Millioner på vej til nye familieboliger
Et stort flertal i byrådet er parat til at afsætte flere penge til at bygge almene boliger.
Boligforeningerne i Aarhus kan godt begynde at finde telefonnumrene frem på deres arkitekter og entreprenører. Alt tyder på, at byrådet afsætter flere penge til at opføre almene boliger i de kommende år.
Det viser en rundringning, som Jyllands-Posten har foretaget.
»Vi har brug for at hæve det beløb, vi har til rådighed til at bygge almene boliger, så der kan blive tag over hovedet til alle dem, der gerne vil være aarhusianere,« siger teknisk rådmand Kristian Würtz (S).
Han vil i sit oplæg til en ny boligpolitik slå på, at der skal opføres mange flere almene boliger for at sikre, at Aarhus bliver en by, som alle har råd til at bo i, og for at undgå, at folk i familiealderen flytter til omegnskommunerne for at etablere sig.
Også Venstre er klar til at åbne pengekassen.
»Jeg vil gerne være med til at afsætte penge til flere kvoter,« konstaterer politisk leder Bünyamin Simsek.
SF, EL og K er ligeledes parate til at finde penge til flere almene boliger.
70 mio. kr. ekstra årligt
I de kommende år har kommunen afsat 50 mio. kr. årligt til almene boliger, som kommunen skal yde rente- og afdragsfri lån til og derfor regulerer antallet af. Det svarer til, at der er afsat kvoter til at bygge 95 familieboliger og 240 ungdomsboliger hvert år.
Men det er slet ikke nok, understreger de aarhusianske boligforeningers organisation, der i et nyt indspark til byens kommende boligpolitik opfordrer byrådet til at indføre et princip om, at almene boliger bør udgøre 25 pct. af dels boligvæksten, dels ved ændringer i eksisterende boligområder for at sikre en by for alle.
Med den nuværende befolkningsvækst og et efterslæb på 1.300 familieboliger, der i de seneste år skulle være opført for at holde 25 pct.niveauet, mener boligforeningerne, at kommunen skal åbne for opførelsen af yderligere 265 almene familieboliger om året, hvilket vil koste ca. 70 mio. kr. ekstra hvert år.
»I øjeblikket bliver der brugt 50 mio. kr., men det beløb skal være to-tre gange så stort. Hvis der skal være hold i, at man vil have en blandet by, der består af 25 pct. almene boliger, er der økonomiske konsekvenser,« siger Anders Rønnebro, direktør i AAB og formand for byens boligforeninger.
Han fremhæver, at almene boliger er med til at sikre byens mangfoldighed, løse sociale problemer, og at opførelsen heraf desuden er en god forretning.
»Det er vigtigt at betragte det som en investering, som man får igen. Og i de mange år, inden pengene kommer tilbage til kommunen, kaster boligerne skatteydere af sig,« understreger Morten Homann, direktør i Boligkontoret Aarhus.
Men S og V vil ikke binde sig på konkrete beløb eller antal boliger.