Fortsæt til indhold
Aarhus

Bakterie fortrænger ældre fra deres bad

Sundhed: Bygningschef skærper fokus på legionellabakterier efter fund af bakterien i høje koncentrationer i vandet på tre plejecentre.

Ronja Melander

De ca. 50 boligenheder under Sundhed og Omsorg i Aarhus skal risikovurderes. Det sker, efter at der ved den årlige stikprøvekontrol af vandet i kommunen er fundet en række tilfælde af for høje koncentrationer af legionellabakterien, som kan være særligt farlig for personer, der i forvejen har svækket immunforsvar.

I løbet af foråret er der taget otte vandprøver under magistratsafdelingen, som er ansvarlig for sundheds- og ældreområdet i Aarhus, og i tre af dem er der fundet en mængde af legionellabakterien, der falder i kategorien ”meget høj”. Det er i overkanten, mener bygningschef under Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Marianne Weberg, som har iværksat en screening af de resterende boligenheder for at undersøge behovet for flere kontrolprøver end de otte, der er aftalt med kommunens task force for legionella.

Rent hygiejnemæssigt bliver man vasket ordentligt og får vasket hår, men der er jo noget velvære ved at komme i brusebad.
Lene Offersen, , områdechef i Hasle/Åbyhøj

»Jeg har holdt et orienteringsmøde over for områdelederne, så de ledelsesmæssigt kan understøtte, at vi får holdt fokus på dette her. Vi skal være sikre på, det ikke griber om sig« siger Marianne Weberg og tilføjer, at lederne bl.a. skal indskærpe retningslinjerne over for servicepersonalet, så rørene forebyggende bliver skyllet igennem med varmt vand af bakteriedræbende temperatur.

Det høje bakterieniveau er fundet på akutenheden Thorsgården, sundheds- og omsorgshotellet Vikærgården og på Demenscentrum. Alle tre plejecentre fik efterfølgende indført badeforbud efter anbefaling fra embedslægen, da bakterien smitter, når den indåndes i vandpartikler i f.eks. badedamp.

Forbud mod brusebad

På Vikærgården og Demenscentrum er der blevet sat anlæg op med klordioxid, der skal angribe legionellabakterierne. Det har haft stor effekt på Vikærgården, hvor beboerne nu igen kan komme i brusebad. På Thorsgården, hvor man har målt den højeste koncentration af bakterien, har tiltagene, der er gjort indtil nu, ikke vist sig effektive. Efter at man har forsøgt at skylle rørene igennem med ekstra varmt vand for at komme bakterierne til livs, har en ny kontrolprøve vist, at koncentrationen af legionella er blevet højere.

Rørene er tilsyneladende så tærede og ujævne, at bakterien formentlig sætter sig i ujævnhederne og ikke kan skylles ud. Derfor skal der også på Thorsgården opsættes et klordioxidanlæg og indhentes tilbud på nye rør, hvorfor badeforbuddet ifølge kommunen allertidligst kan ophæves i uge 23.

Brusebad andre steder

Beboerne på Thorsgården, som de seneste uger har måttet nøjes med en etagevask med lunkent vand fra håndvasken og hårvask i en bakke som ved frisøren, kan derfor stadig ikke komme i brusebad på deres eget badeværelse.

Det har fået ledelsen på Thorsgården til at lave en optælling af beboere, der ønsker brusebad, så de i resten af karantænetiden kan blive kørt til plejeboligerne på Kingosvej, fortæller områdechef i Hasle/Åbyhøj, Lene Offersen.

Vi har jo trods alt borgere, der er svage, og mange kan være lungesvage. Derfor reagerer vi med et badeforbud og får løst situationen.
Marianne Weberg, bygningschef i Sundhed og Omsorg

»Det bør være et tilbud at kunne få et bad, og derfor handler vi ud fra det. Rent hygiejnemæssigt bliver man vasket ordentligt og får vasket hår, men der er jo noget velvære ved at komme i brusebad. Der er ganske få beboere, der har efterspurgt det, men vi ved godt, at der er interesse,« siger hun.

Flere af beboerne fra Thorsgården, som i perioden omkring vandkontrollen har været syge, er blevet undersøgt for legionellabakterien, men ingen er blevet testet positive, fortæller Lene Offersen.

Selvom det ikke er den farligste art af bakterien, der er fundet i vandet, har Sundhed og Omsorg sat en screening af de øvrige boligenheder i gang. Her skal pedellerne svare på spørgsmål om anlæg og vandtemperaturer i bygningerne og hjælpe til med at kortlægge, om der er andre bygninger, der bør kigges efter i sømmene. Ligeledes tages legionellabakterien op som fokusområde på pedellernes faglige temadag til efteråret.

»Der er ikke nogen, der er blevet syge af det, men når man først har nogle høje koncentrationer i vandet, så er der en risiko. Det skal vi undgå. Vi har jo trods alt borgere, der er svage, og mange kan være lungesvage. Derfor reagerer vi med et badeforbud og får løst situationen,« siger Marianne Weberg.