Byens berømte søstre sætter turbo på
Succes: Den aarhusianske virksomhed Søstrene Grene åbner nye butikker i ekspresfart og har taget både franskmænd, spaniere og japanere med storm.
Der er sket meget siden 1973.
Trompetbukser og frynser er gået af mode, lommeregnere er blevet mindre – og Søstrene Grene voldsomt større.
Siden Inger og Ruth Grene i 1973 åbnede den første Søstrene Grene-butik på Strøget i Aarhus, har butikskæden sat gang i et ambitiøst udlandseventyr, der indtil videre har ført til butiksåbninger i bl.a. Tokyo, Paris, Malaga og Madrid.
Fra hovedkvarteret i Aarhus trækker de to Grene-brødre Mikkel og Cresten i trådene og fører arven videre efter deres mor, Inger. Og i år skal arven bredes ud til endnu flere lande, lyder det.
»Sidste år åbnede vi ikke voldsomt mange butikker, men brugte meget tid på at etablere os i Japan, Frankrig og Spanien. I år er vores mål at åbne 20-25 nye butikker, hvoraf de fleste skal ligge uden for Skandinavien. Vi sætter for alvor farten op,« siger Mikkel Grene, adm. direktør i Søstrene Grene.
Mange flere butikker
Som en sindig jyde kaster han ikke om sig med store ord og armbevægelser, selvom hans og broderens virksomhed er vokset til en global spiller og sidste år leverede sit bedste regnskab nogensinde med et overskud på 21,6 mio. kr.
I den daglige rolle som direktør er der ikke tid til at reflektere over firmaets hastige vokseværk, men når Mikkel Grene i få øjeblikke træder ud af Søstrene Grene-universet og betragter det på afstand, kan han ikke undgå at blive benovet.
»For fem år siden havde ingen af os troet, at vi skulle blive så store. Indtil da havde vi primært fokuseret på de nordiske markeder, så det er vildt, at man i dag kan rejse til Japan og se en Søstrene Grene-butik,« siger han.
Satsningen i Japan, Frankrig og Spanien er gået over al forventning, og sikkert er det, at alle tre lande skal have flere Søstrene Grene-butikker i 2015.
Også i Norge og Danmark har Mikkel Grene planer om at klippe røde snore, ligesom han for tiden er i forhandlinger med franchisetagere i lande, som endnu har deres første Søstrene Grene-butik til gode.
Der er tale om lande i både Europa og Asien, og direktørens mavefornemmelse siger ham, at der nok skal »falde aftaler på plads«.
Den vilde skattejagt
Store planer er blevet en selvfølge i Søstrene Grene, som aldrig har haft mere travlt med at udvide sit butiksimperium. Men hvorfor har det finurlige og skæve koncept vist sig holdbart i både ind- og udland?
Ifølge forbrugerekspert Mette Skovgaard Frich fra Retail Institute Scandinavia skyldes det kombinationen af gode, tidssvarende produkter, lave priser og den specielle atmosfære i butikkerne.
»Det er et koncept, hvor kunder kan gå på skattejagt og lade sig inspirere. Søstrene Grene er eminent til at indfange tidens trends inden for boligindretning, og den rene, nordiske stil, som mange af kædens produkter har, er i høj kurs mange steder i verden,« siger hun.
For lidt over et år siden købte Søstrene Grene en 40.000 kvm stor grund på Gunnar Clausens Vej i Viby, fordi lagerpladsen var blevet for trang, og Mikkel Grene anslår, at de nye lokaler kan rumme varer til op mod 200 butikker.
I dag har Søstrene Grene 80 af slagsen, hvoraf størstedelen ligger i Danmark og Norge, og selvom firmaet vokser hurtigt, har det ingen planer om at opgive sine aarhusianske rødder.
»Vores butik på Strøget i Aarhus er stadig en af de bedst besøgte, og både Cresten og jeg er Aarhus-drenge, har altid boet her og føler os tæt knyttet til byen. Faktisk er vi begyndt at sejle mange af vores containere fra Kina direkte til Aarhus, fordi det logistisk giver god mening. Vi bliver i byen – det er helt sikkert,« siger Mikkel Grene.