Der er ikke meget mere at vinde

Da Martino Zanibellato og Michelle Abildtrup for 13 år siden begyndte at danse sammen, skulle de finde ud af, hvilken type dansere de ville være.

De ville ikke være kopier af andre dansere, hvilket man let risikerer, når man studerer andre danse i jagten på inspiration.

De ville sætte et stempel på deres stil. Et stempel, der blev skabt ud fra deres kriterier af, hvad der gør et godt dansepar.

Og de kriterier er ikke de samme som så mange af deres konkurrenters.

Ligesom på så mange andre områder er tendensen blandt mange dansere, at deres optrædener skal være større og vildere. Sparkene skal gerne være højere, og musikken bliver mere og mere poppet, mener parret.

»Vi vil bare gerne vise latinamerikansk dans, hvor en mand danser med en kvinde. Vi har holdt fast i rødderne på dansene, så de ikke alle ender ud med at være hiphop. Arbejdet med at læse op på dansenes rødder har også været interessant og lærerigt. Udviklingen sker rigtig hurtigt, og dansen skal også udvikle sig. Vi er bare lidt efter nogle af de unge dansere, fordi der hurtigt kan blive meget fokus på showet frem for selve dansegenren.«

Lørdag deltog parret i International Dance Festival i Horsens, der samtidig var en VM-turnering i latinamerikanske danse, og hvor Martino Zanibellato og Michelle Abildtrup i deres sidste turnering skulle forsøge at forsvare guldet.

»Det var en svær beslutning at stoppe, men det var også den rigtige. Det er svært, fordi det er en stor del af vores liv, vi siger farvel til. Men vi træner rigtig meget hver uge, og i weekenderne er der oftest turneringer. Sådan har vi levet i mange år, og på et tidspunkt kan man ikke mere,« tilføjer de begge nærmest i kor.

De havde overvejet et stop allerede sidste år efter VM, som de vandt. Men det var for tidligt. Der var stadig mange trin at prøve af og tekniske finesser, der skulle forbedres. Det VM var heller ikke det bedste i karrieren, mener de. Og skulle de stoppe, skulle det være på toppen.

Ikke mere at vinde

Deres farvel er ikke det endelige farvel til dans. De træner stadig elitedansere i stort set alle aldre, og de kommer til at rejse verden rundt for at give shows til turneringer og dansearrangementer i det hele taget.

»Vores kalender er stort set booket med shows hele næste år,« siger Michelle Abildtrup og tilføjer:

»Det ville blive for voldsomt at sige helt farvel til dans. Det vil vi ikke kunne gøre endnu. Så nu siger vi farvel til konkurrencen, men ikke til dansen.«

I dag har de til gengæld nået det punkt, hvor der ikke er meget mere at vinde. Parret har i de seneste to år udelukkende vundet guldmedaljer. De ville gerne have vundet et VM mere. Men de risikerer også, at det begynder at gå den anden vej – nedad – eller at nogen står i krogene ved turneringerne, ryster på hovedet og spørger sig selv, om de to ikke snart skulle til at stoppe.

Tanken om de verdensmesterskaber, som de to aarhusianske dansere ikke kan deltage i fremover, bliver nu hurtigt glemt i forhold til det publikum, de har modtaget så meget opbakning fra igennem de seneste mange år.

»Der har været lave perioder i vores karriere, hvor det kunne være svært at finde motivationen. Når det sker, kan publikum hjælpe rigtig meget. Ved EM i 2010 hentede vi blot en femteplads. Det var et skidt resultat, et af de dårligste, vi har oplevet. Publikum syntes, at vi havde fortjent et bedre resultat, så de stillede sig alle sammen op og klappede ad os. Det var virkelig rørende.«

Hollywood-stjerner

Når man skal kigge tilbage på en karriere, der har bragt store resultater, en verdensomspændende respekt og oplevelser i så stort et antal, at det alligevel ville kræve mere end bare en artikel at remse op, så begynder man med begyndelsen. Den første finale og det første EM-guld, eksempelvis.

Den første finale foregik i Spanien, hvor mange par kæmpede om en plads. Navnene på de seks udvalgte par blev hængt op på en tavle, og ingen af de to danskere havde forventet at se deres navne på det papir. Det i sig selv gjorde stævnet nervepirrende. Tvivlen blev kun forstærket af, at de begge havde gennemgået en periode, der både havde været svær personligt og karrieremæssigt. Den finale var derfor tiltrængt.

»Vi havde begge mistet nogle bedsteforældre, og vi havde nået en af de professionelle nedture, hvor man har brug for ny inspiration. Den inspiration er hård at være foruden, så vi søgte alle steder. Vi tog til koncerter, til andre danseshows og så i andre dansestile. Og så kom den efterhånden tilbage.«

Noget, de husker tilbage på, er også modtagelsen af turneringerne, når de kommer til et land. Nogle lande bekymrer sig ikke meget om dans, andre gør det til et event, der minder om en amerikansk Oscar-fest. Et af de lande er Kina.

»Vi blev behandlet som Hollywood-stjerner med rød løber og autografskrivning i mindst en time. Det er fedt, hvis man har fået gode resultater. Andre gange er det måske ikke gået så godt, og så vil man måske helst bare hjem,« siger Martino Zanibellato.

Til gengæld har kineserne ikke altid mulighed for at klappe efter en dans, fordi alle hænder bærer en mobiltelefon, der skal forevige oplevelsen.

Danmark er blevet bedre i forhold til dans, siger Michelle Abildtrup. Der har ikke altid været den samme respekt om dans, men den er begyndt at komme.

Skarpe albuer

For parret bliver den markant mindre træningsmængde den største forandring fremover. Men ligesom man tager afsked med en stor del af sit liv, så tager man også som regel noget med sig.

De mange år i en branche, hvor ikke alle konkurrenter elsker hinanden lige højt, har gjort begge dansere hårdføre.

»Folk skal nok bevise noget mere, før jeg stoler på, at de vil mig det bedste. I dans oplever man meget, og ikke alle i branchen ønsker en det bedste. Det kræver virkelig skarpe albuer, for man kan ikke rigtig overleve her uden,« siger Michelle Abildtrup.

Nu gør de plads til nye dansere, der kan overtage skamlen. Det pudsige er, forklarer de, at deres fokus aldrig har været at komme op på skamlen ved EM og VM. Processen har været i fokus, for de har aldrig haft intentioner om at skubbe alt andet til side for dansen.

»Vi havde en drøm om at blive blandt de 24 bedste. Dernæst havde vi en drøm om at komme i top-12. Når man så endelig står med den første medalje, er det for vild en følelse. At blive verdensmestre har været et håb, men vi har aldrig turdet sætte næsen op efter det. Men det er stadig fantastisk stort. Vi har brugt al vores tid og det meste af vores liv på sporten, så det er en tilfredsstillelse, at det ikke blot er smidt væk. Processen er derfor også rigtig vigtig. Vi har ikke villet sætte alt til side for dansen, og vi har forsøgt at skubbe jagten på resultater væk for i stedet at lave dansemæssige mål.«

Selv om parret har forsøgt ikke at skubbe alt til side, har de endnu ikke besøgt Martinos familie i Italien uden at skulle bruge dagene på at danse, forklarer han selv.

»Vi glæder os meget til at kunne have flere hele dage sammen med dem, hvor vi har fokus på andet end dans. Og så glæder vi os til at få tid til at besøge strøget i Aarhus og invitere venner over til æbleskiver.«