Fortsæt til indhold
Aarhus

København forsøger sig igen

Basketball: For 15 år siden advokerede Henrik Dissing for, at jyske hold skulle udskilles fra basketballligaen og støttes, så de ad åre kunne blive gode nok til at være med. Nu er han formand for den nye københavnske satsning, Copenhagen Wolfpack, der lørdag møder deres erklærede forbillede, Bakken Bears.

MAZ PLECHINGER

Strukturen i dansk basketball skal laves om. Det hæmmer udviklingen af eliteklubberne i København, at de skal trækkes med holdene fra Jylland, og det er jo også synd for de små pus, at de skal tvinges til at kæmpe forgæves mod overmagten. Sat en smule på spidsen var det essensen af den kronik, Henrik Dissing i 1999 skrev i Berlingske Tidende.

Forslaget fra den forhenværende formand for Frederiksbergklubben Falcon var at droppe den daværende model, hvor lige mange hold fra Øst- og Vestdanmark skulle deltage i ligaen. I stedet kunne eliteklubberne spille i en lukket turnering for sig, mens der så kunne ydes ”gennemgribende støtte” til jyderne over en 10-årig periode, så de måske kunne udvikle sig til at blive gode nok.

»Haha, skrev jeg virkelig det? Så klog man har været,« griner Henrik Dissing.

For øst/vest-modellen blev skrottet. Men basketligaen er fortsat delt mellem øst og vest; nu er det blot en uformel skillelinje, der skærer gennem midten af tabellen og betyder, at når sæsonen når til semifinalerne, kan de vestdanske hold roligt spille færdigt uden at bekymre sig om udgifterne til broen.

København prøver igen

Samme år, kronikken blev bragt, blev Bakken Bears mester. Ligesom året efter. Og året efter. Ja, i 11 af de 15 sæsoner, der har været spillet siden da, mens de eneste to øvrige hold, der har vundet guld de seneste 10 år, er fra Horsens og Svendborg. København har derimod ikke huset et mesterhold, siden Peter Brixtoftes fusionsklub BF Copenhagen vandt i 2003 kun for kort efter at gå konkurs i en sky af bedrageri og retssager. Men nu forsøger Østdanmark sig igen. I sommer dannede københavnerklubberne Falcon, BMS og Glostrup elitesamarbejdet Copenhagen Wolfpack med ambitionen om at få et hold fra hovedstaden i toppen af dansk basketball. Projektet er også kommet stærkt fra land med sejre i sæsonens fire første kampe – kun i torsdagens kamp mod Sisu måtte Wolfpack se sig besejret. Det er derfor en sand topkamp, når Bakken Bears i aften tager imod københavnerne.

»Det er ikke overraskende, at det går godt. Vi har et hold, der har en god sammensætning af unge og erfarne, en god kemi, og så er de glubske og angriber i flok, som ulve gør det. Vi har absolut planer om at bide skeer med Bakken,« konstaterer Henrik Dissing, der nu er bestyrelsesformand og sponsorchef i den nye fusionsklub.

Bakken som forbillede

»Men…«

For der er et meget stort men. Eller måske snarere en forsvindende lille grad af københavnsk overlegenhedsfølelse over såvel dagens topkamp mod Bakken Bears som opgaven som helhed.

»Der er ingen tvivl om, at Bakken er favorit. På sigt skal vi kunne udfordre, men de er stadigvæk en klasse over alle andre hold.«

For den aarhusianske klub er ikke så meget en direkte konkurrent, som det direkte forbillede. For det egentlige budskab med hans kronik for 15 år siden var, at klubberne skulle satse på øget professionalisering, kommercialisering og sponsering.

»Bakkens eksempel er forbilledligt. Københavnerne har jo ikke været på landkortet, siden Aarhus begyndte at rykke for 15 år siden. Det, der skete dengang, var, at der pludselig blev stillet krav til organisation, erhvervsgrundlag og sponsorunderlag, og det har ikke været gjort ordentligt i København,« medgiver Henrik Dissing.

»Det er virkelig flot, hvordan Bakken har trukket dansk basketball op på et højere niveau med et mangeårigt, sejt træk med det helt rigtige perspektiv og en blanding af at skabe værdi for tilskuere, spillere og virksomheder.«

Fortsat udvikling

Derfor har københavnerklubben ikke bare arbejdet på banen.

Mindst lige så intenst er der arbejdet for at finde sponsorer og danne erhvervsnetværk i moderklubbernes lokalområder. Ligesom planen er at lokke flere københavnske klubber som Gladsaxe og Hvidovre ind i koblet for at øge det kommercielle opland snarere end at øge spillertruppen.

»Vi skal gøre vores arbejde omhyggeligt og ordentligt, og sørge for at udvikle i et tempo, hvor organisationen kan følge med. Samt ikke mindst indtægtsdelen. Der er vi – også der – inspireret af Bakken Bears, der jo har et ganske imponerende erhvervsnetværk, og vores ambition er at udvikle nøjagtigt det samme,« siger bestyrelsesformanden.

Endnu har klubben et stykke at bevæge sig på den organisatoriske kurve. Og selv om holdet hidtil har været habilt til at ramme kurven inde på banen, så pointerer Henrik Dissing, at han ikke forventer, at de vestdanske klubber i år nødvendigvis behøver at investere i en brobizz, når sæsonen skal afgøres. Men inden for få år skal Copenhagen Wolfpack blande sig helt i toppen af ligaen. Det vil også være det bedste for dansk basketball, fastslår formanden, der bestemt ikke længere advokerer for at adskillelse i øst og vest.

»Med al respekt så rykker dansk basket en tand op, hvis det er en københavnsk klub, der udfordrer, end hvis det er Næstved. Det er sjovere, hvis det er de store byer,« konstaterer han.