Nyt sportskollegium allerede i brug
Idræt: De første eliteudøvere er rykket ind i nyt sportskollegium på Frederiksbjerg.
Aladdin Bouhania, mellemdistanceløber fra AGF Atletik, er en af de første elitesportsfolk på byens nye sportskollegium.
Den 1. oktober overtog Fonden Eliteidræt Aarhus driften og ansvaret for Teknisk Kollegium på Dalgas Avenue på Frederiksbjerg.
Aasko er det nye navn, hvilket er en forkortelse for Aarhus Sportskollegium, og de første otte eliteidrætsudøvere er allerede flyttet ind.
Bueskytten Carina Rosenvinge, der deltog ved OL i 2012 og også satser på at komme til OL i Rio, er en af de andre eliteudøvere, der er flyttet ind i det nye sportskollegium på Dalgas Avenue.
Fonden Eliteidræt Aarhus har overtaget råderetten over de 117 kollegieværelser, men de fleste var ved overdragelsen den 1. oktober beboet af ganske almindelige studerende, der ikke har eliteidrætsbaggrund.
Mange udgifter
I løbet af de kommende år vil andelen af eliteidrætsudøvere stige. Hver gang en ”almindelig” studerende flytter ud, rykker eliteudøvere ind.
»De første elitefolk er allerede flyttet ind, og nu vil der løbende ske en udskiftning, men det kommer til at tage nogle år, inden alle beboerne er eliteudøvere. Kollegiet har gennemsnitligt årlig udskiftet mellem 30 og 40 procent af beboerne,« siger Steffen Wich, der er koordinator for Fonden Eliteidræt Aarhus.
Landsholdsløberen Aladdin Bouhania, der læser til fysioterapeut, er glad for sin nye bopæl.
»Jeg synes, det er et fint sted. Det er ikke så dyrt, og det er vigtigt, fordi der er mange udgifter ved min sport,« siger Aladdin Bouhania.
Han er i sær glad for den centrale placering på Dalgas Avenue.
»Placeringen er god. Det er tæt på byen og tæt på Team Danmark-faciliteterne på NRGi Park,« siger Aladdin Bouhania.
En udfordring
I de første år vil der dog være en udfordring i forbindelse med beboersammensætning. På byens andet sportskollegium, Esaa Kollegiet, der ligger ved NRGi Park, er både rygning og indtagelse af alkohol forbudt.
Disse forbud kan ikke indføres på det ny kollegium, hvor beboerne er flyttet ind på andre forudsætninger.
»Vi har overtaget husreglerne fra Teknisk Kollegium. Men det er ikke et sted, som har ry for at være et festabekollegium, og der er ingen fast fredagsbar. Vi har endnu ikke oplevet det problematisk, men der kan selvfølgelig godt opstå episoder, hvor der er megen larm, som generer,« siger Steffen Wich.
Det er ikke optimalt for Aladdin Bouhania med en stor fest, hvis han dagen efter skal løbe et stævne.
»Søvn er vigtig, og der har været lidt fest og larm på gangen, men det har ikke været voldsomt,« siger Aladdin Bouhania.
Han glæder sig til, at der flytter flere elitesportsfolk ind.
»Folk er meget søde, venlige og åbne, men jeg ser alligevel frem til at få flere sportsfolk ind, som også jagter samme høje sportslige mål. Så kan vi være med til at motivere og støtte hinanden,« siger Aladdin Bouhania.
Kollegiet er opført i 1960, og det er et gammeldags kollegium med små værelser, fælleskøkken og vaskeri i kælderen.
»Faciliteterne er ikke i top, men det gør ikke så meget, fordi jeg er meget af sted til træning og stævner, så jeg har mest brug for et sted at lægge mit tøj,« siger Aladdin Bouhania.
Renovering
Fonden Eliteidræt Aarhus har planer om i løbet af nogle år at gennemføre en gennemgribende renovering og ombygning.
»Kollegiet er løbende blevet vedligeholdt, men det er utidssvarende og ikke renoveret. Det vil vi gerne gøre i løbet af nogle år, når finansieringen er på plads. Vi vil gerne have tekøkkener og vaskesøjler på alle værelser, ligesom der også skal være faciliteter på stedet, så vi på sigt kan have pædagogisk opsyn,« siger Steffen Wich.