Fortsæt til indhold
Aarhus

Kæmpe tillykke med stjernerne

Lykønskningerne strømmede torsdag ind, da det stod klart, at Aarhus havde fået Michelin-stjerner i den nordiske udgave.

Henrik Grønvald

Det var en meget glad borgmester Jacob Bundsgaard (S), som torsdag modtog nyheden om, at restauranterne Frederikshøj, Substans og Gastromé hver er blevet tildelt en stjerne i Michelins nye nordiske guide.

At Aarhus-restauranterne Hærværk og Pondus i guiden bliver omtalt med en Bib Gourmand, som betegner god mad til prisen, er bare en ekstra gevinst.

»Stort tillykke til Frederikshøj, Substans og Gastromé med stjernerne – og tillykke til Hærværk og Pondus.«

»Michelin-stjernerne er indlysende fortjente, og det glæder mig virkelig meget, at Aarhus med den nye Michelin-guide nu virkelig er kommet på gastronomiens verdenskort. Stjernerne vil helt sikkert betyde, at flere vil få øjnene op for, hvor stærkt den aarhusianske gastronomi står,« skriver borgmesteren i sin hilsen.

Også kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) glæder sig over den internationale anerkendelse af den aarhusianske madkultur og byens høje gastronomiske niveau.

»Jeg er stolt og glad på byens vegne. Jeg vil gerne ønske de dygtige kokke tillykke med den flotte og velfortjente anerkendelse. Vi har i Aarhus en stærk madkultur, og det glæder mig, at hele verden nu skal få syn og smag for Aarhus,« siger rådmanden.

Mange års kamp

Hotel- og restaurationsbranchens organisation Horesta erklærer sig også meget tilfreds med, at det efter flere års kamp er lykkedes at få Michelin-guiden til at uddele stjerner i provinsen.

»Det er noget, vi som erhverv har kæmpet for i mange år. Blandt andet har vi henvendt os direkte til Guide Michelin for at overbevise dem om, at der er meget interessant topgastronomi uden for hovedstaden. Det er fantastisk, at de nu har lyttet,« fortæller adm. direktør, Katia K. Østergaard.

Hun opfordrer Guide Michelin til også at kigge uden for Aarhus de kommende år.

»Det er fuldt fortjent, at Aarhus har fået tre Michelin-stjerner. Men der er en række andre provinsrestauranter, som har fortjent samme hæder,« mener hun.

VisitAarhus’ direktør, Peer Kristensen, mener, at anerkendelsen kommer på det helt rigtige tidspunkt.

»Det er af kæmpe betydning for turismen – ikke mindst op mod 2017, hvor byen er Europæisk Kulturhovedstad, og hvor mange potentielle internationale gæster vender blikket mod byen,« understreger Peer Kristensen.