»Jeg vil aldrig bo her med børn. Det tør jeg ikke«

Det første, de ville, var at se Martin danse. Derfra udviklede optrinnet sig til forulempelser, chikane og deciderede trusler.

Det er nogle uger siden nu, men konsekvensen af mødet med en gruppe unge i Gellerup – 10-12 fyre i teenagealderen – hænger stadig ved: Tilværelsen som beboer i etagebyggeriet er kun midlertidig, fastslår den 26-årige fyr, som af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker sit rigtige navn trykt i avisen.

»Jeg vil aldrig bo her med børn. Det tør jeg ikke. Jeg ville heller ikke bo her med en kone. Der er folk her, som kan finde på alt muligt. Jeg ser ingen danske familier,« siger han.

Det er mindre end et år siden, Martin flyttede ind i en lejlighed i det socialt belastede boligområde. Som en af den slags ressourcestærke beboere, helhedsplanen har til formål at tiltrække. Hans tidligere lejemål løb ud, huslejen i Gellerup passer godt til økonomien hos en fyr, som er ved at færdiggøre en videregående uddannelse på universitetet, og efter at have boet i et ghettoområde i London for nogle år siden ville han ikke vælge Gellerup fra alene på grund af beboersammensætningen.

Desuden tiltales han af de åbne grønne områder og muligheden for, at beboerne kan danne ramme om tværkulturelle møder.

Gentagne oplevelser

Problemet i Gellerup er gentagne oplevelser med chikane og afstandtagen fra nogle af de muslimer, han betragter som sine naboer. At blive fotograferet med mobiltelefoner, at blive spurgt, om han er racist, at høre, at Allah hader ham.

Den slags bliver anstrengende og mere og mere ubehageligt, som tiden går, fortæller han, da JP Aarhus møder ham på en efterårsdag i det vestlige Aarhus.

På væggen i den lyse stue hænger en fiskekutter i en guldramme, i reolen står bl.a. Macbeth og Hamlet fremme, og gennem det store vinduesparti mod altanen kan man skue ud over et parkareal mellem de høje blokke. »Området skal åbnes op, så Gellerup bliver en del af Aarhus, og Aarhus bliver en del af Gellerup,« lyder visionen for helhedsplanen.

»Et hav af fornærmelser«

Indtil nu har Martin i vid udstrækning oplevet det stik modsatte.

»Gellerup er et dejligt sted med store arealer og masser af børn, som løber og leger. På den måde er det et positivt sted at være. Men der er kun den ene side af det. Jeg oplever, at jeg holder mig for mig selv, og at mange af de muslimske beboere her gør det samme. Der er ikke megen integration på den måde,« siger han.

Og én ting er, når folk holder sig for sig selv. Noget andet er konfrontationer som den for nogle uger siden.

Martin havde sat sig ned i parken med en bog for at læse i solen, og da han på vejen hjem gik ad den brede cykelsti, som løber gennem Gellerup fra City Vest og op mod Bazar Vest, blev han stoppet, gengiver han.

Han afviste at danse for dem, og så spurgte de til hans bog, »for det var nok en kristen bog,« som Martin fortæller. Bogen, han læste, var Homers Odysséen.

Derfra husker han ikke det præcise forløb, blot at han fik »et hav af fornærmelser«.

»De spurgte mig, om jeg er kristen, og det er jeg. Jeg er ikke bare kulturkristen, jeg går i kirke hver søndag, så jeg svarede ja. De spurgte mig så hvorfor, og det første, der faldt mig ind, var ”fordi den kristne tro handler om, at Gud elsker alle mennesker”. Først bagefter faldt det mig ind, at jeg ikke skulle have svaret på spørgsmålet,« siger han.

»En af dem svarede: ”Gud elsker ikke dig,” fordi jeg spiser svinekød. Det er urent. ”Allah hader dig,” sagde han. De beskyldte mig for at gå til prostituerede og for at sidde derhjemme og se porno. Adskillige fuckfingre blev stukket i ansigtet på mig, og de sagde, at jeg skulle skride. De skubbede til mig, en af dem sparkede mig over benet, og der var en fyr, som tog mine nøgler og løb,« fortæller Martin og tilføjer, at han fik sine nøgler tilbage, efter at en ung forbipasserende kom til og blandede sig.

Vil ikke udfordre skæbnen

Hele seancen udspillede sig over ca. 15 minutter, vurderer Martin. Så længe, fordi han nægtede at forlade området og lade rødderne vinde. Til sidst gik Martin hjemad, mens en af de unge fortrak for at hente sin scooter og køre ham ned.

»De prøvede at få en reaktion, og bagefter fandt jeg ud af, at de havde filmet hele episoden på deres telefoner. Og man tænker jo sit. Hvis de nu havde fremprovokeret en reaktion fra mig, kunne de let klippe alt det andet væk,« siger han.

Martin fastholder, at han fortsat kommer, hvor han vil, i Gellerupparken, men optrinnet har alligevel påvirket ham.

»Jeg tænker, at der måske er en visdom i bare at lade som ingenting, når man ser typer som dem. Jeg cykler heller ikke gennem parken om aftenen, og når de spørger, om jeg er racist, går jeg bare videre. Man skal jo ikke udfordre skæbnen. Jeg er ikke bange, men man ved aldrig, hvad der kan ske,« siger han og fortæller, at tilfældene af chikane – i større eller mindre omfang – har været flere, men ovenstående episode var den værste.

Har du meldt det til politiet?

»Nej.«

Hvorfor ikke?

»Jeg ved egentlig ikke hvorfor, måske skulle jeg have gjort det. Jeg ved bare ikke, hvad politiet vil gøre ved det,« svarer Martin.

Dømmer ikke alle

Selvom nogle i Gellerupparken har gjort sig dårligt bemærket, er Martin imidlertid også meget fokuseret på ikke at drage samtlige af områdets indbyggere til ansvar. Han finder bl.a. trøst i, at han ikke har oplevet chikane fra voksne, kun fra »børn«, som han kalder dem. Og inklusion har han også oplevet i Gellerup. Bl.a. da han i løbet af sommeren blev indlemmet i en arabisk polterabend med musik og dans ved foden af højhusene.

»Det er let at blive fordomsfuld, men det er vigtigt stadig at se på andre som mennesker. Man er måske også nødt til at spørge, hvor unge fyre som dem, der konfronterede mig, får den slags idéer og opførsel fra. Mange af dem er grundlæggende bare nogle kujoner. Jeg tror, at de har en forventning om, at jeg som dansker ser ned på dem og ikke kan lide dem, og måske søger de at få den opfattelse bekræftet. For så bliver det ok for dem at have det, som de har det,« siger han.

Indtil videre bliver Martin boende i Gellerup uanset hvad, og han understreger, at han fortsat vil opsøge kulturelle møder som ved den polterabend, han deltog i. For »det er let nok for mig at have mine venner og min verden, men der skal være en lyst og vilje til at interagere, for at det kan fungere at bo i Gellerup«, som han siger.

Martins identitet er redaktionen bekendt.