i 2011. Jeg var bare nysgerrig på Indien,« siger Karina Lind, som aldrig vil glemme den dag, hvor familien kørte ud for at se på et skoleprojekt i et slumkvarter i Mumbai.

Hun blev så chokeret over at se og lugte den virkelighed, som de indiske børn levede i, at hun fik det fysisk dårligt.

»Det var forfærdeligt at stige ud af vores fine, hvide bil og se de lokale børn stimle sammen om os. For første gang i mit liv opdagede jeg, hvordan det føles, når hele éns mave vender sig. Der hang en stank af råddenskab og død over hele området. Da jeg fik øje på en sko, jeg kunne træde på, tænkte jeg; Godt så. Den skal jeg hen til. Ellers anede jeg ikke, hvad vi bevægede os rundt i,« husker hun.

Efter den oplevelse besluttede familien Lind sig for at finde en organisation, som kunne hjælpe dem med at hjælpe nogle af de indiske børn på sporet af en bedre fremtid. Hun forlod i 2008 sit arbejde som sagsbehandler i kommunen, fordi der var for lidt tid til at snakke med borgerne og for meget tastearbejde og bureaukrati. Dengang besluttede hun sig for, at hun skulle om på den anden side af skrivebordet, hvis hun nogensinde skulle lave socialt arbejde igen, og det er hun i den grad kommet igennem sit arbejde i LittleBigHelp.

I Indien går hun sammen med personalet rundt i gaderne omkring Howrah Station og snakker med dopede gadebørn, spiller fodbold med drengene og underviser på de to børnehjem.

Større forståelse af verden

Hvorfor er det så vigtigt for dig at være med i arbejdet. I kunne vel bare have nøjedes med at donere de nødvendige penge til projektet?

»Vi kunne have lænet os tilbage og sagt; det er vores projekt, og vi giver en masse penge til det, men det har aldrig kun været et spørgsmål om at smide penge i det for mig. Indien er blevet mit andet hjem. Igennem mit arbejde med børnene i Indien har jeg givet en større forståelse af verden videre til vores egne børn. De har set, at der findes en anden side af livet, og de har fået en større forståelse for den vanvittige forskel, der er på rig og fattig i vores verden.«

En aften efter at familien havde besluttet sig for at finansiere halvdelen af driften af LittleBigHelps drengehjem i Indien de næste 10 år, spurgte deres søn på otte år.

» Mor, når du skal til Indien igen. Kan vi så gøre sådan, at alle børnene får en iPad?«

Håb midt i modløsheden

»Det var en smuk tanke, men jeg var nødt til at udfordre den, så jeg svarede; for det første ville børnene ikke ane, hvad de skulle bruge den til. For det andet ville den helt sikkert være stjålet efter to timer, og så ville de blive kede af det. Hvad siger du til, at vi i stedet laver en indsamling af fodboldstøvler, så de ikke skal spille fodbold i bare tæer?«

Karina Lind forstår godt, at hendes privilegerede børn har svært ved at sætte sig ind i de indiske gadebørns livsvilkår.

Gadebørnene i Kolkata og mange andre indiske storbyer vokser op i et miljø, der er præget af misbrug, sult, sygdom og ultimativ fattigdom. På Howrah Station, som er hovedbanegården i Kolkata, samler de flasker i togene for at tjene så mange rupees, at de kan købe en tube lim, hælde den på en klud og inhalere dampene, så deres centralnervesystem påvirkes.

»Når det sker, er du hverken sulten eller bange mere. Det handler om overlevelse, og børnene finder sig i alting og gør alting for at overleve. Alle ved, hvorfor det kun er pigerne, der må samle flasker i 1.-klassesvognene. Der er så meget seksuelt misbrug, udnyttelse og råddenskab i deres liv, at jeg havde meget svært ved at få øje på håbet i begyndelsen,« siger Karina Lind.

Da hun i 2013 mødte en organisation, som kunne matche familien Linds krav om gennemsigtighed, lave administrationsomkostninger og langsigtet hjælp til børnene og rejste til Indien for at opleve børnenes hverdag på Howrah Station, blev hun ramt af den største modløshed.

»Der står over 200 drenge med brug for hjælp. Tager vi dem med hjem, står der 400 igen i morgen. Hvad hjælper det her,« spurgte hun Lisbeth Johansen, som stiftede LittleBigHelp i 2010.

»Det kan jeg godt forstå, at du siger, men tro mig. Det ændrer sig ved dig,« svarede hun.

»Hun fik ret. Jeg har lært at se om bag ved al den håbløshed og tænke: Det kan godt være, at der står 200 drenge, der har brug for hjælp her, men der er i hvert fald én eller to, der har fået hjælp. Vi kan ikke hjælpe alle, men dem, vi hjælper, bliver hjulpet hele vejen med at få et trygt hjem, en uddannelse, rådgivning og læge- og psykologhjælp. I dag tæller jeg stadig de hjemløse, der ligger på gaden. Jeg har ikke sat et filter op, der sorterer alting fra. Jeg har bare lært at fokusere på det lille håb og den lille forskel, vi gør ved at tage ansvar for de her børn,« siger Karina Lind.

Alle kan gøre en forskel

Det faktum, at hun ikke længere skal passe et fuldtidsjob i Danmark for at få familiens økonomi til at hænge sammen, betyder, at hun uden problemer kan bruge uger og måneder af sit liv på arbejdet med de indiske gadebørn.

» Jeg ved godt, at jeg i dag er i en anden position end mange andre, men det er vigtigt for mig at få budskabet ud om, at alle kan gøre en forskel. Selv 50 kr. er en stor hjælp, hvis den bliver formidlet rigtigt, siger Karina Lind, som drømmer om på sigt at finde en fast samarbejdspartner i form af en fond eller en anden familie, som vil finansiere den anden halvdel af driften af Boys Home i fremtiden.

Bliver man særligt bevidst om sit eget og sine børns sociale ansvar, når man er meget velhavende?

»Det håber jeg inderligt. Om alle lever den bevidsthed ud i livet, ved jeg ikke, men vi har valgt at sige: Det kan godt være, at vores børn er født med en guldske i munden, men nogle gange må de også spise af et zinkfad i Kolkata.«

Karina Lind har altid haft svært ved at gå forbi en hjemløs uden at købe en pakke rugbrød til ham. Dilemmaet er ikke blevet mindre, i takt med at familiens formue og muligheden for at hjælpe andre økonomisk er vokset.

»Før i tiden havde jeg konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke standsede op og snakkede med alle de nødhjælpsorganisationer, der prøver at få folk i tale på Strøget. Det har jeg ikke længere, for nu handler jeg på den dårlige samvittighed. Jeg redder ikke hele verden, men jeg hjælper nogen, og jeg gør det 100 pct.«